Autosvar efter 13½ måned

I agurketiden sidste år havde en af Journalisthøjskolens lektorer, Gitte Luk, et debatindlæg i Politiken om komma. Det var i mine øjne et forfærdeligt indlæg som kun forplumrede debatten totalt, og det skrev jeg til hende i en mail. Mailen var nok ikke så positiv som en mail bør være, men det havde noget at gøre med at jeg netop havde lagt sidste hånd på mit speciale om komma og var meget frustreret over at Gitte Luk benyttede agurketiden til et debatindlæg som jeg slet ikke kunne finde noget rigtigt eller positivt i.

Gitte Luk tog ikke særlig varmt imod min mail, og sådan kan det jo gå når man opildnet af en sag beklikker en journalistlektors kompetencer, timing og holdninger. Men jeg var da en smule ked af det.

Nu viser det sig imidlertid at det måske slet ikke er Gitte Luk der dengang svarede så surt. I hvert fald har jeg i dag, 13½ måned efter min mail til hende, modtaget et autosvar om at hun ikke er på sit kontor:

Måske er der alligevel håb om at Gitte Luk en dag vil åbne sig over for mig igen.

Kriminel matematik

Det er et meget ejendommeligt regnestykke der bliver fremlagt her.

For det første ville jeg – hvis jeg havde en gammel hat – æde denne på at de 99/199 kr. er prisen per måned. Et prisniveau som er forventeligt, og som også understreges ved et kig på foretagendets hjemmeside hvor det under ”ofte stillede spørgsmål” fremgår at den normale pris for betalingsmedlemskab er 279 kr. for én måned. Hvorfor tilbuddet så ikke er sat i forhold til de 279 kr., men kun de 199 kr., kan undre – den eneste forklaring jeg kan komme i tanke om, er at man har misset dette reelle salgsargument fordi man har så travlt med at manipulere.

Nå, men trods min ikke eksisterende gamle hat står der altså udtrykkeligt i annoncen at man kan få 3 måneders medlemskab for de 99 kr. De regner vel med at kunne undskylde sig med at have glemt at skrive ”pr. måned”.

Men endnu mere interessant skal det blive: På den grønne klik-knap står der minsandten at man ved at benytte tilbuddet – sådan må sammenhængen forstås – sparer intet mindre end 1.200 kr.! Ja, de tænker vel nok 100 kr. per måned i et år, men hvordan man opnår et års besparelse i et tilbud der kun løber i 3 måneder, fremgår ikke. Jeg gætter forsigtigt på at det er umuligt. Men de implicerer en opfattelse hos modtageren af at tilbuddet – som modtageren har regnet ud er en månedspris – kan køre et helt år. Dette står imidlertid ingen steder, og intet medlem vil formentlig nogensinde se en besparelse på 1.200 kr., men det er den implikatur modtageren er nødt til at foretage for at de 1.200 kr. giver mening. (Læs om implikaturer i denne bog.)

Man siger at man kan manipulere med tal og statistik ved at fremhæve visse tal frem for andre og ved at skære en udvikling ud af det tidsrum som får den til at se mest fordelagtig ud. Vi ser det ofte, og det er spin og manipulerende lyssætning af sandheden.

Men denne annonce for Parship er et niveau værre. Jeg vil kategorisere den som regulær løgn. Sandsynligvis har Parship sikret sig at man, når først man er trukket ind i Premiummedlemskabsproceduren, præsenteres for de korrekte formuleringer, hhv. ”99 kr. pr. måned i 3 måneder” og ”svarende til 1.200 om året”. Hvis de end ikke har dét, kan man som medlem fastholde hvad man er blevet hhv. lovet og vinket om i annoncen, nemlig 99 kr. I ALT for 3 måneder og maksimalt 12x 99 kr. for et år. Men det er jo nok en kamp de færreste gider kæmpe eller har været opmærksomme på at indsamle oplysninger til.

De kommunikations- og reklamefolk der er inde over denne annonce, bedriver i mine øjne organiseret kriminel virksomhed.

PS: Kl. 18.44: Jeg har netop sendt en henvendelsesformular til Forbrugerombudsmanden.

Musikanmelderiet er uden kvalitet

Thomas Søie Hansen var i 2-stjernerhumør da han overværede Thomas Helmigs koncert på Skanderborg i år. Denne bedømmelse tilføres en vis troværdighed når han i sin anmeldelse samtidig skriver at Helmigs koncert samme sted sidste år var ”intet mindre end sublim” – for kan han således give 6 stjerner, må der ligge en rimelighed i de 2 stjerner han giver nu.

Men ellers ved jeg sgu ikke helt hvad jeg skal tro, og det finder jeg desværre er typisk for nutidens anmeldelser. Problemet er at de formuleringsmæssige floskler og den tekstlige konstruktion og vinkel mere og mere synes at dominere den retvisende bedømmelse – måske fordi man ikke har tid til at lytte til og tænke musik, men i stedet har travlt med at få produceret noget journalistik hvor det så er de biografiske data og andre ydre omstændigheder man nøjes med at forholde sig til.

Tag disse to passager fra anmeldelsen:

Dansetrin?

Pudsigt.

Jeg har aldrig opfattet "Nu var du har brændt mig af" som et dansenummer, snarere som et Det Elektriske Barometer-nummer med heftige popkvaliteter. Et fremragende popnummer – uden tvivl Helmigs bedste – men sgu da ikke et dansenummer. Selvfølgelig kan man med vold og magt sagtens danse til det (og jeg kan med en vis rædsel forestille mig at Helmig måske har taget dansetrin til det på Skanderborg), men det er imod sangens ånd, og det gør det stadig ikke til et dansenummer.

Det er en floskel som Søie bruger fuldstændig meningsløst fordi han i forvejen har gang i en overordnet disco-ting i anmeldelsen. Det har han fordi han – med rette – mener at Thomas Helmig har gang i en disco-ting i sin attitude, men det har jo ikke noget at gøre med "Nu hvor du har brændt mig af".

"Nu hvor du har brændt mig af" blev i øvrigt lanceret i efteråret 1988. Det er, så vidt jeg kan regne ud, 22 år siden. Så man kan spørge om ikke det er lidt tidligt – og plat – at tale om ”nærmer sig de 25 år”? Selv bliver jeg decideret deprimeret af den form for journalistik. Den er upræcis og ubrugelig. Flosklen for flosklens skyld – og med det resultat at man fordummer hvor læseren måske tror at man er eksperten der deler af en viden.

Umiddelbart herefter trilles en alt andet end troværdig påstand ud af ærmet: At Rasmus Seebachs hits ikke skulle kunne stå en 25-årig distance. Hvor ved Søie det fra? Og hvorfor pludselig putte en skide popsang ("Nu hvor du har brændt mig af") op på en piedestal og samtidig påstå at andre skide popsange ikke kan nå samme piedestal? Det ligner ganske vist at Søie bruger sin anmelder-etos til at komme med en kvalitativt velfunderet påstand, men hvis man ved bare lidt om den musikalske virkelighed, vil man vide at det er noget vrøvl grebet ud af luften.

Hvis vi ser på sådan noget som Dieters Lieder: Dig og mig eller Shu-bi-duas allertidligste (ikke bedste) hits, fx Nam Nam, så har disse stået distancen. Man kan ikke med nogen rimelighed på nuværende tidspunkt vurdere at Rasmus Seebachs bedste sange ikke har en nogenlunde tilsvarende kvalitet. Og hvis man endelig skal sammenligne med Helmig, så var det tyndeste hit i danmarkshistorien, ”Fed lykke”, det eneste hit på en musikalsk nærmest ligegyldig debutplade i 1985. På Helmigs anden plade kom den smukke ”Midnat i Europa”, og først på den tredje plade, Kære Maskine, løftede tingene sig fra en lovende dag på musikskolen til gennemgående popkvalitet. Så hvorfor dømme Seebach allerede nu, på en debutplade som er klart mere interessant end Helmigs var? Det giver ingen mening. Skal vi ikke bare konstatere at det blot er endnu en ubrugelig floskel?

Thomas Søie er en relativt dygtig skribent og god anmelder, og pilen peger ikke specielt på ham. Men holdningen til kvalitativ vidensformidling og retvisende musikbedømmelse er, lige som lysten og evnen til at forsøge at beskrive musikken, nærmest væk i vore dages popanmeldelser.

Vi har desværre en tradition i Danmark for at behandle popmusik dårligt og useriøst i medierne, selv om vi er mange der bruger adskillige af vores livs vågne timer på at lytte koncentreret til det, om det så er Michael Jackson, Tina Dichow, Rammstein, Coldplay, Beatles eller hvad som helst andet. Det er sørgeligt at musikanmelderne selv integrerer den useriøsitet. Generationen der er 15-20 år ældre end Søie, gjorde (og gør) det bedre.

Rødtop med forførende bund

Det er unægtelig et interessant ordvalg der finder sted i denne overskrift. Bund er vel sagtens en almindelig betegnelse for stemmemæssig formåen og er ikke i sig selv en tvetydig betegnelse. Men akkurat lige som døde metaforer kan vækkes til live (fx: jeg snublede over mine versefødder), kan skjulte tvetydigheder så sandelig da også vækkes til live. Og her må vi nok sige at ordet ”rødtop” uundgåeligt giver ”bund” en anden … øh, bundklang – ikke uden hjælp fra ordet ”forførende”, som hermed står i et rigtig spændende lys.

Dobbeltbetydningen af top som det står i henholdsvis ”rødtop”, hvor det betyder at man er rød i toppen, altså har rødt hår, og så den kvindekropsorienterede betydning af top som en beklædningsgenstand der dækker brysterne, spiller også med her. I overskriftens helhed er det svært ikke at tænke i bikini-terminologi:

Lad mig demonstrere denne terminologi:

Den kønsstrategisk beklædningsterminologiske tankekonstruktion ”top” og ”bund” fungerer også i benægtende betydning. Man kan således være topløs eller bundløs, og først i ”bundløs” er denne betydning af ”bund” i gængs brug – som en pendant til topløs.

Jeg vil undlade at illustrere hverken topløs eller bundløs her. I stedet vil jeg haste videre i analysen af en sådan overskrifts konnotative implikationer – og hvad de kaster tilbage på skribenten.

Er det muligt at skribenten, Søren Schauser, ikke har skænket den sexfikserede bundklang i overskriften en tanke? Ja, hvis han er formuleringsmæssigt tonedøv eller meget optaget af ”bund” som musikalsk term, er det bestemt en mulighed man bør tilstå ham.

Er det muligt at skribent + redaktør (+ evt. korrekturlæser) + redaktør igen – ja, kort sagt det redaktionelle miljø – ikke har skænket det en tanke? Nej, det er absolut umuligt. No chance in hell. Avisredaktioner elsker at ”misforstå” og associere på ord, og de holder sig ikke tilbage for at være lige så sexfikserede som 9 mand på en forladt olieboreplatform i december – i hvert fald i ord. Så det kan ikke lade sig gøre. Og selv hvis det reelt er det der er sket, ville jeg aldrig tro på det.

Alligevel er det noget i den retning Søren Schauser bedyrer en opildnet læser:

Lidt for kærligt, Søren. Og lidt for begejstret.

Okay, ”havde” kan strengt taget være korrekt, for du ”havde” måske ikke lige tænkt på det. Men da I fnisede ad overskriften på redaktionen, indså du at du (og Patricia Petibon) ville få mange læsere. Nu bliver den endda taget op på en blog her en måned efter, og måske vil læsere der faktisk er interesseret i musikken, klikke sig vej frem til din artikel. Ikke dårligt.

Så langt så godt. Men jeg synes vi mangler noget. Kommakommunikation er ikke Berlingske, og jeg føler ikke at jeg har sat denne blog i verden for at skuffe mine læsere. Derfor synes jeg at vi i sagens faglige tjeneste – og ikke mindst over for Søren Schauser – bør illustrere hvad langt de fleste vil, og som minimum kan, få ud af overskriften ”Rødtop med forførende bund”.

Værsgo: