”Harry Potters mor” – udtrykket kan være en acceptabel og kort variation over titlen ”forfatteren J.K. Rowling, der står bag Harry Potter-bøgerne”. Men brugt med den konsekvens som vi ser fra alle større medier i Danmark, inklusive TV Avisen på DR, forekommer det mig efterhånden at være både kvalmende og skræmmende.
Umiddelbart er der to grunde til at jeg væmmes over den konsekvente brug af udtrykket ”Harry Potters mor”: Dels min mistanke om at det skyldes at man mener man taler til børn, hvorved man i mine øjne taler ned til børn. Og dels min mistanke om at man taler ned til mønsterbryderen Joanne Kathleen Rowling der, før hun fik succes med Harry Potter, var enlig akademiker-mor delvist på dagpenge. Jeg er ikke så tilbøjelig til at tro at det er fordi hun er kvinde at man ikke under hende tituleringen ”forfatter”, men blandingen af mønsterbryder og kvinde kan godt gøre det. Og det er lige før at betegnelsen ”rugemor” er underforstået.
Men måske ligger forklaringen ikke i ubevidst nedladenhed. Måske er det bare en ny – og brækfremkaldende – måde at gøre ting nære og vedkommende på, hvilket selvfølgelig hænger sammen med det at tale børnesprog. Samme brækfremkaldende måde som når en hund eller et andet husdyrs ejer kaldes dets mor eller far. Rigtig Jes Dorph-Petersen-sprog, så at sige.
Alt dette er kun gisninger. Det korte af det lange er at jeg hader udtrykket ”Harry Potters mor”. Har man da med samme konsekvens talt om Tintins far, om Cirkelines mor eller om Buster Oregon Mortensens far? Udtrykkene kan være faldet, men da absolut ikke med en sådan konsekvens at det ligner bevidst og systematisk branding – eller brændemærkning – af en ophavsmand (M/K).
Hm …
Måske er det i virkeligheden den kunstneriske kortslutning der fornærmer mig mest: Jeg vil mene at en forfatter må være i ligeværdig dialog med sin helt eller heltinde uanset dennes alder. I øjenhøjde. Et kollegialt, søskendeagtigt eller selvdialogisk forhold. Derfor kan en forfatter per definition ikke være mor eller far til sin helt, lige så lidt som forfatteren kan være mor eller far til sit eget mindreårige jeg. Det er en form for kunstnerisk incest at kalde Joanne Kathleen Rowling mor til Harry Potter. Ja, jeg tror det er der kvalmen primært ligger.
Hmm - spændende analyse af hvad der er galt med udtrykket. Men mon ikke det også bare er irriterende fordi det er et tvivlsomt billede der bliver gentaget og gentaget som om det var en fast frase - ligesom 'mejerigiganten Arla' eller 'det nye luxembourgske storhold' eller 'rød og blå stue'?
SvarSletJo, gentagelsen – eller rettere den konsekvens hvormed udtrykket praktiseres – er helt klart en medvirkende faktor. Det er jo suspekt, eller en journalistisk intelligensfornærmelse, konsekvent at bruge netop et tvivlsomt billede som ikke rigtig rammer.
SvarSlet