Enormt rart ikke at blive efterladt med lange ører

Kære P4 og P3 og al DR's radiovæsen.

Jeg har et forslag til jer radioværter. Når I spiller ny eller mindre slidt musik, var det så ikke en idé at nævne hvad I har spillet, bagefter?

Jeg kan godt se at det er interessant for flowet i jeres programmer – og måske for en indbildt suspense – at I ALTID præsenterer ny musik før I spiller det. Og jeg kan også godt se at man kan indhøste billige nostalgi- og genkendelsespoint ved i forbindelse med numre som lytteren kan leksikalisere i søvne, at præsentere kunstneren efter. Denne absurde reciprokke fremgangsmåde burde dog snarere kendetegne begynderværter på en studenterradio end radioværter i DR, for den tjener udelukkende til værtens sikkerhed og dovenskab.

Der er noget der hedder at være modtagerorienteret. Har I nogensinde hørt om det? Det betyder i jeres tilfælde at sætte sig i lytterens sted og selvfølgelig bytte om på denne molbopraksis. Den lytter der falder ind i Billie Jean med Michael Jackson, Summer of '69 med Bryan Adams eller Kvinde min med Gasolin, har ikke noget stort behov for for 117. gang at få besked på titel og kunstner ved nummerets slutning. Til gengæld ville det være ENORMT RART IKKE AT BLIVE EFTERLADT MED LANGE ØRER når man fatter interesse for noget man ikke har hørt før, og derfor sidder klinet til højttalerne for at få den information. Det sker sjovt nok bare altid – undtagelser findes ikke: Hver evig eneste gang jeg har været interesseret i at høre hvem hulen det nu var, så er I gået direkte over i et andet nummer eller et reklameindslag for egne programmer.

Den udslagsgivende hændelse der omsider har fået mig til at fare i blækhuset, var manglende efterfølgende deklaration af det der, ifølge playlisten for gårsdagens Søndag i farver, viser sig at være Noah med Alt er forbi. Det tjekker jeg kun så grundigt nu fordi jeg skriver indlægget, for Noah er ikke essentielt nødvendigt for mig. Men som almindeligt musikinteresseret – og almindeligt sprogligt interesseret i at en ny bølge (efter Medina og Seebach) åbenbart viser evne til at lægge (i hvert fald de trykstærke) stavelser mere solidt og velklingende – havde det været godt at kunne sige aha og skrive sig bandnavnet bag øret. Manglende efterfølgende præsentation gør at det fiser ud i ingenting – i UVIDENHED, kære public service-ansatte. Dette er langt mere alvorligt når man tænker på relationen mellem Noah og deres potentielle cd-købere og mp3-downloadere: Der skal kendskab til at skabe målrettet interesse, og derfor hæmmer I faktisk nye kunstneres gennemslag ved ikke at præsentere dem efter nummeret. Det er lige så molboagtigt over for jeres egne bestræbelser på at støtte ny dansk musik, som det er molboagtigt over for den helt almindelige og almindeligt irriterede lytter.

Modtagerorienteret nu, tak!