Karamellen

Vi kan alle risikere at blive fotograferet, og vi kan alle risikere at en forsuttet karamel sætter sig fast på jakken. Det er træls når de to ting kombineres. Og hvorfor pokker er eventuelle forsuttede karameller ikke fjernet fra hvor man skal sidde? Det ser ulækkert ud der på jakken. Ja, det ER ulækkert. Og derfor ønsker man selvfølgelig ikke at et sådant billede spredes – slet ikke hvis det ser ud som om man er i en tavs dialog med karamellen eller (med sit vanemæssigt nedladende ansigtsudtryk) ser op til den.

Så selvfølgelig råber Lars Løkke Rasmussens pressechef, Søs Marie Serup, vagt i gevær når hun erfarer at et sådant billede er taget. Som hun siger til Politiken: ” statsministeren var kommet for at deltage i et talkshow og ikke andet”. Nej, og hvem fanden regner så med at en klistret karamel sætter sig på albuen?

Problemet er bare – og det må Søs Marie Serup også se at lære – at ethvert forsøg på benspænd bliver blæst op i medierne og kun gør sagens kerne endnu mere opsigtsvækkende og populær.

Billedet er faktisk godt, karamellen glinser ikke for meget, og omgivelserne er pæne. Det er tilmed et ganske uproblematisk scenarie, for med det arrogante fjæs Lars Løkke stiller op, er der ingen reel fare for etos-overførsel fra karamel til statsminister. Lars Løkke har så at sige selv sørget for sagen.

Man kan vælge at se billedet som et imageproblem, eller man kan vælge at se det som et selvfølgeligt – og ret forudsigeligt – resultat af at gæste et talkshow hvor der også kommer mere eller mindre forsuttede karameller i sofaen. (Man kunne eventuelt som pressechef have undersøgt på forhånd hvem der ellers kom.) Hvis man vælger problemvinklen, gør man billedet til et problem som det egentlig ikke er; man sætter det i et lys som man ikke behøver sætte det i. Og hvis man tager konsekvensen af dette valg og forsøger at få billedet bremset, så laver man i virkeligheden effektiv PR for denne lyssætning.

Det er selvfølgelig træls at man ikke kan justere nogle ting stille og roligt bag kulissen. Det er træls at man ikke lige ud kan bede nogen om noget off the record, og det er træls at man ikke kan stole på at den der er i den anden ende af et telefonrør, holder tæt. Men sådan er det bare: Forfængelige spinmanøvrer slipper ud, journalister elsker dem fordi det er en indsatsfri måde at vise at de holder øje med hvem der forsøger at manipulere, og fordi det – som ethvert mobbeoffer ved – altid er interessant for mobbere at finde et forfængeligt eller pinligt punkt og blæse det ud. Den bedste manipulation er således at gøre alt med tilsyneladende fuldt overlæg eller ligegyldighed, og i øvrigt holde sin kæft.

Man kan også producere sådanne spinafsløringer med vilje for at få et budskab ud om at man var betænkelig, men desværre ikke kunne gøre noget. Det er dog ikke sandsynligt i dette tilfælde, for det første fordi Lars Løkkes ansigt klarer opgaven glimrende, for det andet fordi det i visse kredse kan opfattes som arrogant og ufolkeligt at få tømmermænd over at være set med en karamel på albuen. Og vær vis på at der er Lars Løkke-stemmer blandt karamel-fans.

Med andre ord: Hvis Søs Marie Serup havde kunnet censurere sit eget forsøg på censur, så havde hun nok gjort det nu.