I torsdagens Deadline sagde værten Nynne Bjerre disse ord om (det såkaldte og ikke med min gode vilje bizart stavede) Dansk Undergrunds Consortium (DUC):
”De blev også givet en garanti mod at de ikke ville få skattestigninger i hele 30 år.”
Ja. Hvis man tolker det som en fortalelse, må det være givet at Nynne Bjerre inderst inde forventer eller har en viden om at statens langvarige aftale med DUC vil blive brudt. For det hun siger, er jo at de er garanteret mod noget, nemlig ikke at opleve skattestigninger.
At være ”garanteret mod noget” betyder at man er beskyttet mod det og afskærmet fra det, og ”mod” fungerer således i denne sammenhæng som en negation. Sætter man det sammen med endnu en negation, som det sker med ”ikke ville få skattestigninger”, bekræfter de to negationer ikke hinanden som det kan ske på amerikansk. Nej, de indgår på dansk i et sprogligt regnestykke der svarer til ”minus gange minus giver plus”. Derfor siger Nynne Bjerre de facto at DUC med garanti, ifølge aftalen, vil opleve skattestigninger – selv om hun formentlig mener det modsatte.
Gad vide om Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, har afsat så megen dobbeltnegationssmitte i Deadline-studiet at nu også Nynne Bjerre er blevet syg. Jeg har tidligere dokumenteret hvordan Poul Madsen konsekvent siger det modsatte af hvad han (formentlig) mener, fordi han dobbeltnegerer – klik på billederne hvis du vil læse de respektive indlæg:
Som det tydeligt fremgår, er der tale om en dybt alvorlig sygdom. Hvis den udvikler sig, kan den æde al logik op indefra hos den ramte og bevirke at vedkommende formidler på en måde som efterlader beskueren eller læseren i vildrede, i første omgang om indholdet og siden om genren. Her er der jo ikke noget til hinder for at man sammenblander Deadline med de satireprogrammer der ofte sendes lige før eller efter. For måske påstår Nynne Bjerre vitterlig, som en slags Monty Python-absurd satire, at DUC’s aftale med staten i sig selv rummer en indbygget garanti for ikke at blive holdt, og måske ved Poul Madsen at Stephen Kinnock faktisk er bøsse (hvorfor det ville være absurd at dementere det), såvel som Madsen måske også mener at det er chefredaktørens eget lod at udføre politiarbejde (hvorfor han er i sin gode ret til at frabede sig indvendinger om at han ikke må).
Vi kan let komme ind i en noget indviklet post-satirisk metaabsurd diskurs med fakultativ ironisk skrue – dvs. en debatform hvor man ikke skal tage så nøje hvad der faktisk bliver sagt, men derimod uddrage meningen ud fra tonefald og kontekst, faktisk lidt som hvis man taler med aber eller andre væsener der ikke kan bruge sproget – hvis altså man vil undgå at gå fejl af de ”kloge” hoveder der ikke har styr på antallet af minusfortegn i deres sproglige ligninger. Som dokumenteret her var det netop hvad både Dansk Industris og Dansk Erhvervs talsmænd var venlige at gøre da Deadline-vært Jesper Larsen to gange i samme udsendelse demonstrerede at han ikke kender betydningen af forfordele. Problemet er i mine øjne bare at vi mister sproget og muligheden for at tale begavet og nuanceret med hinanden hvis vi skal til at uddrage pointer alene ved at orientere os i hvordan tonefald og kontekst forholder sig til temaet. En sådan patosbaseret fuldemandssnak har, som det er de fleste bekendt, begrænsede muligheder for præcisering og abstraktion – endsige forankring, for mente negationsrundtossen nu også dette eller i virkeligheden det stik modsatte? Hvad var tonefaldet? Hvad var grunden?
Ikke mere om negationsrundtosser nu. Pointen er landet, og indlægget er sådan set færdigt.
Men som en note til debatten – ja, den store, brede samfundsdebat – vil jeg i øvrigt tilføje at skatteminister Holger K. Nielsen agerer som den politikertype jeg andetsteds i det halvoffentlige rum har efterlyst. (Jeg har fx kaldt Helle Thorning-Schmidt robotagtig og retorisk unuanceret og beskrevet dette som uværdigt og uacceptabelt for den offentlige samtale, så jeg skylder vel at pege på det positive eksempel når det er der.)
Det kan godt være at Holger K. mumler lige så meget som Nynne Bjerre, og at hans kropssprog og mimik for en overfladisk betragtning virker defensivt, men i mine øjne fremstår han her i dette interview som den første og eneste minister i den nuværende regering der 100 procent leverer den vare jeg ønsker mig af vores ledende politikere:
1) Han er nuanceret og varieret i formuleringer og tonefald. Og dette tyder på at han taler ud fra en kerne af viden og politisk holdning, og ikke ud fra en remse som en spindoktor har terpet med ham. Ingen anden minister i regeringen (og få i oppositionen) kommer i nærheden af det niveau for naturlighed som Holger K. viser i netop dette interview. Og når Holger K. tør det, tør han også at være tilbagelænet og til stede i nuet – han hører i detaljer hvad Nynne Bjerre siger mens han selv taler, hvilket kun lader sig gøre fordi han hverken lytter til sin egen tale eller skal nå noget. Han tror på sig selv, han har styr på sin politik, og han tager tingene helt som de kommer – men er også ferm til at sy sine sætninger sammen ved bare at fortsætte sin pointe når han er blevet afbrudt.
2) Han tør at give modargumentet ret i det omfang han er enig, og han tør at se sagen fra modstanderens side. Eksempelvis siger han i interviewet at han godt kan forstå at Bayerngas protesterer mod højere skat – for det ville han også gøre hvis han var dem. En så vidtstrakt anerkendelse af modargumentet har jeg ikke hørt meget længe, men Holger K. kan gøre det fordi han er sikker i sit ”men” – nemlig 1) at man ikke, hvis man som politiker vil ændre noget som helst her i verden, kan skattelovgive efter specifikke virksomheder i en specifik situation, og 2) at han ikke synes det er skat med tilbagevirkende kraft, selv om skattestigningen fra 1. januar 2014 påvirker udbyttet af den relativt favorable kontrakt Bayerngas har indgået og foreløbig har nydt ekstra godt af. Disse synspunkter kan man være uenig i, men de fremstår som velovervejede politiske beslutninger fordi Holger K. netop anerkender modsynspunktets relative vægt.
3) Han taler politik – i stedet for at ansvarsfraskrive sig beslutningerne som ”nødvendige”. Ja, han tillader sig sågar et klædeligt strejf af arrogance, forstået på den måde at der kan være nok så mange vellydende argumenter og nok så mange fine klagesange når lobbykoret stemmer i, men der er også beslutninger. Han tillader sig endda at bruge ordet ”synes” – han ”synes” ikke det er skat med tilbagevirkende kraft. Hvornår har vi sidst hørt en politiker turde bruge ordet ”synes”? Han tillader sig også flere gange at sige ”det ved jeg ikke” til ting som det heller ikke er hans opgave at vide eller prioritere. Hvornår har vi sidst hørt en politiker hvile så meget i sig selv? Denne åbenhed giver ham politisk styrke og ægte statsmandsværdighed, og den skaber tillid, faktisk uanset om man er enig eller ej.
4) Han taler ikke ned. Ingen steder i dette interview mener jeg at huske noget postkort adresseret kakkelbordsdanskeren. Han siger at det nye skatteregime er mere intelligent og godt for Danmark, og det er det tætteste vi kommer på ”hvad er der i det for mine vælgere”. Han svarer Nynne Bjerre med sagligt forsvarende og forklarende sigte, intet andet. Han er minister, ikke valgklovn eller lefler.
Jeg siger ikke at Holger K. altid lever op til dette, og jeg siger heller ikke at hans facon slår lige så godt igennem i 8-sekundersindslag som når han har over 10 minutters samtale til sin rådighed. Men jeg siger: Her er eksemplet. Her er det jeg savner fra politikerne. Her er vejen væk fra politikerlede og hen til en saglig debat. Her kan man mærke nuancerne, sprækkerne og omtanken, og man forstår derfor meget mere om den bevidsthed og samvittighed der ligger bag politikken. Om dette lykketræf skyldes at Holger K.’s nye spindoktor ikke er fundet, eller er fundet men ikke har fået fodfæste endnu, ved jeg ikke. Men uanset hvad der ligger bag, har det været bedste praksis, og den bør i så fald udbredes.
Derfor ville jeg også ønske at jeg vidste hvordan man optager et tv-indslag på nettet, så jeg kunne gemme det som strålende eksempel. Vil en højere læreanstalt gøre det for mig? Nu må jeg nøjes med at lave et link der holder de næste 27 dage, og herefter er der bare at sige at Deadline den 19. september 2013 fra minuttal 19 for en efterhånden sjælden gangs skyld havde besøg af en minister som skulle forsvare sig, men som løftede debatten op over paradehøjde ved at være naturligt til stede, ærlig og sagligt optaget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar