Dundredytten

Bemærk de flotte hjulkapsler.

Der var den sgu! Stod lige dér en nat jeg var på vej hjem til Benløse, hvor jeg i øjeblikket er i eksil. Den i grunden ret grimme VW-van med det massive lydanlæg. Bilen som havde defileret rundt i Ringsteds centrale gader med nedrullede vinduer adskillige af de gange jeg var på vej fra stationen – og havde påkaldt sig min udelte opmærksomhed.

Jeg havde tænkt at det måtte være hårdt at udsætte sig selv for et så massivt decibelniveau blot for at få lidt opmærksomhedsskabende og cool lyd ud til … ja, ud til, formentlig, tøser på fortovet.

Og så tænkte jeg at jeg jo også kendte det lidt fra mig selv – bare på en anden måde og i mini-udgave: Hvor mange gange har jeg ikke siddet på børneværelset, senere værelset på højskolen, senere klubværelset og endnu senere værelset i kollektivet og lige skruet en lille smule mere op end til mit eget velbehag, blot for ud igennem en dør på klem at annoncere for denne eller hin fede skive. Et underligt fænomen, ikke? Og hvor er det egentlig åndssvagt når man udmærket godt ved at ens lydannonce højst sandsynligt bliver ignoreret, og i hvert fald ikke bliver til så meget andet end trommer, vokal og lydsovs for målgruppen i de tilstødende lokaler. Men man vil jo så gerne dele sin oplevelse med andre; den oplevelse man har alene med den musik man bedst kan lide.

Det er nu nok ikke helt det samme med disse biler med nedrullede vinduer og decibeltortur i kabinen. For her er der nok i højere grad et scoreaspekt, bling-bling-aspekt eller hvad ved jeg? Jeg ved i grunden ikke en fis om den slags, for jeg kan ikke rigtig se hvordan høreskade, selvpinsel og meningsløst benzinforbrug skulle kunne betale sig i forbindelse med at sætte sig på det modsatte køns dagsorden. Men hvad ved jeg?

Jeg kan huske at jeg selv har prøvet at være lydgidsel da jeg var 18-20 år, ikke i en bil, men på umodne, testosteronfyldte hifi-fanatikeres (ikke at forveksle med musikelskeres) ungdomsværelser, og at jeg hver gang kun havde ét budskab på læben: Kan vi ikke skrue lidt ned. Sådan noget er bestemt ikke sjovt, det er absurd, og da jeg en gang for mange havde erfaret fortrydelsen ved at holde masken til smertende trommehinder, gik jeg fremover direkte til: Sluuuuuk, for satan, sindssyge menneske!

På en af de sidste sommerdage i København, her for nogle få uger siden, kørte der flere torturkabiner rundt, bl.a. en BMW med 3-4 sydøsterlandske bøffer som indmad, og jeg fik lejlighed til at studere hvordan man holder et cool og overskudsagtigt ansigt mens man piner sig selv med 110 decibel for i det mindste at få 70 decibel ud på gaden. Og jeg må sige at de klarer det godt. Men hold kæft hvor er det synd for dem: Tænk at sidde der på bagsædet uden at kunne kommunikere, bare udstå.

I Amerika har man et navn for fænomenet: ”boom cars” eller ”ground pounders”, ”street pounders”. Den udmærkede sproghjemmeside wordspy.com forklarer: ”A car equipped with an extremely powerful stereo system that is being played with the volume and bass levels turned up and the car windows rolled down.”

Boom kan bl.a. oversættes til dunder, så jeg vil foreslå at vi på dansk kalder det en “dundredyt”.

Fra www.wordspy.com: