I ikke så gamle dage var det sådan at en tv-station – det kunne være DR eller TV 2 – kun leverede bredt storsmilende forskræp til store, vigtige landskampe hvis de selv havde pakken under juletræet, altså kun hvis de selv kunne levere varen, eller alternativt: vidste at varen ville blive leveret af en konkurrerende tv-station som alle ville kunne se.
Ellers ville man holde en mere nedtonet stil: Kun korte indslag fra landsholdslejren og kun de mere stramme blikke som afspejlede at man måtte kigge i vejviseren, og der kigge efter betalings-tv, hvis man ville overvære kampen. Derudover – og under alle omstændigheder – en rimelig annoncering af hvor kampen i givet fald ville kunne ses.
Efter landsholdets intense og spændende arbejds-remis mod Portugal i lørdags – min første fodboldkamp i rigtig, rigtig lang tid – var jeg på krogen: Jeg glædede til at følge landsholdets videre færd allerede onsdag mod Albanien. Og TV 2 sørgede da også for at gejle én op i såvel tv-indslag som på nettet.
Men da det kom til stykket, måtte man onsdag aften sande at der kun var betalings-net-streaming tilbage. Da jeg i princippet ikke ønsker at betale en biografbillet for at se en landsholdskamp på TV 2 Sputnik på en i den forbindelse tvivlsom 500 MB-forbindelse, og da jeg i princippet ikke ønsker at betale mig ind på en net-streaming-tjeneste hvor jeg også kan få amerikansk fodbold, UEFA-cup eller porno i stride strømme når jeg har betalt omkring 300 kr., væbnede jeg mig i stedet med skuffelse, afsavn og sorg.
Narrefisse er et grimt ord, men jeg kan ikke finde en bedre metafor i denne sammenhæng. Her er i billeder onsdagens oplevelser med narrefisse-TV 2:
Tak for ingenting, TV 2.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar