He-he

Jeg så for nylig i et af Dansk Sprognævns skrifter – eller noget lignende – udbruddet ”he-he” nævnt blandt lydefterlignende ord. Nu kan jeg desværre ikke huske hvor jeg læste det, og da det stod som en biting i artiklen, kan jeg heller ikke efterspore det selv om jeg har prøvet at skimme nogle af mine seneste læsninger igen. Derfor må jeg bryde med et vigtigt journalistisk og akademisk princip om at have hold på sine referencer. Men pyt med det, for jeg ser jo at mange mennesker – vistnok især piger – bruger det som et lydefterlignende udtryk – he-he.

Og jeg fatter det ikke. Jeg har faktisk aldrig fattet det.

Når man betjener sig af lydefterlignende udtryk, kan man ikke trække på en vedtagen konvention om at fx ”spille” er det ord vi lydligt kender som ”sbeløh”, eller at ”ost” er det vi kender som ”åsd”. Man bruger bogstaverne til at beskrive en lyd læseren ikke nødvendigvis kender i forvejen, og derfor er man nødt til så at sige at være tro mod bogstavernes (eller eventuelt stavelsernes) default-lyd.

Da vil ”e” være den vokallyd vi kender i ”det”, ”ked”, ”helhed”, ”ske” osv. Det man kunne kalde det rene ”e”, og som mange udlændinge i øvrigt har svært ved at ramme fordi det ikke findes på deres eget sprog. De hæver det enten mod ”i” eller sænker det mod ”æ”. Men jeg vil vove at påstå at det rene ”e” i det danske sprog nærmest er at betragte som sprogets baggrundsfarve. Det er derfor lyden ofte bruges i kedelige eller almindelige ord.

Udbruddet ”he-he” findes ikke i min verden. Hvem fanden siger ”he-he”? – tænkte jeg, og måtte så derefter indrømme at man godt kan sige et lille lavmælt ”he-he”. Er det dét folk refererer til når de skriver ”he-he” i en sms? Er det noget der hører med til en feminin samtalestil?

I min verden er h-udbruddene udadvendte og derfor relativt kraftfulde. Mit ”he-he” er helt klart ”hæ-hæ”. Det er sgu da det man siger, og det betyder at man godter sig, enten fordi man er fræk, eller fordi man er ond (begge mere eller mindre for sjov). Så har vi også ”hi-hi” som er mere (”meta” og intellektuelt) drillende og godmodigt, og som er så feminint at man skal passe på med at bruge det som heteroseksuel mand. Hvis det da ikke er fordi man bliver kildet, men det er umuligt over sms eller chat, så det er ikke nær så skriftsprogligt relevant. Og så er der ”ha-ha” som er det skadefro pegen-fingre-ad-grin, og som er den neutrale form ved reaktioner på falden-på-halen-komik. Endelig er der det absolut hule ”ho-ho”, som, hvis det ikke bruges af julemanden hamselv, må regnes for at være ironisk og udtryk for en afvisning af at dette eller hint skulle være morsomt. Som ekstra bonus må vi nok også medregne ”hø-hø” som er den skæve udgave der på sin vis er neutral. Den bruges som bekræftelse på at man godt ved at der skal grines – man griner ikke, men er på den anden side ikke misbilligende som i ”ho-ho”. ”Hy-hy” er kun til metasproglig komik som Jes Ingerslev eller Jesper Klein ville kunne finde på det.

Sådan ser det ud i min verden, men der kan jo være idiosynkrasier indblandet når det gælder mere eller mindre konventionelle lydefterlignende ord. Så sig endelig frem hvis du ved hvad ”he-he” betyder. Så vidt jeg kan se, bliver ”he-he” som regel brugt i en af to betydninger hvor jeg ville anse ”hi-hi” (”thi-hi”) eller ”hæ-hæ” for at være den rigtige.