Sproget og Rapunzel i tårnet

Af Mette Walsted Vestergaard, studievært på DR Nyheder

Som studievært er jeg dagligt i kontakt med et bredt udvalg af danskere, af hvilke en betragtelig del nærer en passioneret interesse for, ja ligefrem kærlighed til, det danske sprog. Det er en kærlighed jeg deler; vel er sproget fordrende, det tvinger mig til at bøje mig hvor jeg ikke er ret smidig, det overtager mine dagsordener, og ofte må jeg folde mig selv omkring det for at nå fra den ene ende til den anden. Faktisk forbander jeg sproget næsten dagligt. Men at det er den helt store kærlighed, er der nu alligevel ingen tvivl om.

Det tror jeg også det er for langt de fleste af de sproginteresserede seere og lyttere som vi i DR Nyheder har kontakt med dagligt. De elsker sproget og bliver kede af det når de ser noget der ligner maltraktering af deres elskede. Når tekst-tv-skribenterne "evakuerer 100 personer fra et højhus" i stedet for at "evakuere højhuset". Når P3 Nyheder konstaterer at der med 98 stk. er tale om godt 100. Eller når studieværten i TV AVISEN drister sig til at udtale den første del af ordet premierminister [premiær] frem for [premié]. For nu at nævne nogle eksempler som jeg véd aktiverer en hel del lyttere og seeres kærlighed og beskyttertrang. Og min egen – for et par af eksemplernes vedkommende.

Men her er det så at vandene deles. Om kærligheden siges det jo ellers at den tåler alt, håber alt og udholder alt. Men jeg skulle hilse at sige at tålmod, håbefuldhed og udholdenhed ikke lige hører til den genre af følelser der bliver eksponeret når sprogets elskere ser objektet for deres passion trådt over tæerne. Jeg nævner i flæng reaktioner som "verdens dårligste journalister", "vm i amatørisme", "skyldige i samfundets degenerering", "komplet uforståeligt". Vi taler her om reaktioner som er direkte affødt af de tre ovennævnte eksempler på sproglige fejl eller uregelmæssigheder.

Jeg vælger nu trods alt at tro at den slags henvendelser sker i kærlighedens navn. For af kærligheden følger ikke blot tålmodet, håbet og udholdenheden, men også nidkærheden, strengheden og overbeskyttelsen.

Vi kender det faktisk fra eventyrene, hvor bekymrede fædre (som regel konger) vogter årvågent og mistænksomt over deres døtre (prinsesser), parat til at smække dørene og skyde låsen (gerne i et højt tårn) for, hvis noget eller nogen der ligner lystne ungersvende skulle nærme sig. Til sidst lykkes det en enkelt ungersvend på en hvid pony at trænge ind i tårnet og befri prinsessen, og de lever lykkeligt til deres dages ende.

Men spørgsmålet er om sådan en gang indespærring nu også udgør et brugbart fundament for et lykkeligt liv. Spørgsmålet er selvfølgelig retorisk, for vist gør det ej. Prøv at tænke på hvordan historien ville udvikle sig hvis den ikke sluttede med et syv dage langt bryllup og det halve kongerige og alt det der. Det bliver jo også hverdag igen. Og vi har jo, hvis man nu skal være lidt grov, at gøre med en kvindelig hovedperson med en opvækst med relativt mange lighedspunkter med Fritzl-døtrenes: Indespærring, manglende frisk luft, ringe eller ingen kontakt til andre mennesker og begrænsede muligheder for kommunikation. Resultatet: Voldsom vitaminmangel, rudimentære evner til at udtrykke sig og fatal mangel på indsigt i verdens beskaffenhed.

Bekymring og beskyttelse kan godt ligne kærlighed til forveksling. Det er det ikke.

Dén pointe gælder også i kærligheden til sproget. Ja, vist kan det være irriterende at nogle mennesker tror at det er en stor fordel at blive forfordelt. Eller takker mange gange for den kæmpe bjørnetjeneste nogen har gjort dem. Eller at alting skal være nice og intet bare dejligt. Eller insisterer på at man skal committe sig til at deale med de issues der måtte opstå. Osv. Møgirriterende faktisk. Personligt har jeg især en ligtorn der hvor managementsproget har det med at jokke rundt i anglicismer og ligegyldigheder. Og det kan være direkte øresønderrivende at høre på fjollede tryk på småverber (nu SKAL vi til Parken, hvor FCK i aftes...), fejl i possessive pronominer, altså de klassiske hans/sin-fejl, fordi-at-konstruktioner (som måske nok er tilladt, men stadig ikke kønne) osv. osv. Vi har alle vores personlige aversioner.

Men irritationsmomenter er altså ikke noget argument for skilsmisse, hvis vi nu skal blive i kærlighedsmetaforen. Og det er sandelig heller intet argument for at forvandle sig til en nidkær vogter over for det stakkels sprog. Havde vi ikke sprogbrugere der sprængte rammerne, da talte vi stadig som vikingerne. Og vi ville være foruden de kærlighedsbørn som legen med sproget avler. Tænk bare på Nephews tekster: Et hurlumhej af anglicismer og lirum-larum som har født en "Wanna-be Darth Vader" til os. Ligesom C.V. Jørgensen har lært os at smerte er noget man kan smage på. Shu-bi-dua gjorde storken til en dejlig flyver, MC Ejnar gjorde jul cool, Den Gale Pose spændte os op til lir, og den samlede hiphop-scene truttede ren bagdel hvad angår kvindesyn og udnævnte os alle sammen til hos (ikke at jeg bryder mig om dét, men jeg bryder mig rigtig meget om når sproget er med til at vise hvem folk virkelig er).

For nu bare at nævne nogle eksempler fra nogle af de på en gang mest uvorne, uartige og sprudlende sprogbrugere jeg kan komme i tanker om: Rockens og relaterede genrer.

Kære sprogelskere. Sproget er ikke Rapunzel. Det skal ikke sidde i et tårn og vansmægte. Det gavner intet at sætte det eller dets brugere i skammekrogen, heller ikke de mere outrerede og skæve af dem. Og de decideret uvidende bliver ikke spor mere vidende af at blive slået over næsen og forment adgang til prinsessen i tårnet.

Tænk hellere over hvad der egentlig bliver sagt. Er den tilsigtede betydning til at gennemskue? Hører eventuelle fejl til i petitesse-kategorien, eller er det en meget alvorlig betydningsforandrende, sprogstrukturændrende fejl? Kan fejlen være tilsigtet eller måske endog utilsigtet morsom? Og husk så ordene om kærligheden: Den tåler alt, håber alt og udholder alt. Og så tilbyder den venligt en hjælpende hånd når der er brug for det.

Med kærlige hilsener

Mette Walsted Vestergaard