I fredags mistede DR kontrollen med primetime-programmet Talent 2009. Efter ellers at have hyret et mere hæderligt dommerpanel end året før – et dommerpanel som nu havde udvalgt 28 af de største talenter til live-programmerne – var der lagt op til nogenlunde sober og i momenter kvalificeret underholdning. Men i fredags gik programmets formål i vasken.
Efter syv acts ... lad mig lige se i sprogrenserordbogen ... ja: optrædener, hrm ...
Efter syv optrædener var det tydeligt for enhver at der var fire fuldmodne stortalenter som leverede noget virkelig godt og interessant, og så var der tre børneoptrædener som måske om 5-10 år vil være i stand til at levere noget virkelig seværdigt, men som i alle tre tilfælde havde store fejl, usikker smag og i det hele taget – for nuværende – manglede det der skulle til, hvis altså man lige ser bort fra benovelsen over alderen.
Tre af de syv talenter skulle gå videre, og hvem det skulle være, lå nu ikke længere i dommernes hænder, men i den sms’ende befolknings. Ud fra et besynderligt rationale ville befolkningens nr. 1 og 2 gå direkte videre, mens dommerne så kunne få lov til at vælge mellem nr. 3 og 4. En meget sekundær kvalitetssikring, må man nok sige.
Da befolkningen havde sendt den 12-årige, stoiske volumen-sanger Sebastian og de to lidt yngre, ikke helt synkrone powerdansepiger Maximum Risk videre, hang Hella Joofs kæber nede på bordet – måske for at opsamle øjnene der var på vej ud. Selvfølgelig var grimassen dækket ind under den feminine dommerrolles angst for nu at skulle til at bestemme noget, men i virkeligheden var hun jo nok, som alle andre voksne mennesker, chokeret. Hermed var nemlig tre af de fire virkelige stortalenter matematisk set vippet ud af den sms’ende befolkning, mens kandidater til Snurre Snups Søndagsklub var gået videre.
Med ikke så lidt held var nummer 3 og 4 to værdige kandidater, og dommerne kunne nu vælge det ene stortalent som skulle videre sammen med de to børneoptrædener som under ingen omstændigheder må vinde Talent 2009 i sidste ende.
Der er for mange børn der ser programmet, og for mange af dem der sms’er ind. Et panel i befolkningen af demente sentimentalister kan nok have fundet på at stemme Sebastian videre, men når der oven i købet var stemmer nok til at også at stemme Maximum Risk ind sammen med ham på de første to pladser foran de fire indiskutabelt bedste optrædener, kan det kun være fordi sms-afstemningen er domineret af børn der opfatter mennesker på omkring de 30 som aldeles fremmede. Og i år er der flere modne supertalenter på omkring de 30 (plus/minus 10 år) end sidste år.
Der er simpelthen en segmentkløft mellem programmets dygtigste deltagere og programmets mest aktive seere. Derfor vil den videre konkurrence være forpestet af kampen mellem en intellektuelt degenererende sentimentalitetskonkurrence og en egentlig opbyggelig talentkonkurrence. Og det er på ingen måde DR værdigt.
Sms-afstemninger er et effektivt middel, så man kan formentlig kun løse problemet ved at have en aldersgrænse for de optrædende deltagere på 15. Jeg ville gerne have sagt 16 eller 17, men én af mine favoritter er faktisk en superseriøs violinist på 15.
Efter alderen at dømme burde der i øvrigt være en god chance for at hun – om ikke andre af de store talenter – klarer skæret og når finalen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar