søndag den 31. januar 2010

Mord på ord

Ole Rasmussen -> Stig Olesen
Ole Rasmussen sagde: "Jeg synes at du skal tage min højt estimerede kollega Stig Olesen fra Jyllands-Komposten som den næste bidragyder."

//


Af Stig Olesen, freelancejournalist

I efteråret 1958 sendte Radio Mercur fra internationalt farvand, og ét af de populæreste programmer var "Nu kan det være nok", hvori lytterne kunne ønske en forhadt melodi spillet en sidste gang, hvorefter studieværten for åben mikrofon knækkede pladen og kylede stumperne ud over rælingen og ned i Øresund.

Kratsjj, plump, plump – konceptet ramte åbenbart noget i den danske folkekarakter, så hvorfor ikke her 50 år efter gentage succesen med irriterende ord? Personligt udruster jeg gerne en (m)ordpatrulje der får til opgave i en mørk gyde og uden skånsel at likvidere ordet ”finurlig” som altid har givet mig ubehagelige associationer til dårlige sommerrevyer og alt for lange festtaler. Og møder vi senere på natten det stærkt provokerende ”angiveligt”, bliver det uden pardon smidt i havnen med fødderne støbt i cementspande.

Men når drengene og jeg nu alligevel er ude med springkniv, pianotråd og totenschlæger, er der så andre ord der fortjener samme skæbne? Bestillinger på professionelt og diskret ordkløveri modtages gerne.

Spørgsmål fra ML: Okay, lad os skrotte finurlig, men hvad er der galt med angiveligt? Har det ikke en funktion, eller er ”efter sigende”, ”tilsyneladende” eller ”ifølge X” notorisk bedre?

Ingen pardon. Ordet ”angiveligt” postulerer en bevisførelse eller et sandhedsbevis som ikke fremgår af den sætning hvori det optræder. Derfor skal ordet dø. Men først skal jeg lige tage mig af ”mavefornemmelse” samt udtrykkene ”at gøre en forskel” og ”stå på mål for”.

ML: Må jeg supplere med den friskpigeagtige kliche fra X Factor, Vild med dans og al anden reality-tv og mikrofonholderi, en kliche som især unge kvinder bruger i enhver situation: ”(Vi skal) gi’ den gas”?

Du har license to kill.

ML: Tak!

4 kommentarer:

  1. Sjovt - jeg er ret uenig i det med 'angiveligt'. Ikke at jeg bruger ordet tit, men det har da en funktion i at variere udtrykkene når man over flere perioder refererer hvad nogen har sagt, og man gerne vil blive ved med at understrege at det altså blot er en påstand. Det giver mening for mig hvis man fx siger "XX hævder at yy. Dette skyldes angiveligt at ZZ." Altså kort sagt: en udmærket variation af 'ifølge XX'.

    SvarSlet
  2. Ja, der ligger min holdning jo nok også. Måske stikker der noget under Stig Olesens aversion? Han har angiveligt været udsat for brugen af angivelig på en vildt træls måde, ligesom jeg gjorde her.

    SvarSlet
  3. Skønt, jeg synes, at vi trænger til en (m)ordpatrulje! Kunne du så ikke også henrette "rollemodel" og for evigt genidnsætte "forbillede" på dets plads?

    SvarSlet