En dejlig torsdag

Når man går udenfor, er det jo næsten som at komme ud fra en biograf til en solbeskinnet sommerdag i juni. I hvert fald for øjnene. Sneen lyser op så man næsten blændes. Det er (h)vidunderligt.

Jeg mindes ikke nogensinde at der har ligget sne så længe, og at vi dermed så konsekvent har kunnet gå fri af vintermørkets depressive påvirkning. Måske har kommunerne brugt for meget salt, men befolkningen har brugt færre lykkepiller – det er jeg overbevist om.

Ganske vist har man i radio og tv hørt forprogrammerede budskaber, som da Anja Philip fra Kræftens Bekæmpelse i advarslerne mod solarier og sydens sol talte om den kulde og det mørke vi søger væk fra. Hun kunne jo have nøjedes med kulde, for mørkt er det sgu ikke. Jeg kan ikke udholde når klicheer bliver brugt på den bedøvende måde.

Én talte om den mest ”potente” vinter længe. Det er et godt udtryk, for det siger både noget om at vi har haft rigtigt frostvejr, og at vi har haft liggende sne i større mængder. Jeg husker ikke i hvilken forbindelse det udtryk kom op. Måske var det i forbindelse med at kommunerne ikke længere vil betale til et isbryderberedskab når det ikke engang har skullet bruges i år. Og hvem ved hvornår det bliver vinter igen?

Jeg ved ikke hvornår vi sidst har haft en så ”potent” vinter. Men ifølge DMI har vi haft den koldeste januar i 23 år. Det slog mig at vi faktisk er mange der har et billede fra netop den vinter – det er måske endda taget præcis i den januar. Januar 1987.

Her er billedet:

En dejlig torsdag blev indspillet vinteren 1986-87 i Puk-studierne ved Randers. Det er ”nu” – bare for 23 år siden.

Titlen er selvfølgelig en hilsen til John Steinbecks roman af samme navn, men det er også en hilsen til alle dejlige torsdage, som for eksempel i dag. Ikke mindst når der er sne på.

Der er i øvrigt en fremragende plade – en af TV-2’s bedste hvis du spørger mig. Den har fx ”Tidens kvinder”, den halvlumre sang med Steffen Brandts fløjte-hookline. Den har ”Fri som fuglen” som tonser derudaf med de stiveste trommer, den har ”I baronessens seng” som er en fuldfed og soul’et hilsen til Pink Floyd. Den har ”Gi mig lige” og ”Lorteland” som begge bliver spillet alt for lidt. Den er tidstypisk og har masser af saxofon, for det havde al popmusik i 1987 der ubevidst må have været saxofonens år. (Et forsigtigt gæt er at Moonjams debut og et nummer som Michael Falchs ”Ud af mørket” fra året før satte saxofon-lavinen i skred.) Men En dejlig torsdag har også noget tidløst gennemført over sig – måske fordi den helt og gennemgående er produceret af den bedste af de producere TV-2 har benyttet sig af gennem tiderne, nemlig Greg Walsh.

Hav en dejlig og (h)vidunderlig torsdag!