Julens usual suspects, del 2: De bedste globale

I del 1 i går bragte jeg min Top-5 over moderne juleklassikere jeg ikke kan klare mere. I dens indledning kan du læse om årsagen til denne trilogi.

Her går vi direkte videre til:

Top-5 over moderne juleklassikere som jeg kan høre igen og igen (de globale)

1) Slade: Merry Xmas Everybody (1973)
Det kommer lidt som en overraskelse for mig selv. Men nu hvor jeg skulle gøre det op, slog det mig at det her nummer holder fucking vildt fedt. Vi har den højstemte 70’er-rocklyd som vi også kender fra andre sammenhænge (man kunne nævne Gasolin og John Lennon), og det er i virkeligheden sikkert bare et billigt trick med en kold rumklang på vokalerne der hensætter én til kirken uden at man tænker over det; men det virker. Vi har en fed, beskidt lyd på guitarerne og en markant (og markant produceret) leadvokal. Og vi har en utrolig stærk melodi som bæres på 12/4-takter, hvilket betyder at den både rocker (4/4) og under dette valser (3/4), hvilket igen giver en fornemmelse af at den vugger (6/2).

Men – hvis vi lige lægger de analytiske briller til side – vigtigst af alt: Den er fascinerende og dejlig!

Merry Xmas Everybody lå nummer et på den engelske singlehitliste i december 1973. Det er ikke så mærkeligt; mere bemærkelsesværdigt er det at den forblev den mest solgte single til midt i januar 1974. Se, dét er stærke julesager!

2) José Feliciano: Feliz Navidad (1970) (tidlig live-version, sen live-version)
Vi bliver i de spæde 70’ere for at finde den næstebedste hæmningsløst afspillede juleklassiker. Det er et virkelig dejligt nummer.

Alligevel er det godt klaret af en Puertoricansk sangskriver – altså at nå igennem den engelsksprogede-danske dobbeltmur som omkranser massekulturdyrkelsen i Danmark, og som næsten kun lader lidt svensk og lidt tysk sive ind (hvis det lever op til fordommene). Men omkvædet her er engelsk, sangen sidder lige i skabet, og manden er blind.

3) John Lennon og the Plastic Ono Band: Happy Xmas (War is Over) (1971)
Jeg har i mange år haft et strejf af irritation ved denne sang, men irritationen er forsvundet. Måske fordi jeg er klar over at irritationen – ligesom for mange andre musikelskere – hidrører Yoko Ono og det skær af alt for hellig grimhedsdyrkelse som kom ind i Lennons sangskrivning med hende, og som var massivt lige omkring 1970 (opløsningsåret for Beatles). Nu har jeg fået skilt tingene ad og henlagt irritationen til de englehvide billeder af dobbeltsengen og sangen Give Peace a Chance (1969) som fortjent eller ufortjent må bære min irritation foreløbig.

Tilbage står – nu renset for enhver irritation – dette ikon af en sang. En sang som har samlet sig i mit sind og nu kun virker smuk. Og den bliver smukkere jo mere den spilles. Jeg ved at den er en af knoglerne i pophistoriens kompositoriske skelet. Måske kravebenet? Og jeg vil kunne nynne den og genkalde mig lyden af den, ikke kun i søvne, men ind i evigheden.

Den er to år tidligere på færde end Slades juleklassiker som den lydmæssigt er i familie med, blot er det en ballade uden elguitarer. Men faktisk blev den ikke nogen succes i 1971 fordi den var indspillet for tæt på jul, derimod slog den igennem i 1973 – samme år som Slades sang! – hvor den blev nummer 4 på den engelske singlehitliste. Den toppede dog i 1982 hvor den, formedelst en genudgivelse, nåede plads nummer 2 på hitlisten.

Lennon mente selv at han havde fat i noget der er større end White Christmas. Jeg spår at han får ret – lad os tjekke efter om 20 år.

4) Elvis Presley: Merry Christmas, Baby (1971)
Well, I’m feeling mighty fine; got good music on my radio – yeah, I’m feeling mighty fine; got good music on my radio – well, I want to kiss you, baby; are you standing near the mistletoe?

Elvis Presley når han er allerbedst, og en af de bedste 6/8-blues-indspilninger nogensinde – hvis ikke dén bedste. Det kunne i princippet have været alt mulig andet end en julesang, og derfor kommer den heller ikke højere på denne juleliste, men hold da helt kæft hvor er den dejlig.

Den er skrevet af Lou Baxter og Johnny Moore, og har siden den kom til verden i 1947, været indspillet af utallige kunstnere, men Elvis’ version er den bedste, og det er også Elvis’ bedste af utallige julesange fra ham.

Bemærk at Elvis-indspilninger på over 5½ minut absolut ikke var hverdag, men stemningen er så fed og rundgangen så god at den ikke vil stoppe – hvilket understreges af at man simpelthen fader ud.

5) Gilbert O'Sullivan: Christmas Song (1974)
Vi bliver i de tidlige 70’ere. Denne sang har jeg faktisk slet ikke hørt i radioen i år, så den var ikke på listen i går. Men da jeg vågnede i morges, var den der i mit hoved – hvilket i sig selv er et meget godt pejlemærke for hvilke sange man virkelig holder af.

Det har sikkert alt sammen noget at gøre med hook-linjen ”I’m not dreaming of a white christmas” som jeg jo ud fra mine idiosynkrasier ikke kan lade være med at høre som en kunstnerisk afstandtagen til julesvøben White Christmas.

Men jeg synes under alle omstændigheder sangen holder. Den irske Gilbert O'Sullivan har lavet en velbygget og velproduceret popsang med en god hookline.

Hvorfor 70’erne?
Hvorfor består min top-5 af sange som hver og en er fra de tidlige 70’ere? Ja, det har intet med mine biografiske data at gøre. Jeg kom til verden i november 1974 hvor sidstnævnte sang netop var udkommet, og det er da særdeles sandsynligt at den har lydt fra en transistor et eller andet sted på fødegangen. Men det betyder så også at de øvrige fire er fra før min tid, så at sige. Jeg har ikke noget særligt crush på 70’erne; mit mest intensive musikkendskab hidrører af naturlige årsager 80’erne. Så jeg er hverken miljø- eller interessemæssigt påvirket. Det må være noget med sangenes kvalitet – noget i tiden må have givet en evne til at lave moderne julesange som stadig holder.

Men nu udvider jeg til en top-7, for lige efter nummer 5 kommer der to fra 80-90’erne. Den første er spillet sindssygt meget i år; den anden spilles alt for lidt.

6) Chris Rea: Driving Home for Christmas (1986, 1988)
Ja, den er spillet sindssygt meget – den reviderede (og lidt mere julede) version fra 1988. Men mærkelig nok holder den til det, og det er jo lige det disse lister handler om.

Som 80’er-Chris Rea-kender er nummeret set indefra, med den diskografiske fartblindhed, et af hans relativt banale numre. Men det er en god popsang, og når Chris Rea lander i radioens øvrige strøm, lander han godt. Det har dog undret mig at jeg har kunnet holde ud at Driving Home for Christmas i den grad tyndslides som det gør, men jeg tror det har at gøre med at det er ærligt såvel musikalsk som tekstligt. Selv meget banal musik, poppet musik, sovset musik eller dullet musik holder hvis det er skabt på og bevarer sin ærlige nerve.

Jeg aner ikke hvad der skete i 2007 omkring dette nummer, men jeg kan på Wikipedia læse mig til at det fra og med 2007 har ligget højt på hitlisterne. Dette har intet med nummeret eller Chris Rea at gøre, så årsagen interesserer mig ikke så meget, men det kunne jo skyldes fx en reklame eller et soundtrack.

7) AC/CD: Mistress for Christmas (1990)
Dette nummer er uden overdrivelse min frelse. Det er måske i en vis forstand ”dirty”, men når højttalerne er ved at stoppe til af fedladen, lunken eller ligefrem fordærvet julemusik (se gårsdagens liste), er dette den ultimative rensevæske. Derfor ingen jul hos mig uden at Razor’s Edge-albummet fremfindes og der klikkes frem til nummer 5 på cd’en og fyres godt op i små 4 minutter. Hvilken velsignelse! Tak! Jeg skylder virkelig AC/DC en kæmpe tak for at have frembragt denne unikke rensevæske, for jeg ved ikke hvad jeg ellers skulle gøre.

Hvor er det dog befriende at høre Brian Johnson vrænge det oplagte rim ud: ”I wanna misstrææææs for christmææææs”. Smukkere kan mandligt gavebegær og udpakningslyst ikke beskrives, og guitarerne fortæller alt hvad der er at fortælle om julelummer liderlighed under opbygning. Dette er stor kunst. Spil den dog noget mere!