lørdag den 27. juni 2015

Og vi skal videre

Okay, så lad mig da lige gnide salt i såret. Der har været ét indlæg i denne valgmåned – om Venstre – og det er ikke helt retfærdigt. Så nu hvor valget ikke længere kan påvirkes, vil jeg gerne tage den her op.

S er jo ikke det første parti der sætter ukorrekt tegnsætning i system, og måske vil nogen mene at korrekt her ville være überkorrekt og ikke så vigtigt. Men jeg ser anderledes på det.

Lad mig først lige forklare: ”vi skal videre” er en helsætning, og hvis en helsætning er serieforbundet med et andet element, må det andet element nødvendigvis betragtes som en ufuldstændig helsætning. I ovenstående eksempel 1 og 3 er hhv. ”40.000 nye job på fire år” og ”Historisk korte ventelister” altså at betragte som ufuldstændige helsætninger, mens eksempel 2, ”Der er styr på økonomien”, jo selv er en fuldgyldig helsætning. Der er absolut intet at diskutere; der burde have været komma foran ”og” i samtlige tilfælde i kampagnen.

Jeg forstår godt den grafiske frihedsfølelse der vil sætte sig over Ordnung muss sein-grammatikken. Men korrekt er nu hverken grimt eller ondt. Som regel er der en ganske god forbindelse mellem grammatik og indholdsmæssig sund fornuft og signalgivning, så det plejer at være temmelig dumt at lade et snarere æstetisk konformt blik råde. En dumhed man kunne kalde for betonæstetisering.

Således også her. For der er noget jappende ved at droppe det komma som ellers skal være der: Bla bla bla og la la la. Og ved at gøre udtrykket mere jappende åbner man faktisk mere for den kontraproduktive læsning af budskabet: at Socialdemokraterne skal ud af vagten.

Det kom de så, og det er – således forklaret – poetisk retfærdigt.

Og så en lille biting, hyklerkommaet:

Hyklerkommaet er min betegnelse for mediernes sværgen til grammatisk komma med alle dets latterlige startkommaer, men hvor man så samtidig undlader netop de latterlige startkommaer i overskrifter og mellemrubrikker. Uden at jeg skal lægge denne kampagne særligt til last for et gennemgående hykleri på det journalistiske firmament, vil jeg dog påpege at det bliver særligt påfaldende her hvor teksten slutter med kampagnens slogan, som så står ligeunder.

I øvrigt – hvis man ser på indledningen af teksten – ville jeg nok have frarådet en indledende formulering som ”Der er igen styr på Danmarks økonomi”. Der er simpelthen for let spil for en fantasi om at liste et lille ”n” ind, og så står der ”ingen”. Ja, så let at det måske er sådan nogle får det læst i forbifarten. Det er – igen – et risikabelt foretagende ufrivilligt at læne sig så tæt op ad en ond parodisk læsning.

Vi skal videre. God sommer!

 

søndag den 7. juni 2015

Ældre medicinsk handlingsplan


Valgkampsduel på DR1 denne aften.

To gange siger Lars Løkke Rasmussen det. Så det kan ikke være en tilfældighed. Men det er meget svært at forstå at en statsministerkandidat, blandt politikere der ellers udelukkende beskæftiger sig med såkaldt ”fremadrettede” politiske forslag, giver sig til at bebude en ”ældre medicinsk handlingsplan” (understregning under hans hovedtryk som de fremgik begge de to gange han nævnte det).

Måske mener han i virkeligheden en ”ældremedicinsk handlingsplan”, men brækker altså systematisk tillægsordet ”ældremedicinsk” over med dobbelt hovedtryk: ”ældre medicinsk”.

Denne blogs skribent har det umådelig svært med en eventuel statsminister som ikke taler et logisk, forståeligt dansk. Så hvis det skulle komme så vidt, vil jeg råde Lars Løkke til ikke kun at se på specialundervisning i folkeskolen, men meget gerne også i Folketinget.

Måske har han kigget for dybt i noget engelsksproget læsestof eller dårligt korrekturlæst dansk af slagsen. Jeg ved på egen korrekturkrop at mange af sundhedssektorens danske ledere – pga. konstant marinering i engelsksprogede tidsskrifter og begreber – er nærmest ude af stand til at formulere sig på grammatisk korrekt og forståeligt dansk. Her kan man virkelig tale om et domænetab og dets konsekvenser. Men en statsministerkandidat bør ganske enkelt vide bedre.

 

lørdag den 23. maj 2015

Trækassetrakasseri

TV 2 bedyrer at Bertel Haarder som måske kommende formand for Folketinget ikke vil blande sig i de daglige trækasserier – hvad det så end er. Måske noget med sæbekassebiler? Måske bedemandsforretning?

Det er kommentator Peter Lautrup-Larsen der udtaler sig, men man må gå ud fra at ortografien skyldes artiklens forfatter. (Min nutidsform er lidt en tilsnigelse. Artiklen er aktuel for mig fordi jeg googlede på emnet ”Folketingets næste formand”, men den er skrevet tilbage i november 2014. Den er dog lige aktuel stadigvæk.)

Det hedder jo trakasserier – ifølge Den Danske Ordbog fra fransk tracasserie, afledt af traquer 'holde klapjagt, jage', af trac 'dyrespor'.

Husk at tænke over ordenes betydning (eller deres ikke-betydning), husk at bruge Den Danske Ordbog, og husk én gang for alle at slå al autokorrektur fra i dit skriveprogram.

 

lørdag den 16. maj 2015

Jo, det burde være sådan her

Jeg er i gang med at gennemse mit arkiv. Mange kladder og næsten færdige indlæg bygger på en forældet aktualitet (eller forældet motivation) og må kasseres, men musik forældes ikke sådan, så nu skriver jeg om Xander på et 4½ år gammelt bud.

Den 20. november 2010 skrev Anja til mig:

>>
Hør lige denne her: [link] – der er en saftig sprogfejl at tage fat i. ;-)
<<

Det var Xanders ”Det burde ik’ være sådan her”, hvor det fire gange gentagne omkvæd lyder således:

Alt står på denne mur mellem du og jeg
(Det burde ik' være sådan her)
Som en u-u-uendelig forglemmigej
(Det burde ik' være sådan her)
Mit blod er blevet til is
Se mine hænder
Hver gang du-du-du blinker, tænker jeg:
(Det burde ik' være sådan her)

(Jeg har valgt at gengive tekstuddraget i en med musikken og logikken mere loyal form end man umiddelbart kan finde på nettet, nemlig stavet korrekt, linjedelt korrekt og med meningsfuld tegnsætning.)

Anja har selvfølgelig ment at det må være ”dig og mig” og ikke ”du og jeg”. Jo, normalt er det en korrekt anke. Og tja, det kan selvfølgelig ikke udelukkes at det er en hyperkorrektionsfejl når Xander skriver ”du og jeg”, men jeg tror det egentlig ikke. Muligvis tilhører Xander ikke den sprogekvilibristiske elite blandt danske sangskrivere, så om det ligefrem er et superbevidst greb eller blot er gennemført med uforklaret stædighed, tør jeg ikke sige. Men godt det samme, for det giver rigtig god poetisk mening. Faktisk synes jeg det er det mest raffinerede element i teksten overhovedet, for fravalget af ”dig og mig” til fordel for ”du og jeg” rummer elegant hele tekstens essens.

Teksten handler om ulykkelig kærlighed og en ret ungdommelig reaktion herpå, hvor ”alt”, ”intet” og ”aldrig” bogstavelig talt præger udsagnet. Tag bare sangens bridge, og dermed (det musikalske) point of no return: ”Solen den står op, men den kan ikke nå herhen / For intet ved min krop, vil nogensinde ku’ elske igen”. Argh, suk!

I en sådan følelsestilstand er resten af verden momentant, men massivt, ikkeeksisterende. ”Dig” og ”mig” refererer til personer i verden, så at skrive ”dig og mig” ville være ikke at tage denne patetisk berusede tilstand alvorligt – hvor navlepillende og ungdommelig den end måtte være. Sangtekster (og kunst i det hele taget) er jo ikke holdningstilkendegivelser, men afspejlinger og gestaltninger af følelser, også forkerte følelser. På bekostning af det normale ”dig og mig” rummer det dermed sprogligt markerede valg, ”du og jeg”, netop et fravalg af verden og et tilvalg af det symbiotiske tunnelsyn – med du’et i den anden ende af tunnelen – som er sangens essens. Det er kærlighedssangens svar på det filmiske kneb vi har set utallige gange, hvor et forelsket par bliver det stille centrum i en verden der udviskes i rotation.

Så når Xander synger ”Alt står på denne mur mellem du og jeg” er det faktisk intelligent pop-poesi. Basta! Og hvad er så dette ”alt”? Ja, det må referere til en linje tidligere i teksten der hedder ”Alt hvad vi har set / Betyder det ingenting mer’ / Siden det hele så let forsvandt[?]”.

Af teksten fremgår det mellem linjerne at hovedpersonen har været udsat for et sådant svigt at han er ude af stand til at åbne sig igen selv om ”Jeg kan høre at du banker”. De fælles minder har således en fæl bismag – og danner muren mellem ”du” og ”jeg”.

Det minder om en af de mest knusende linjer skrevet i en i øvrigt meget smuk dansk poptekst, nemlig i Shu-Bi-Duas ”Ene og alene” (Shu-Bi-Dua 10, 1983), hvor de skriver og synger: ”Det værste den forladte har, er minderne om det der var.” Senere vender de den til at det også er det bedste, men det bliver det ikke mindre sønderknusende af. Det er nemlig dét der under alle omstændigheder fylder, og som Xander helt korrekt kalder ”alt”. Og med en mur på tværs i tosomhedstunellen er man sandelig ene og alene.

Automatsprogkrakilerne kan godt gå hjem og vugge.