Berlingeren den 20. august:
Mmilliarder med dobbelt-m. Jo, i en bævrende, grådlabil fremlæggelse som passer til budskabet, er den såmænd god nok. Jeg tror nu ikke det var sådan Claus Hjort fremlagde det, selv om han havde sved på panden.
Mere interessant bliver det hvis vi kigger nærmere på underrubrikken:
Der står altså: ”Alligevel afviser Claus Hjort Frederiksen (V) at rette om på økonomien ved at skære i efterløn eller dagpenge, som Arbejdsmarkedskommissionen foreslår i dag.”
Rette om på økonomien. Nej, man kan lægge økonomien om, og man kan rette økonomien op – der ser vi også i ordene omlægge og oprette. Omrette findes ikke, for ”rette om” bliver en mærkelig blanding af det der (i denne sammenhæng) betyder at anlægge en helt ny konstruktion, og det der (i denne sammenhæng) betyder at bringe en eksisterende konstruktion tilbage i balance.
Mit gæt er at journalisterne, på grund af private politiske holdninger, gerne har set det første (omlægning), men har skullet skrive det andet (balancering). Altså en herlig freudiansk forskrivelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar