I årets Robinson-ekspedition på TV3 blev deltagerne i det første program, mandag den 31. august, under Der Führer Jakob Kjeldbjergs maniske råb tvunget til at smide alle kludene og spæne ud mod vandet. En enkelt deltager forholdt sig helt passiv under Der Führers tiltagende gjalden, og det medførte to ting: Hun blev sendt hjem få minutter inde i programmet fordi hun nægtede at gennemføre løbet, men seerne havde hermed også få minutter inde i programmet fået den reelle vinder – en som turde sige nej, selv om det eventyr hun havde gennemgået al casting-besværet for at være med i, kun lige skulle til at begynde. Men det er en anden sag.
Lad os vende tilbage til nøgenløbet. Se og Hør mener ikke at Robinson-ekspeditionen 2009’s første stunt ”hujer” Robinson-deltagernes pårørende. Som de skriver: ”At se sin kæreste, søn eller datter løbe nøgen rundt under tvang på en tropeø, er ikke noget der hujer de pårørte hjemme i Danmark”.
Med denne vise indsigt kan det undre at Se og Hør så hjælper Ekstra Bladet med netop at vise hvordan Robinson-deltagerne løber nøgne rundt under tvang på en tropeø. Måske er det for at eksemplificere hvor tarvelig en sådan nøgeneksponering i medierne tager sig ud. I hvert fald viste de selv mandag den 4. maj, umiddelbart efter optagelserne, nedenstående billede i et 930 pixel bredt format uden censur. Og mon ikke de selv hujede lidt over at kunne gøre det?
Pigen længst ude til venstre lå efter nøgenløbet under en palme ude af sig selv ved tanken om at få sin nøgne krop distribueret i det danske mediebillede, og mens hun lå der, atter med bikini på, og ikke vidste om hun skulle besvime eller brække sig af fortvivlelse, fik hun ”trøst” af en svensk, mandlig produktionsmedarbejder der sad på hug ved hende med hørebøffer, antenner og det hele på. Et i sandhed ømt øjeblik i dansk tv-historie.
Men selv om TV3 ikke umiddelbart viste det obskøne løb i andet end ankelhøjde, fik hun jo ret i sin bekymring. Både Ekstra Bladet og Se og Hør har været glade for det billedmateriale som TV3 åbenbart har været lige så glade for at sende til dem. Ikke kun i maj, men også igen da programmet havde været vist. Som Se og Hør så smukt formulerer det den 1. september i en billedtekst: ”Alt det, du ikke så på TV, får du her i et flot galleri”.
Man mærker tydeligt hvordan ytringsfrihedsspørgsmålet er på spil for det heroiske magasin.
Det var de malaysiske myndigheder der spændte ben for at nøgenløbet kunne vises. Og da TV3 sagde undskyld og at det var en fejl med det nøgenløb, var det da også til ære for de malaysiske myndigheders generelle moralkodeks og ikke for en ung kvinde som var ved at vende vrangen ud af sig selv af fortvivlelse.
Når medier af den type der ikke kender forskel på ”huje” og ”hue”, behandler tilranet nøgenbilledmateriale på denne måde, hvordan skal man så lære unge mennesker at de billeder ekskæresten har ladet én tage i uskreven tillid og fortrolighed, ikke bare skal distribueres til resten af verden i det øjeblik fortroligheden er brudt? Sikke rollemodeller vi har her! TV3, Ekstra Bladet og Se og Hør har ikke en bedre etik, empati eller smag end en alfons eller en bøddel. Husk dét når de hævder noget andet.
Jeg ved godt at historien er uaktuel. Men jeg opdagede den først nu fordi jeg sad og legede med at søge på Führer-agtige billeder af Der Führer Jakob Kjeldbjerg som tilsyneladende glad og gerne lader sig inkarnere som den mest usympatiske og psykopatiske leder set siden Adolf Hitler, hvilket jeg synes er interessant at han overhovedet tør. Det er næsten ikke til at tro at det inderst inde kan hue ham, men når han ser på sin løncheck kan det da være at det om ikke andet ”hujer” ham, og det er åbenbart nok.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar