… så kunne jeg give hende end ny hånd:
En hånd strikket af den fineste færøske uld.
Og hun ville smile sit stivnede smil af lykke, alt mens jeg bankede hende for støv. Og hun ville blive endnu blødere i knæene – og våd overalt – når jeg nænsomt vaskede hende i 25 graders uldvask. Og når hun havde hængt til tørre længe nok, ville jeg tage hendes nye hånd i min, give den et lille kys og sige: "Du er det fineste jeg ved; du er det dyrebareste i verden. Du er som stjernerne, som vinden og som bølgerne, som fuglene, som blomsterne på marken."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar