På rød stue og på blå stue

Jyllands-Posten den 11. oktober.

Roskilde Avis den 4. november.

Fyens Stiftstidende den 7. november.

Altinget den 13. november.

Information den 19. august.

Avisen.dk den 6. oktober.

Hvornår var det lige at udtrykkene ”rød stue” og ”blå stue” gik fra at være en fjollet børnehavemetafor for den røde henholdsvis blå politiske bloks manøvrerum (ikke uden et vist satirisk signal om den politiske palavers hændelige infantilitet) til simpelthen at være den gængse betegnelse for samme?

Ingen tvivl om at det ER sket, for det har man tydeligt kunnet høre, fx i den af DR så veldokumenterede kommunalvalgkamp, og se, som vist herover, i masser af avismedier. Men hvordan skete det lige at denne børnehavediskurs blev en seriøs kliche uden ironisk ledsagelse?

Tja, jeg tænker at det jo nok har noget at gøre med at de Metter og Mikler der gik i børnehave i 70’erne, sidder på kanten af den politiske (og journalistiske) magt nu, og så med det fænomen at man netop fra den generation og op har fastholdt sit barndomssind mest muligt – ja, i en sådan grad at man, hvis man har fået børn, vel nærmest lever i en parallel barnetilværelse. Den barndom man oplever med sine børn, og den barndom man endnu ikke selv har forladt. Og der er da også et slaraffenland af 70’er- og 80’er-ting som aldrig har været væk, lige fra Kaj og Andrea og Cirkeline til alt muligt andet.

Arbejdsmarkedets åbne kontorlandskaber, parallelle projektgrupper og workshops, diverse virksomhedsordninger samt udflugter & events er jo også bare en slags forlængelse af børnehaven. Ligeledes er det jo heller ikke normalt at være det samme sted i mere end 3 år.

Men sprogligt set vil udtrykket ”blå og rød stue” formentlig i løbet af få år helt miste sin børnehaveassociation – i hvert fald vil den ikke længere være så tvingende eller mærkbar som nu – for da vil vi have vænnet os til udtrykket og måske i højere grad opfatte ”stue” som den eneste metaforiske del af det: Den metaforiske ”stue” forstået som et hjem, en ramme og et samlingssted. En voksenmetafor som man kan hæfte lige så voksne politiske farver på.

Ved de nylige kommunale konstitueringer har vi så også set at de Konservative kan komme ind på rød stue eller at SF kan komme på besøg på blå stue. Det er på mange måder en rarere metafor med større meningsgivende fleksibilitet end den barske matematiske sandhed i rød og blå ”blok”. Men mens blok-terminologien giver et præcis lige så firkantet signal som tankegangen bag den er, så snyder den rare stue-metafor lidt; for ganske vist virker den mere fleksibel og imødekommende, men den underforstår at man kun kan etablere et hjem på den ene eller den anden side af en politisk midtervæg – altså at man ikke bare kan etablere et hjemligt rum hen over midten.

Og det kan man jo faktisk godt, men den journalistiske jargon er med til at gøre det sværere, for her ser man efterhånden kun politik i rødt og blåt. Midterpartiernes projekter bliver tilsyneladende mere og mere umulige at formidle i denne journalistiske dagsorden. Er det mon derfor de går tilbage, eller slet ikke kan komme i gang? Men okay – jeg kan da godt se at ”farveløs stue” ikke virker så spændende – og ej heller er særlig børnevenligt.