Der er skrevet meget om misbrugen af Nanna Lüders Afrika-sang ved festen på det konservative ”Landsråd 2010” i weekenden 2.-3. oktober i Aalborg. Mest fordi de konservative folketingsmedlemmer ser fjollede ud på scenen og synger ad helvede til, hvilket er sjovt at overvære på et tidspunkt hvor de ikke er voldsomt populære i forvejen. Sekundært fordi Nanna Lüders er sur over det. Og måske også en lille smule fordi Ekstra Bladet, som har optaget videoklippet, først havde det online, så tog det af og derefter puttede det på igen.
Det er sjovt at se den konservative tops manglende smag og musikalske evner. Som en af mine twitter-venner skrev da han linkede til klippet: ”Og de har siddet på Kulturministeriet i 9 år!”.
Det er sjovt at Mike Legarth ikke kender den hårfine forskel på politiuniform i arbejde og åbentstående politikostume til fest og derfor ikke har så meget begreb om associationerne i sidstnævnte. Det er sjovt at de fire leadvokaler slet ikke kan synge – Vivi Kier fremstår, især i kraft af sin attitude, som en jysk Louise Frevert i fri dressur til CD’s deroute, Kurt Scheelsbeck synger som en slags Jacob Haugaard der synger lidt mere falsk end Jacob Haugaard, Charlotte Dyremose lyder som en kælvende ko på glatis, og Rasmus Jarlov – det mindste onde – holder, ligesom de andre, tonerne til han mener at have ramt dem rent og skifter så til næste tone/stavelse på det mest sikre og gumpetunge røvballemusikalske taktslag. Hvis musikalsk intelligens siger noget om generel intelligens – og det føler man jo nok det gør – så er selv Jarlovs sangforedrag mistillidsvækkende.
Alt dette er sjovt, men ikke så interessant eller overraskende. Og selvfølgelig skal De Konservative have lov til at pjatte lidt og more sig ved deres egen fest – med de evner de nu har.
Det jeg finder interessant, er den himmelråbende analytiske stupiditet der ligger bag sangvalget, når man ser på såvel sangens tekst som dens kontekst.
For at tage det sidste – konteksten – først: Ja, Nanna Lüders (som er en af Danmarks mest fremragende sangere og komponister) overreagerer, og det gør hun muligvis lige så kynisk for at fremme sin sag som enhver politiker gør for at fremme sin. Men hvor kvajet er K-toppen ikke også når den vælger Afrika-sangen? For det første burde man vide at Nanna Lüders de senere år har markeret sig politisk med protestsange til venstre for SF, hvorfor hun næppe vil forholde sig positivt eller blot passivt til en kunstnerisk gruppevoldtægt fra Lene Espersen og co. For det andet må det, selv for så kulturelt tonedøve hjerner som hos de konservative, om ikke andet i kraft af Natasja-DF-krigen, være trængt ind at det er kontroversielt at låne fra så symbolladet pop, og at DF med deres bevidste antiintertekstuelle provokation har opbrugt mere end kvoten.
Okay, det var konteksten, men det bliver værre endnu: Teksten.
I originalteksten til ”Afrika” (1985) hedder første linje følgende:
Alle går vi rundt i vores egen lille verden / Drømmer om guld og grønne skove og den store kærlighed.
Alle danskere kender disse linjer mere eller mindre bevidst. Og man behøver ikke at være en særlig rutineret tekstanalytiker for at forstå at linjerne handler om selvtilstrækkelighed og manglende evne til at forstå andet end sin egen verden.
Første linje i den parallelle tekst som den konservative top sang fra scenen, lød:
Alle går vi rundt med konservative drømme / Drømme om valg og mange stemmer og en periode til.
Ja ja, det er bare en åndssvag lejlighedssang i festligt lag. Men det ændrer ikke ved at man hermed kommer til at associere det konservative program med selvtilstrækkelighed – for den originale tekst klinger sgu da med. På mest effektive og subliminale vis har man fået co-brandet konservativ politik og selvtilstrækkelighed. Det er nærmest mirakuløst dumt.
Dum er selvfølgelig også omkvædets desperate besværgelse, der mest af alt lyder som Komiske Ali eller Hitler i marts 1945:
Konservative, konservative. Det bliver bedre dag for dag. Vi bliver flere og flere konservative. Vi gir’ hvad vi har for vores sag.
”Rigtige venner” havde for eksempel været et selvironisk og langt bedre valg af melodi til en lejlighedssang netop nu, men realiteterne synes at være for hårde for den konservative ledelse. Og af frygt for at lyde amagerhylde- og dansktopagtig – og dermed ramme ved siden af – har man alligevel ramt totalt ved siden af ved fuldstændig kulturløst at vælge den forkerte melodi til hvad man sikkert selv opfatter som en moderne firserkitschet spøg i medvind.
Firserkitsch er bare ikke moderne mere, vi er faktisk kommet frem til at pudse kvalitet fra 80’erne af, og uanset at ”Afrika” er orkestreret med alle firserdyder og -klicheer, er den meget originaltro genindspilning af ”Afrika” fra i år delvist et led heri. Men det forstår Brian Mikkelsen og Charlotte Dyremose naturligvis ikke. Det ved vi godt.
Det er længe siden DF overhalede K og blev landets tredjestørste parti. K er siden sunket endnu længere ned og er for nylig overhalet af Liberal Alliance. Alt dette er ikke så mærkeligt, for det er ikke længere DF der er mest præget af landsbytosser, og det er heller ikke Liberal Alliance der er mest præget af storbytosser. Det førende tosseparti i dag er blevet De Konservative. Det er faktum.
Derfor har jeg også ondt af Per Stig Møller, Connie Hedegaard og Lars Barfoed, omkring hvilke et seriøst parti kunne opbygges sammen med nogle af de gode kræfter som har forladt partiet i de seneste år, men det skal desværre nok gå meget værre endnu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar