fredag den 14. august 2009

Brevkassen: 00'erne

Spørgsmål

Hej Martin

Jeg har et spørgsmål til dig angående apostroffer ved forkortelser:

Skal der apostrof når man skriver 1990erne/1990'erne?

Hvad siger man i øvrigt om årene i 2000 og frem – nullerne?

Kh Louise

Svar

Hej Louise

Ja, der skal være apostrof i fx 1990’erne eller 90’erne. Det er samme stødpudefunktion som gælder fx bindestregen i 6-årig. En stødpude mellem to ”sprog”, nemlig tallenes og bogstavernes. Det er derfor både retskrivningsmæssigt forkert og også sprogligt uhensigtsmæssigt og ”uden stil” at undlade apostrofferne.

Ja, nullerne, 00’erne, 2000’erne. Det er jo det logiske hvis man regner baglæns: 40’erne, 30’erne, 20’erne, 10’erne, 00’erne. Det er tankevækkende at vi her under et halvt år før årtiets udgang ikke ved hvad det skal hedde. Jeg tror det skyldes en kombination af Dansk Sprognævns manglende vilje til udstikke dessiner og så at det ved første lyt for de fleste sprogbrugere måske lød underligt med ”nullerne”. Sig det fem gange, og så er den sygdom ovre. Selvfølgelig skal det hedde 00’erne.

Hvis nogen ved hvor længe man har talt om årtier på denne måde, og hvad man sagde i fx 1910, så bland jer endelig i denne tråd. Det kunne være interessant at høre mere om. 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar