torsdag den 22. maj 2014

Tipsbladet søger dygtig redaktionssekretær

Det bliver hårde odds for det danske fodboldlandshold på grønsværen i aften. Her stiller Danmark nemlig ifølge Tipsbladet op med kun én spiller over for Ungarns formentlig 11 mand.

Men hårde odds er ikke ensbetydende med at en sejr er uden for rækkevidde, for som bekendt er bolden rund og alt kan ske. Smutter bolden fra ungarerne og ud over sidelinjen eller baglinjen flere gange end Ungarn scorer, og formår vores mand samtidig at omsætte samtlige målspark, frispark og indkast i målgivende situationer, er sejren så godt som hjemme.

Det kræver naturligvis held. Men heldet følger den dygtige og målrettede, og vores mand er dygtig og målrettet. Tilmed er han så sammenspillet med sig selv at der næppe vil opstå interne misforståelser på det danske mandskab i denne koncentrerede 1-0-0-opstilling. Ja, også den ringe risiko for at undervurdere modstanderen tæller til Danmarks fordel – tværtimod kan vi med 1 mod 11 være stensikre på at Ungarn vil undervurdere os og henfalde til lal og hybris.

Og netop manglende koncentration hos modstanderen er nøglen til succes når vores mand kanonerer bolden ind i Ungarns straffesparksfelt fra dødboldsituationer på egen banehalvdel. Såvel indkast som indirekte frispark vil ikke kunne omsættes i mål medmindre bolden strejfer en modstander på sin vej mod netmaskerne, men det vil ske, og heri ligger den danske genistreg. For det sandsynlige scenarie er naturligvis at flere af modspillerne af kedsomhed og vildrede samler sig, og netop gør dette i eget straffesparksfelt i solidaritet med målmanden.

Sådan vil vores mand i marken redde Danmarks ære.

Nå, ja. I den rette sammenhæng kan man imidlertid se at det kun er underrubrikken der hævder dette absurde scenarie.

Så måske skal Tipsbladet bare søge en redaktionssekretær med omløb i bolden?

mandag den 5. maj 2014

Liderjournalisten, del 2

Og det som jeg i går blev mindet om da jeg med afsæt i Se og Hør skrev om ynkelige journalistiske arbejdspladser, var denne 3 måneder gamle ”artikel” fra netop Se og Hør. Jeg bringer den her med understregning af de passager som indfrier artiklens vinkel:

Man kunne også sige at jeg har understreget de sexistiske passager eller slet og ret de liderlige passager, afhængigt af hvilken kontekst man ser teksten i.

Som tekstgenre ligner teksten til forveksling de tekster man ledsagede fotoserier af nøgenmodeller med i de nu hensygnede pornoblade. Man kan i indledningen udskifte med en hvilken som helst mandsdomineret studieretning eller arbejdsplads der måtte være mere realistisk for en 24-årig nøgenmodel, og så rammer teksten genren rent. I et pornoblad ville tekstens formål være dels at forankre modellen i den (måske) virkelige verden (fx studerer psykologi i Montreal og drømmer om at rejse i Europa) for at skabe et referencepunkt for læserens virkelighed og fantasier, dels at normalisere (og derved tilskynde) læserens seksuelle lyst ved at bruge et sprog der netop bryder den grænse.

Teksten hører til i et pornoblad. Kun dér – omhandlende en model der lever af at udstille sin krop på seksuel vis – ville den være at betragte som respektfuld over for sit emne. På skribent Elise Rasmussens vegne må man ærgre sig over at der ikke længere er gode stillinger at søge i danske pornoblade, og at hun må udfolde sine talenter i Se og Hør, for når det er en ny minister man skriver om på denne måde, forvandles den liderlige vinkel i kraft af sin abnorme malplacering til en uhørt sexistisk vinkel.

Jeg vil ikke lægge adjektiver til Elise Rasmussens egen figur, for jeg har den holdning at man aldrig offentligt skal udbrede sig om i hvilken grad man finder andre mennesker seksuelt attraktive, medmindre det er både positivt og i rette sammenhæng. Men du kan jo selv – bare oppe i hovedet – give dig i kast med genren. Lad mig præsentere det storsmilende hunkønsvæsen Elise Rasmussen:

søndag den 4. maj 2014

Liderjournalisten, del 1


Filmselskabets alibi for at lege med og kontrastere sig til den dårlige smag er Se og Hørs omfattende tv-program, der så i øvrigt ligger direkte op ad ugens glatragede selvbrunersylfide. Men hvor længe giver det mening for Filmselskabet?

Mens historien om Se og Hør i disse dage går en forargelsens sejrsgang hen over de danske medier, skal vi måske lige spørge os selv hvori den egentlige årsag til Se og Hørs bevidste brug af kriminelt indhentede oplysninger om de kendte ligger: Den sikrer et antal ”journalistiske” arbejdspladser i en konkurrence om lider og løgn som er så hård fra webmedierne at Se og Hør næppe ville kunne overleve uden et hemmeligt forspring.

Man behøver næppe at have skrevet ph.d. om Niklas Luhmann for at indse at ethvert (socialt) ”system” – i dette tilfælde Se og Hør som arbejdsplads – primært søger at sikre sin egen fortsættelse, og at enhver opfattet nødvendighed herfor accepteres i den interne kultur. Kerneforretningen er publicering af lummerhed og komplet ligegyldig sladder, uanset om denne er retvisende, fordrejet eller helt uden hold i virkeligheden, så for den enkelte medarbejder er der ikke for alvor nogen moralsk katarsis at hente ved at undsige brugen af mere og mindre ulovlige kilder som ingen udenfor ved noget om. Tværtimod betyder oplysningerne fra ulovlige kilder at man kan fylde spalterne med mindre fantasi og mere fakta. Så hvis man meningsfuldt skulle undsige noget, kunne man – set indefra – dermed lige så godt gøre op med tanken om Se og Hør som sådan og nedlægge sin arbejdsplads.

Derfor er det også naivt at forvente at Se og Hør-redaktionen skulle rette sig efter at en chef højere oppe i Aller-koncernen beder redaktionen droppe tys-tys-kilden og andre velfungerende ulovligheder. Det svarer til at skulle tage kvælertag på sig selv fordi en anden pludselig finder det moralsk tilrådeligt.


5. november 2007: Ken B. Rasmussen fra Se og Hør udsætter en uforberedt Naser Khader for en salve af anklager om fusk og sort arbejde i privaten, og dagen er til fulde reddet da Khader beder sig citeret ”Rend og hop” (fra Christoffer Guldbrandsens ”Dagbog fra midten”, 2009).

2. maj 2014: Ken B. Rasmussen har været ude på en længere rejse end de fleste tilbagelægger på 6½ år, og han har forberedt sprængstof nok til formentlig at jævne Se og Hør med jorden (fra Deadline, fredag den 2. maj).

Se og Hør vil som system betragtet bare sikre egen overlevelse ved at sikre sig sin del af sladderkagen – en kage som ene og alene eksisterer fordi et utal af danskere åbenbart finder fascination og underholdning i at læse endimensionelle, ubrugelige og mere eller mindre løgnagtige beretninger fra de kendtes frontlinje, alt sammen krydret med billeder hvis højeste stræben synes at være mest mulig hud, men i uæstetisk fremstilling.

Lad mig skære det helt ud i pap: Det starter og slutter alt sammen med om der er læsere til lortet. Derfor ligger det primære ansvar reelt hos den læser der i kraft af sit medievalg og sine klik støtter medier som Se og Hør, og næppe hos det syge monster der naturligvis ikke er i stand til at kværke sig selv – eller for den sags skyld hos de journalister inde i monstret som ikke har faglige kvaliteter til at finde en bedre arbejdsplads eller bare tilstrækkeligt menneskeligt format til at skride.

Det minder mig om et indlæg jeg gjorde forberedelse til for 3 måneder siden, men aldrig fik skrevet. Det kommer i morgen – i del 2.

PS: Nå ja. Lige nu synes nedenstående overskrift godt at kunne undvære kolonet, og sådan er der så meget. Men nissehuen kan den tidligere Se og Hør-mand vist godt beholde på en rum tid endnu.

Sproglig bonusinfo: Henrik Qvortrup er årsagen til at jeg indimellem ynder at bruge udtrykket ”al den stund at …”.

mandag den 28. april 2014

Zubair Butt Hussain og raketvidenskaben

Den 20. april delagtiggjorde Zubair Butt Hussain offentligheden i et regnestykke som ifølge ham selv ”ikke udgør den store raketvidenskab”, men som han ikke desto mindre valgte at basere et helt debatindlæg på.

40.000 islamister. Orv ja, det lyder vildt.

Lad os se på bevisførelsen:

Det kunne se ud til at der trods alt alligevel er tale om raketvidenskab for Zubair Butt Hussain, og at det denne gang er eksploderet mellem hænderne på ham.

Friskoler dækker de samme 9-10 års skolegang som folkeskolen. Og hvis eleverne er indskrevet på skolen i lidt over 9 år i gennemsnit, må det være lidt mere end en tiendedel af skolens elever der dimitterer hvert år.

Noget anderledes ser det imidlertid ud i Zubair Butt Hussains regnestykke: Her dimitterer samtlige elever hvert eneste år, med det resultat at regnestykket er multipliceret med en hokuspokusfaktor på knap 10.

Hvis vi bare for overslagets skyld ganger de indskrevne 4.000 elever (20 x 200) med en faktor på 1,1 (altså at 110 procent dimitterer på 10 år), får vi 4.400. Og lægger man dertil de tilstødende foreninger Zubair taler om, virker Akkaris slag på tasken med 5.000 slet ikke så tosset. Det må man derimod sige at Zubair Butt Hussains 40.000 gør.

Jeg ved ikke hvorfor der er travlhed med at kimse ad Ahmed Akkari som virker transparent og oprigtig. Men Politiken, og i dette tilfælde Zubair Butt Hussain, må være noget forblændet af denne uforklarlige iver efter at beklikke Akkari siden et så fejlbaseret debatindlæg kan få lov at passere.

Mindst 3 filtre burde have stoppet indlægget:

1) Zubair Butt Hussain burde have tænkt sig om. Men han er tilsyneladende så optaget af at få Akkari ud af kridthuset at han farer i blækhuset på basis af et fortænkt regnestykke. Tilmed undervurderer han Akkari så meget at han ikke finder det nødvendigt at tænke sit eget regnestykke kritisk igennem en ekstra gang.

2) Politiken lægger spalter til et indlæg hvis præmis er en åbenlys tanketorsk. Indlægget burde være stoppet af en redaktør eller en ansvarlig redaktionssekretær – ikke mindst af hensyn til skribenten selv.

3) Der har uden tvivl været korrektur på artiklen, ellers havde der været flere fejl. Og en god korrekturlæser eftertænker og anholder et så åbenlyst fejlslagent regnestykke. Korrekturlæseren har selvfølgelig ikke magt til at aflyse et indlæg, men anholdelsen bør være klar nok til at de ansvarlige indser at indlægget må droppes.

Hvis det ikke så tydeligt var en fejl, kunne man overordnet sige at den retoriske metode Zubair Butt Hussain benytter sig af her, er en blanding af to meget anvendte metoder i politiske debatter når parterne hellere vil udelukke hinanden end tale om substansen. Den ene metode består ganske enkelt i at man overdriver modpartens synspunkt. Den anden går ud på at påstå at modparten siger eller mener noget andet end det rent faktisk er tilfældet (stråmand). (Og disse metoder er i familie med en tredje metode, nemlig kunstigt at forstærke sine egne selvfølgeligheder ved at stille dem over for noget grelt som alle mener er grelt.) Sådanne metoder bruges dagligt med fuldt overlæg i diverse tv-transmitterede politiske debatter, hvilket er hovedårsagen til at debatterne ofte består af ren nonsens og mudderkastning. Frem for at tage udgangspunkt i en retvisende gengivelse af modpartens synspunkt, foretrækker man at destruere substansen ved at overdrive og fordreje den. Men når substansen er destrueret, er der ingen reel debat. Debat forudsætter at man lytter og forsøger at forstå modparten, og at man som minimum anerkender de af modpartens synspunkter der er logiske og saglige.

Sjovt nok har Zubair Butt Hussain en stil der med hypnotiserende kedsommelighed imiterer fairness. Det har han når han er på tv, og han har det også her. At der ikke nødvendigvis er meget substans i denne tilsyneladende omhu, ses i dette afsnit der ret beset nærmer sig sort snak kombineret med stråmandsargumenter:

Mig bekendt taler Akkari om et relevant afgrænset hypotetisk potentiale for rekruttering til fundamentalisme – et potentiale som skal undersøges nærmere. Hermed hverken siger eller antyder han at alle skolerne nødvendigvis fører eleverne i en sådan retning, eller at alle individer nødvendigvis lader sig påvirke.

Zubair Butt Hussain er uddannet cand.polit. og ansat som specialkonsulent (hvad det så end dækker over) i Sundhedsstyrelsen. Cand.polit. er en kandidatgrad i økonomi, og det rejser unægtelig en bekymring om hvad Hussain har fået lov at regne på i den danske centraladministration. Jeg er ikke utilbøjelig til at foreslå at der iværksættes en uvildig undersøgelse af hvor Hussain kan have haft en finger med på lommeregneren, og at man efterfølgende lader et revisionsfirma gennemgå alle regnestykker.

Det er jo ikke den store raketvidenskab, men det kan det blive hvis vi fx bedriver sundhedspolitik på forkerte forudsætninger og først sent opdager det. De nye supersygehuse er efter sigende ikke dimensioneret til det antal sengepladser der er brug for i fremtiden med en højere levealder og dermed flere ældre indlagte med flere sygdomme samtidigt. Den form for matematisk forståelse dette kræver, minder mig om noget. Gad vide om Zubair Butt Hussain har kalkuleret med for mange ”dimittender”?