Denne sætning skulle egentlig have været sjov

Flemming Chr. Nielsen -> Kasper E. Nielsen
Flemming Chr. Nielsen sagde: ”Jeg vil overdrage stafetten til Kasper E. Nielsen fordi han driver et seriøst forlag med sprogbevidste forfattere som Malcolm Gladwell, John Naish, Noam Chomsky, Bertrand Russell, Kaj Munk, Svend Åge Madsen, Johannes Møllehave osv.”

//

Af Kasper E. Nielsen redaktør på Forlaget Bindslev

Forfatteren F. Scott Fitzgerald har kaldt udråbstegnet for den skriftlige version af at grine af sine egne vittigheder. I dag er udråbstegnet ved at blive overhalet af et tegn der er et grin. Eller et skævt smil. Eller en sur mule. Nemlig smiley’en, som til nød kan have sin funktion i ultrakorte tekstbeskeder, men som ulykkeligvis også er begyndt at snige sig ind i seriøse artikler.

Hurra for smiley’erne ;) Nu behøver man ikke længere anstrenge sig for at være ironisk. Denne sætning skulle egentlig have været sjov, men jeg var for doven til at finde på en vittighed :) Prøver igen, denne gang med et stort grin :D Mulighederne for at fortynde sproget til det rene pjask er uendelige :(

Udråbstegnet blev først standard på skrivemaskiner i 1970’erne. Tidligere måtte man taste et punktum, bakke tilbage og skrive en apostrof oveni. Den lidt besværlige trepunktsvending gjorde det rentabelt at formulere sig så præcist at udråbstegn slet ikke var nødvendige – eller i det mindste forbeholdt sætninger der virkelig havde noget at vigte sig af.

Må jeg benytte lejligheden til at opfordre til en lignende selvjustits hvad smiley’er angår. De er ikke nødvendige. Ved at understrege noget der gerne skulle være åbenlyst, bliver de tværtimod skriftsprogets svar på den smiskende eftersnakker. Fyr dem; slet i stedet sætningen, og prøv igen hvis vitsen, ironien eller skideballen ikke går rent igennem første gang.

//

Kommentar fra ML: Jeg er ikke engang sikker på at smiley’er virker – det burde vi have en undersøgelse af. I hvert fald har jeg indtryk af at hvis man i sin chat- eller sms-besked til et menneske man ikke kender så godt (og det er vel her smiley’er skulle være en støtte), skriver noget som kan opfattes som urimeligt, fx ”Hej, min lille dulle :-)”, så bliver ”dulle” taget bogstaveligt op til forhør, konteksten glemt og smiley’en ignoreret. Med andre ord: Den har ingen effekt som garanti for at blive forstået på en gemytlig måde. Og hvis ironien eller morskaben forstås ret, så er det ikke smiley’ens skyld. Nu ved jeg godt at det er et stærkt eksempel hvis man forstår det negativt, men det er jo ikke engang sådan at smiley’en får det til at falde fra 10 til 7 i slemhed, tværtimod bliver hvad der måtte blive trukket fra, lagt til igen i form af en beskyldning om at man er så kynisk og nedladende at man tror at man kan skrive hvad som helst bare man laver en smiley. Man dækker sig altså ikke ind, allerhøjst gribes man i at dække sig ind. Altså ingen effekt. Tager vi omvendt et helt mildt eksempel på brug af smiley, fx ”Hej :-)” i betydningen ”jeg har ret til at sige hej og smile fordi jeg går ud fra at vi er venner”, så mener jeg heller ikke smiley’en har nogen effekt. Man ville stå sig bedre med det ydmygere ”hej”. … Det kunne være interessant om nogen ville lave en større undersøgelse af smiley’ers effekt.