søndag den 1. august 2010

Skræmt til latter af Liberal Alliance

Satire er mest raffineret når den ikke er åbenlys. Vi kender denne nødtvungent skjulte satire fra undertrykte samfund, bl.a. fra os selv under Anden Verdenskrig, men også i fredstid ser man – heldigvis – eksempler på denne ikke-ekspliciterede satire der går under radaren på de opblæste fjolser den udstiller, men forstås af enhver der kan og vil tænke selv.

Det er således ikke på diverse bagsider i avisen man finder den, for her afslører satiren sig selv alene i kraft af placeringen, uanset om der er tale om godmodige grin i metermål eller om fordrejninger der siger mere om humoristen end om hans offer. Men man kan for eksempel være heldig at finde den i en jævnt formuleret Ritzau-notits på side 4 i første sektion – præcis som det var tilfældet i dagens Politiken. Her lykkedes det den anonyme journalist at skræmme mig til latter ved at udstille Liberal Alliances værdimæssige problemer, ikke med kommentarer eller tillægsord, men alene i kraft af artiklens komposition.

Jeg bringer her hele artiklen – med webudgavens overskrift, men med avisudgavens reducerede antal tegnsætningsfejl. (At de korrekturrettelser Politiken selv foretager i Ritzaus fejlspækkede produkt, ikke kommer webudgaven til gavn, er besynderligt, men det er jo ikke emnet for dette indlæg.)

Nu kigger vi på indholdet, og jeg kommenterer artiklen i bidder.

Dette er nyheden, scenen er sat.

Herefter får storkredsformanden så lov til at forklare hvorfor Liberal Alliance kun søger folk med ren straffeattest:

Det er i sig selv morsomt at Kent Hedemann Kristensen henviser til to af de mest troværdige politikere vi overhovedet har, nemlig Per Stig Møller og Helle Thorning-Schmidt. For troværdighed som politiker handler ikke om hvorvidt man beskytter sin mand en smule eller klodset og ukoncentreret vikler sig ind i nogle tal, eller om man engang har fået en bøde – eller for den sags skyld om man har haft sex med hele Det Hvide Hus og løjet om det bagefter. Troværdighed som politiker handler om hvorvidt man har noget åndeligt at byde på, en politisk vej for det samfund man skal tage sig af. Jeg ved det, du ved det. Kun de fjollede tv-journalister der producerer den ene agurketidsmeningsmåling efter den anden og interviewer den ene politiske kommentator efter den anden – og får banaliteter som svar – har ikke rigtig forstået det.

Dernæst er det skræmmende at Kent Hedemann Kristensen signalerer at politiske partier ikke behøver at vise større samfundsansvar og mere rummelig moral end de nidkære virksomheder der har set sig blinde på straffeattester fordi de åbenbart ikke har bedre ting at vurdere kommende personale på. Og hvad er det for noget værdiladet tale med ”grimme ar på straffeattesten”? Han fremstiller folk uden blank straffeattest som arede, narkotiske voldsforbrydere – som ulækre, som umennesker. Plettet straffeattest, uha: Der er dem, og der er os. Jeg skal love for at der er højt til loftet i Liberal Alliance.

Nå ja, det er der jo for resten også:

Der er jo forskel på folk. Sikke et dejligt signal at sende, og journalistens lille skub til Hedemann Kristensen ud over den moralske afgrund, i kraft af modstillingen, mærkes tydeligt.

Men han er nu også nem, tager nærmest springet selv:

Ikke direkte plettet. Flot.

De to sidste linjer er det klassiske smæk med halen som rettelig tilhører holdningsprægede genrer og ikke en blot konstaterende artikel. Uskyldige ser de ud med deres referat af nogle linjer fra stillingsopslaget, men med denne udstilling af Kent Hedemann Kristensen og Liberal Alliances lavloftede åndsrum, bliver de nærmere en ironisk kommentar til et parti som – måske / måske ikke – netop er fuld af politiske lykkeriddere og ringvrag.

Min mening? Ja, linjen ”du har naturligvis en ren straffeattest og en god samvittighed”, som står i deres stillingsopslag, ser meget sjov, sød og uskyldig ud. Men stillingsannoncer er signalhorn, og når annoncen er fra et politisk parti, og Ritzau tilmed får yderligere fjogede svar når de spørger ind til signalet, afsløres det at Liberal Alliance virkelig har problemer med værdierne. Tilgivelse og nye chancer er noget af det vigtigste i et samfund, og nultolerance over for urene straffeattester er en politisk og juridisk systematiseret nægtelse af tilgivelse.

Post Danmark skal selvfølgelig ikke ansætte kleptomaner, hjemmeplejen skal selvfølgelig ikke ansætte voldelige eller ustabile mennesker, og børnehaver skal selvfølgelig ikke ansætte pædofile. Her er der saglige grunde. Hertil og ikke længere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar