mandag den 23. november 2009

DR-valgbanner, samlet

DR har dækket den kommunale valgkamp ret grundigt, og tak for det! Men som jeg har vist i fire blogindlæg, kniber det i absurd grad for DR med at sætte kommaerne når teksten bliver udformet i den grafiske afdeling.

Om en grafiker har styr på sproget, er jeg revnende ligeglad med, men jeg konstaterer at DR ikke lever op til deres sprogansvar når de så ikke netop får korrekturlæst og rettet disse tekster. Som jeg har sagt mange gange i de forudgående indlæg, er bannertekster jo netop tekster som er beregnet til stor synlighed og gentagen læsning. Derfor er de ikke bagatelliserbare, og derfor er der ingen undskyldning for ikke at have sprogligt tjek på netop dem.

Dette indlæg er sådan set kun en opsamlingsartikel til ære for DR’s ansvarlige og med link til hvert af de fire tidligere indlæg. De handler jo om stort set det samme ”DR.dk-vejskilt”, blot i fire forskellige udformninger med hver deres grelle kommafejl, hvilket er komisk i sig selv. Dertil kommer at banneret faktisk aldrig kom i en korrekt version, selv om det udgjorde henvisningen til DR.dk’s vigtigste feature under kommunalvalgkampen, nemlig den udmærkede mulighed for at finde den lokale kommunalvalgskandidat man var mest enig med.

Som en bonus bringer jeg derudover endnu et banner som ikke er en femte version af find-din-kandidat-banneret, men som vi lige så godt kan tage med når nu jeg alligevel har fanget det.


Fejlplaceret (idiotplaceret) komma = 2 kommafejl.

Læs mere her.


To manglende kommaer = 2 kommafejl.

Læs mere her.


Fejlplaceret (idiotplaceret) komma = 2 kommafejl. Dertil 1 manglende komma. I alt 3 kommafejl.

Læs mere her.


Tre manglende kommaer = 3 kommafejl (det manglende komma i overskriften kunne også været en tankestreg som i banneret ovenover).

Læs mere her.

Sammenlagt har vi 10 kommafejl (8 kommaer for lidt og 2 for meget), vi kunne også være pragmatiske med hensyn til de to fejlplacerede kommaer og kalde det 8 kommafejl.

Der er i alt sat 4 korrekte kommaer af de i alt 12 kommaer som skal være der ifølge traditionelt grammatisk komma (som kommateringen er et forsøg på).

Man kunne så håbe at de 4 kommaer var de mere væsentlige kommaer ud af traditionelt grammatisk kommas latterligt mange kommaer, men det er desværre langtfra tilfældet:

Ved kommatering i overensstemmelse med Dansk Sprognævns anbefaling (nyt komma), og enhver anden form for indholdsadækvat og dermed fornuftig kommatering, skal der sættes i alt 4 kommaer. Kun 1 af disse 4 betydelige kommaer er sat (et opremsningskomma), mens 3 mangler (et komma efter et udråb samt to slutkommaer).

Se nærmere redegørelse ved de enkelte blogindlæg.

Her kommer så bonusbanneret:

Det går jo meget godt i den første sætning. Erfaringen fra kommaundersøgelserne i forbindelse med mit speciale siger da også at den eneste type komma som ingen glemmer, er kommaet efter en spørgeformet betingelsesledsætning, så intet overraskende i at første periode (i daglig tale ”sætning”) er korrekt.

Værre med anden periode. Her har man i modsætning til de tidligere bannereksempler ikke fejlplaceret et startkomma ved at sætte det på idiotkommapladsen og ikke sætte det på den rigtige plads; man har derimod sat det begge steder. Så altså korrekt komma efter ”Se”, men idiotkomma efter ”kommuner”.

Igen mangler slutkommaet efter ”dyreste”. Der er faktisk overhovedet ikke sat nogen af de i alt 3 slutkommaer i disse bannere (kun det i det tredje banner som også er et opremsningskomma). Det er ellers meget vigtigere for forståelsen, og i overensstemmelse med prosodien, at markere hvor en ledsætning slutter, frem for hvor den starter (hvorfor man da også sætter samtlige slutkommaer i nyt komma).

Vi har altså yderligere 2 kommafejl her i det femte valgbanner.

Hermed slutter jeg denne tragikomiske anskuelighedsundervisning i journalistisk kommabehandling når den er værst, hvilket den for så vidt per kultur næsten er altid. Vi ser blot ikke dens grimme ansigt når der har været en kompetent korrekturlæser indover. Vi skal så huske at det er denne kultur der danner basis dels for journalistsfærens opfattelse af at kunne sætte komma korrekt nok (en helt absurd fejltagelse), og dels for forsvaret af traditionelt grammatisk komma som det eneste fornuftige/rigtige (en lige så absurd fejltagelse).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar