Børneopbevaringspuf

Til den troløse babysitter, den trætte familiefar og den travle singlemor har vi omsider den perfekte løsning: Børneopbevaringspuffen.

Om du er træt, travl, traurig, trynet, tromlet eller blot trængende, giver vores børneopbevaringspuf dig alle de timers voksenvenlig fred og ro du har brug for. Børn af alle størrelser kan puttes i puffen, da de praktisk talt forsvinder i samme øjeblik. Det er ren magi.

Rif, raf, ruf – pist væk i en puf!

…

Relateret info:

Singlemødre er i høj kurs. Men hvad gør man med ungen? Nik og Jay spørger på deres nye single om de skal puffe den, altså ungen, for dig (så du kan poppe den for dem). Opfinderen af puffen, Harry Puffer, var træt af ikke at kunne få et kvindfolk på date fordi hun altid skulle passe sin skide unge. Senere gjorde den ivrigt scorende amerikanske rapper Sean John Combs børneopbevaringspuffen populær, og vi lærte ham at kende som Puff Daddy.

Tegnsætningsmæssigt temmelig trist tirsdag

Tirsdag den 22. maj 2012 læste jeg i alt fem tilfældige nyhedsartikler på nettet. Jeg læste ikke artiklerne med sprogrøgterkritiske briller på overhovedet; faktisk bare som en helt almindelig læser der imødekommende og ukritisk forsøger at uddrage den intenderede mening med det skrevne. Men to gange blev jeg helt afsporet i dette forehavende, og når man er gået i stå, må man jo finde ud af hvad der er galt.

Ved nærmere analyse viste det sig i begge tilfælde at have at gøre med den samme type temmelig betydningsafgørende tegnsætningsfejl. Og minsandten om ikke fejlen optrådte en tredje gang i mit ganske lille læsepensum denne tegnsætningsmæssigt temmelig triste tirsdag. Men tilbage til begyndelsen:

Det hele begyndte med dette tegnsætningsmæssige fejlhelvede fra dr.dk. Der er én graverende fejl – den type som denne artikel handler om – og så er der yderligere fire mindre fejl. Prøv at læse dette lille tekststykke som en helt almindelig læser, og se om du også studser over et eller andet i indholdet:

Tekst: Skal hvaler og delfiner have deres egne rettigheder? Det mener Lori Marino, der er lektor i neurovidenskab og adfærdsbiologi på Emory University og proffesor i filosofi, Thomas White, fra Center for Ethics and Business ved Loyola Marymount University. De står sammen bag en deklaration der giver delfiner og hvaler de rettigheder, de mener de fortjener.
(dr.dk: På barrikaderne for flipper, 22. maj 2012)

Ja, jeg studsede ved sætningen ”De står sammen …”, altså ved at der var to aktører. Jeg havde troet at der var tale om én som angiveligt er lektor i neurovidenskab og adfærdsbiologi på Emory University og professor i filosofi. Der mangler nemlig det slutkomma som skal afslutte ledsætningen ”der er lektor i neurovidenskab og adfærdsbiologi på Emory University”, og som dermed angiver at ”og professor i filosofi” ikke er med i den henførende ledsætning som relaterer sig til Lori Marino. Ganske vist blev appositionen ”Thomas White” i min umiddelbare læsning en smule nonsens-agtig, men ikke desto mindre blev min dominerende læsning at der var tale om én person. Min læsning var altså afsporet, og under alle omstændigheder var den afsporet før Thomas White blev nævnt.

De øvrige fire fejl handler dels om at der ikke skal være appositionskommaer omkring ”Thomas White”, og om at der mangler yderligere to fjollede startkommaer når nu man har valgt at sætte grammatisk komma. Den sidste sætning skal simpelthen hedde ”De står sammen bag en deklaration, der giver delfiner og hvaler de rettigheder, de mener, de fortjener”. I nyt komma havde her absolut ingen kommaer været.

Nå, men lad os gå videre til næste afsporing som finder sted i sidste halvdel af det følgende tekststykke, som også er den halvdel der er gengivet nedenunder:

Tekst: Som i den skramlede Tom Waits-klassiker ”Bad as Me”, hvor Jones prøver at ramme Waits' skæve galskab, men ender i en lettere påtaget latter eller Leonard Cohens ”Tower of Song”, hvor det eneste sammenlignelige mellem de to er de grå lokker på hovedet.
(Berlingske.dk: Trussetyv i tomgang, 22. maj 2012)

Her forstår man at Tom Jones’ version af ”Bad as Me” ender i en lettere påtaget latter eller i Leonard Cohens ”Tower of Song”. Meget mystisk formulering. Men det skyldes igen fraværet af et slutkomma som skulle have afsluttet ledsætningen ”hvor Jones prøver at ramme Waits' skæve galskab, men ender i en lettere påtaget latter”.

Og lad os så se på det tredje tragikomiske tilfælde:

Tekst: »Jeg kommer cyklende på den modsatte side af Frederiksberg Centret og hører hvinende bremser og ser en bil køre over i modsatte vejside og ind i den café, der ligger lige ved siden af centret med et ordentligt brag«, siger et øjenvidne til ekstrabladet.dk.
(Politiken.dk: Bil torpederer café på Frederiksberg, 22. maj 2012)

Her er tale om en cafe der ligger ved Frederiksberg Centret med et ordentligt brag. Prøv selv at placere det manglende slutkomma.

Jeg tror kun det er i Danmark at man serverer så absurd og mislykket tegnsætning for sin læser. Og grunden til at jeg tror det, er at jeg ved at det tåbelige grammatiske komma i sin praksis fjerner opmærksomheden fra det væsentlige – ja, fjerner opmærksomheden fra sine egne væsentlige kommaer til sine uvæsentlige kommaer. Det sker på grund af en kryds og bolle-tankegang som tilsiger at der for hvert par af grundled og gøre-ord skal være et komma og ellers ikke. Tankegangen er forkert – også i forhold til at sætte fyldestgørende grammatisk komma – men det er den tankegang mange bliver lullet ind i, og som ikke har ret meget med indholdet af teksten at gøre. Og hos mange journalister har det tydeligvis udviklet sig til et spørgsmål om blot at signalere faldende sætningsstruktur med kommaer foran ”der”, ”at”, ”hvis” osv. – kommaer som man slet ikke ville sætte i et fornuftigt kommasystem – mens meningen med overhovedet at lave tegnsætning, nemlig at angive for læseren hvordan indholdet er struktureret, henligger i tåge.

Dertil kan man sige at det også handler om at læse igennem hvad man selv skriver. Eftersom slutkommaer ikke inddeler tekst i pointer og fokusskift (altså ikke er knyttet til pauseringer), men blot viser enden på sideveje inden for en pointe, kan man sagtens komme til at glemme dem mens man skriver. Man ved jo hvad man mener. Mens man skriver ved man godt at man skelner mellem to af Tom Jones’ nylige sange med hver sin tilknyttede hvor-ledsætning, og man ved godt at cafeen ikke ligger med et brag, men at bilen kørte ind i den med et brag. Men for læseren er det altså rart at få anvist denne viden, så man i første hug kan strukturere ordene og genskabe den intenderede mening mens man læser. Derfor er slutkommaer ret væsentlige, og de er forholdsvis nemme at sætte hvis man lige gider læse sin egen tekst igennem i egenskab af modtager.

Derudover kan man sige at hvis man er fjollet nok til at sætte alle de åndssvage startkommaer (hvilket man jo er når man bekender sig til grammatisk komma), så må man da som minimum være bevidst om at der starter en ledsætning som også skal afsluttes med et komma hvis den ikke slutter i punktummet.

Lad være med at brønde ud

I en scene i Iron Sky, som jeg netop har set i biografen, er tyske Renate og amerikanske James lige ved at blive blæst ud i rummet. I sit forsøg på at flygte fra Det Fjerde Riges månebase kommer James nemlig til at åbne en sluse til det ydre rum hvorved trykforskellen blæser ham og Renate ud mod sluseporten. Det er kun med det yderste af fingrene at han får fast greb om et håndtag uden på afsatsen og få øjeblikke efter også om Renate der ellers ville være blæst forbi ham og ud i ingenting.

Truslen om at lukkes ud i ingenting, synes at være klassisk for genren rumfilm. Og selv i Iron Skys parodi – hvor jeg var sikker på at James og Renate på en eller anden måde ville klare det (og hvor det jo er en bygning på månens overflade) – gav det et lille sus, ikke i maven, men i sindet. Det er jo et eksistentielt helvede at ende sine dage som "lost in space". Renate og James ville ganske vist kvæles af iltmangel hurtigere end de ville kunne nå at tænke over dette, alt imens de ville falde til overfladen; men i andre rumsagaer hvor vi typisk er helt ude i rummet, vil der med iltbeholder på ryggen og jævn fart væk fra rumskibet eller rumstationen være rigelig tid til at tænke i detaljer på alt det man har mistet – og det er alt – mens man drejer om sig selv.

På et rumskib ligner sluserne heller ikke godsterminaler, og sluseåbningerne ikke porte. Det har mere karakter af runde skakter, rørledninger, med dæksler. Ja, man kan i visse tilfælde tale om at man sluses ind og ud gennem brønde, horisontale forstås, ligesom i en ubåd.

Det er derfor jeg finder nedenstående slåfejl fra Jobindex nærmest uhyggelige:

At brønde ud kunne jo være en ekstrem udgave af at brænde ud. Det kunne betyde at man mistede kontakten med alting og ikke ville kunne vende tilbage. En slags sindssyge- eller zombietilstand herfra og til døden. Uha!

Farvel til forfordele

Onsdag den 4. april var vært Jesper Larsen hele to gange ude i at forfordele den korrekte betydning af forfordele til fordel for den forkerte betydning af forfordele i Deadline 22.30.

Og det var virkelig nervepirrende, for de to fejlbrug af forfordele var ikke bisætninger i en talestrøm; de var pointerede spørgsmål til Jesper Larsens to interviewofre. Spørgsmål som dermed stod og flagrede helt reciprokt og goddag-mand-økseskaft-agtigt, hvilket skabte en særlig sproglig suspense i tiden mellem spørgsmål og svar, samt en ekstra god mulighed for at krumme sine tæer.

Heldigvis havde de to – Lars Goldschmidt fra Dansk Industri og Søren Friis Larsen fra Dansk Erhverv – nøjagtig samme misopfattelse af forfordele, eller også var de bare koncentrerede om at få samtalen til at hænge sammen.

Før jeg refererer de to spørgsmål, skal jeg måske lige forklare at det handlede om at bevare industriarbejdspladser i Danmark. Lars Goldschmidt, direktør i Dansk Industri, talte for at vi – selv om væksten næppe vil være i industrien – stadig er nødt til at bevare nogle industriarbejdspladser og kere os om industriens konkurrencevilkår, fordi det er viden omsat i konkrete produkter og konkrete serviceydelser man hovedsageligt tjener penge på. Søren Friis Larsen, marketingdirektør i Dansk Erhverv, talte for at man skal passe på med at fokusere for meget på industriarbejdspladser fordi det blot kan forsinke en nødvendig omstilling til videnssamfundet.

Der er jo nok en forskel i vægtning og fokus, men ellers er det jo ikke to synspunkter som udelukker hinanden totalt. Kendere af Jesper Larsens journalistik vil dog allerede have regnet ud at interviewet blev skåret skarpt efter konfliktskabelonen.

Og nu springer vi ind midt i interviewet. Hvad vi ved før dette spørgsmål, er at Søren Friis mener at industrien nyder uretfærdige fordele, og det er også det han svarer, men det er det modsatte Jesper Larsens spørgsmål betyder:

Jesper Larsen: Søren Friis, du mener jo faktisk at industrien i forvejen bliver forfordelt, trods de politiske skåltaler om vidensjobbene som fremtiden. Prøv at forklare.

Søren Friis: Ja, fordi vi har jo allerede i dag, faktisk, et skatte- og afgiftssystem som i den grad favoriserer visse erhverv. Hvis man kigger på hvad det koster fx i afgifter at varme et drivhus op … øh, nogle tomater i et drivhus, så er det langt billigere end hvis man skal varme nogle turister op i et hotelværelse. Og det er jo fordi man politisk set har valgt at favorisere nogle bestemte erhverv, sådan så det er billigere at bruge energi i industrien og i landbruget end det er i servicesektoren. Og det er jo noget man har opretholdt så sent som i det seneste energiforlig. Så det her billede af at videnssamfundet er blevet sådan en kæledægge politisk, har jeg lidt svært ved at få til at passe med virkelighedens verden.

Og minsandten om ikke Jesper Larsen gentager sin fejl og igen spørger om det modsatte af hvad han mener:

Jesper Larsen: Lars Goldschmidt, bliver dansk industri forfordelt?

Lars Goldschmidt: Nej. Hvis vi sammenligner med hvad vilkårene er i udlandet for de virksomheder vi her taler om, så er det dyrere at drive virksomhed i Danmark, meget dyrere.

Ja, igen svarer den interviewede venligt på hvad Jesper Larsen må mene. Jeg gætter på at en mand som Lars Goldschmidt, der er født i 1955, er veluddannet og også kommer fra en veluddannet familie, udmærket er klar over hvad forfordele betyder. Holder man fast i den tanke, må det være underligt at skulle holde dobbelt regnskab med ordet over for en Deadline-vært der trods alt er født i 1969. Men det skulle man altså.

Det er selvfølgelig muligt at Jesper Larsen har haft en længerevarende tanketorsk kørende – det kan ske for selv de bedste.

Og Jesper Larsen er ikke den eneste. Henrik Dam Kristensen sagde den 20. marts 2010 følgende i Debatten på DR2:

Man må ikke forfordele nogle, og så lade andre betale prisen.

Nej, det ville da også være mærkeligt hvis ikke det var de forfordelte selv der ”betalte prisen”. Medmindre der er tale om mennesker som er lykkelige over at blive forbigået.

Den danske Ordbog siger følgende om forfordele:
Oprindelse efter ældre nyhøjtysk vervorteilen, middelnedertysk vorvordeler, under påvirkning af fordele

1. give nogen mindre end andre eller mindre end vedkommende har krav på; behandle nogen dårligere end andre
Synonym: snyde

2. give nogen mere end andre eller mere end vedkommende har krav på; behandle nogen bedre end andre
SPROGBRUG kendt fra 1964, især unge og yngre | denne brug regnes af mange for ukorrekt
Synonym: begunstige

Ja, vi er nogle der regner den sidste for forkert, for vi kan sgu ikke have et ord der betyder det diametralt modsatte af sig selv. Det går med pendulord af typen "sikkert", fordi de har en større hyppighed, fordi der som regel er dannet en større og mere ladet kontekst umiddelbart omkring dem (fx i tonefald), og fordi det skriftligt er nemmere at klarificere betydningen med fx "helt sikkert". Men vi kan ikke have et sjældent brugt specialord som betyder både én ting og det komplet modsatte af denne ting. Derfor ER det forkert i langt de fleste seriøse kredse – herunder også i al normal journalistik – at bruge forfordele i betydning 2.

Men det er jo et forvirrende ord, og der er ikke noget at sige til at det går galt. Nogle siger at forstavelsen "for-" i de flestes ører associerer til noget positivt, men det er noget vrøvl. Denne kunne lige så godt – blandt meget andet, men dog hyppigst – associere til noget forstærket eller overgjort (jf. forbrydelse, forvanskning, forkølelse, fortalelse osv.), altså noget der er kammet over. I forfordele giver det muligvis mest mening – i både betydning 1 og 2 – at opfatte "for-" som noget der er gjort på forhånd. Der er dog ikke tale om at noget er fjernet fra bunken før bunken blev retfærdigt fordelt, for så langt som jeg umiddelbart kan læse ned i etymologien i den gamle ordbog, Ordbog over det danske Sprog, har fordele-delen intet med verbet "at fordele" at gøre; det har noget med substantivet "fordel" at gøre. Men godt det samme: Man kan så sige at det betyder at noget er gjort på forhånd for at give sig eller en anden en fordel; man har skabt en forfordel, hvilket så er blevet til udsagnsordet at forfordele.

Om man giver sig selv en fordel eller giver den anden en fordel når man forfordeler, det siger ordet ikke selv noget om. Imidlertid synes etymologien at sige at det handler om at man giver sig selv en fordel (idet man snyder andre), og vupti, så er det – på sin vis – en positiv betydning af "for-". At hævde at folk bruger ordet forkert fordi de forbinder "for-" med noget positivt, er altså både en ringslutning og noget vrøvl.

Er du forvirret? Jeg er selv forvirret, og lad mig forvirre endnu mere ved at sige at min egen måde at huske den korrekte betydning på altid har handlet om verbet "at fordele". Billedet fungerer således: Fordele betyder at sprede noget ud, og hvis man gør det ekstra meget nogle steder, bliver det spredt for tyndt ud disse steder – fordelt FRA disse steder, så at sige. Jeg bruger således en forkert etymologisk opfattelse til at forstå ordet korrekt. Og det gør alle andre sikkert også, på hver deres måde, for ordet er fra grunden et ulogisk vrøvleudtryk.

Nu er der bare det ved det at vi er nogle som har brugt tid, kræfter og pseudobilleder på at forstå den korrekte betydning 1 – og i kraft af dette er i stand til at bruge ordet korrekt. Derfor ser vi ikke med milde øjne på at nogen bruger det i den modsatte betydning, selv om den kan være lige så god.

Jeg vil imidlertid tilbyde en brugsanbefaling der er bedre end både betydning 1 og 2: Lad for fanden være med at bruge det åndssvage ord. Det kan godt være at man lyder klog når man bruger det. Der skal såmænd nok også være nogen der mener at både Jesper Larsen og Henrik Dam Kristensen lyder kloge når de bruger det forkert. Men når ordet har to gensidigt udelukkende betydninger (snyde <-> begunstige) og der samtidig ikke findes nogen rimelig etymologisk forklaring i en almindelige ordbog, så har ordet mistet al forbindelse til noget som helst. Derfor synes jeg vi skal sige farvel til forfordele. Glem det. Besøg ikke dets grav. Lad det smuldre i stilhed.

Bonusinfo: I selv samme udsendelse brugte Jesper Larsen "bjørnetjeneste" korrekt.