Varsel og virkning

Fra artiklen Uenighed om Brüggers fyreseddel, 12. nov. 2012, Berlingske.dk:

Nogle forveksler det floskuløse sprog med det muskuløse sprog, og derfor har den sløve skovl som har forfattet manchetten til denne artikel, følt sig kaldet til at genbruge en vending fra første linje af selve brødteksten, nemlig ”med øjeblikkelig varsel”. I virkeligheden kunne man bare i manchetten have skrevet ”… forlader radioen øjeblikkeligt”. Det havde været kort og neutralt, og man havde dermed undgået den floskel man åbenbart ikke kan håndtere, og som, selv hvis den var korrekt brugt i manchetten, ikke har godt af at blive brugt mere end én gang.

Når den er forkert brugt i manchetten, er det selvfølgelig fordi den her er plantet (plantet er et ret velvalgt udtryk al den stund at floskel kommer af flosculus der betyder lille blomst) i en anden sammenhæng, nemlig i den sammenhæng der vedrører den tilsagte, i stedet for, som i brødteksten, den tilsigende – for retoriknørder vil tale om rollerne agens (her Radio24syv der fyrer) og patiens (her Mads Brügger der fyres) måske snarere vække genklang. En arbejdsgiver kan fyre med øjeblikkelig varsel, men det giver ikke mening at sige at den fyrede har tænkt sig at forlade stedet med øjeblikkelig varsel, for det at varsle nogen kræver en vigtighed eller autoritet som man per definition ikke besidder i lige netop den situation. Den fyrede kan derimod forlade stedet ”med øjeblikkelig virkning” – som dermed i manchettens tilfælde ville have været den korrekte fangst ved fiskeri i floskelfyldt farvand.

Den pointe du skal fatte her, kære læser, er ikke den at Martin endnu en gang har fundet noget han kan kritisere, eller som du kan grine ad eller ryste på hovedet ad hvis du gider. Den blotte iagttagelse af fejl, sjove eller ej, er i øvrigt – i modsætning til hos visse andre aktører på den underholdende sprogrøgterscene – aldrig den eneste pointe i mine blogindlæg. Og hovedpointen i dette indlæg er den generelle sproglige pointe at man skal tænke over den egentlige betydning af de ord man bruger.

Begriber man ikke bogstaveligt en vending man har hørt andre bruge, skal man være tilbageholdende med at bruge den. Og selv hvis man får den brugt rigtigt, kan teksten ofte være bedre tjent uden den. Klicheer og floskler er faste vendinger som bruges for meget, hvilket viser sig ved at de bruges på ikke særligt rammende eller overskudsgivende måder. Omvendt kan en kliche forvandles til et rammende udtryk når den bruges præcist, og da som regel fordi dens egentlige betydning vækkes til live. At skrive godt er med andre ord ikke en sport i at bruge faste og floskuløse vendinger; det er derimod en sport i til enhver tid at bruge de mest rammende ord.