Sproglige spark i støvlelandet

The Best Hotel – intet mindre, også selv om man bare er to-stjernet. Billedet er taget i det veluddannede Milano, men jeg får alligevel den tanke at man – om ikke andet over for sig selv – slipper nemmere af sted med sådan et navn fordi man som italiener almindeligvis opfatter engelsk som fremmede lyde, eller som en popsang hvis tekst man aldrig har nærstuderet; hvorfor "The Best Hotel" kommer til at lyde som et originalt brand.

Nuvel, jeg er ikke tynget af viden i den konkrete sag, så jeg kan jo tænke frit. Det gælder sådan set også resten af dette indlæg.

Det er svært at begå sig på engelsk i Italien. Ud over de der har taget en videregående uddannelse eller på anden vis tilhører en eller anden global elite, er der ikke mange at henvende sig til med et "Excuse me / Scuso – do you speak english?" Og af de få øvrige som skulle vove at sige "Yes, a little bit", er det næsten kun de særdeles berejste eller turisterfarne som kan forstå en mundtlig ytring selv inden for et begrænset globish. Nå ja, så var der jo for resten også den gamle, selvbevidste bondeknold i bussen på den snørklede bjergkystvej fra Salerno til Amalfi som med et perfekt flydende engelsk fik berolig mig med at han nok skulle få mig af i det rigtige hårnålesving. Han er sandsynligvis en af de mange syditalienere som har taget en tørn som fremmedarbejder i den engelske industri.

Men det gængse er altså et-sprogligheden. Og med kun ét sprog i ørerne – bl.a. fordi tv-programmer synkroniseres på italiensk – har de svært ved at forestille sig en anden udtale end deres egen. Jeg har således stået i virvaret af mulige veje på Stazione Centrale (hovedbanegården) i Milano med det i konteksten absolut nærliggende spørgsmål "Metro?" og fået reaktionen, "Nej, jeg forstår ikke engelsk" – hvorefter jeg blev gal og, ledsaget af pænt store fagter, foreskrev min foruretter at det var et så selvfølgeligt spørgsmål at du, kære familiemor på vej til at afvise mig, for fanden må kunne genkende bogstaverne bag denne dumme danskers udtale af METRO – M E T R O, for helvede, jeg spørger dig hvilken vej der fører hen eller ned til det I selv staver m-e-t-r-o, og som må være lige i nærheden, dér eller dér; men der er ingen skiltning. METRO, hvor svært kan det være, jeg prøver endda at rulle på R'et, det har jeg sådan set gjort hele tiden. Du SKAL forstå mig, alt andet er en personlig fornærmelse!

Okay, så forstod hun og viste mig venligt videre. Senere fortalte en sarkastisk tysker mig at de ikke forstår at man overhovedet taler, før man også gestikulerer. Der må være noget om det. Og min danske veninde i Milano, som jeg for en sikkerheds skyld har fået til at læse dette igennem, betror mig nu at man med ligelig vægt skal udtale stavelserne "met-ro" med mere adskilt t og rulle-r, ikke "meeee-tro". Jamen, altså, jøsses dog! Og så er E'et i øvrigt mere hen i retning af Æ, ligesom i "ekko".

Mere forståelig var en lignende situation på Napoli Centrale da jeg spurgte om dette tog nu også gik i retningen af Salerno, som er den nærmeste større by. Også et meget oplagt spørgsmål på netop dette sted; det svarer til at en udlænding står på Københavns Hovedbanegård og spørger om det tog der kommer her, går i retningen af Roskilde (og ikke Helsingør). Men ligesom Roskilde (og for den sags skyld Helsingør) sikkert kan udtales på en måde som afsporer den danske lytter til helt andre tanker, vil Salerno ikke blive genkendt af en italiener hvis man ikke overholder to udtaleregler som adskiller sig fra dansk (og engelsk) default-udtale:

A'et skal være åbent, som vi fx gør i Sara, absolut eller kaffe, og så skal man for guds skyld rulle på R'et, ellers lyder det ikke for en italiener som om ordet overhovedet involverer R. Som danskere er vi jo vant til at et R bruges til at åbne A'et og i øvrigt skjuler sig (for en italiener) ved at være stumt ("Far har ar fra sardindåsen"). Hvis ikke det sker, er A – om ikke andet foran D, G, L, N, ND, S, T – for det meste såkaldt flade A'er ("Ad til sand i maden i badeanstaltens ventesal om natten). Men som vi ser A'et i kaffe, ser italienerne stort set alle A'er – den åbne A-lyd er default. Tag fx "cane" der udtales på en måde som vi ville stave "kar-næ" med ligeligt tryk på begge stavelser. Det betyder i øvrigt hund. Så gæt lige hvad normal dansk udtale af chili con carne betyder? Ja, vi danskere taler i italienske øren om chili med hund – i hvert fald som det der ligger nærmest. For at gøre det forståeligt som chili med kød skal man vise at der er et R, ved at rulle på det. Det er faktisk ikke alle italienere der kan det, men så siger de det som et dansk rive-R – høres skal det.

Og så kan det nok være at man vender sit sproglige hovmod den anden vej, for er det åbne A ikke en smule mere … aha! … end det flade, og er det ikke godt at være lydret og logisk ved at markere R-lyden?

I øvrigt bryder jeg mig slet ikke om det sprog jeg tyer til – altså engelsk. Da i hvert fald ikke uden for det popmusikalske reservat.

I 5. klasse blev jeg … først forvirret … siden rystet i min grundvold da jeg – efter et utal af kontrolspørgsmål fra min side – klart og endegyldigt fik påskrevet at man, gud hjælpe mig, splitter navneordene ad på engelsk. Siden har jeg været ked af engelsk i egenskab af funktionelt skriftsprog. Altså længe, længe før jeg tænkte på at være dansknørd og skælde ud over ordfragmenteringer. For der er altså en dybere logik i at noget som kan sættes i bestemt form og som udtales med tryktab (fx rødvin, kvalitetssalami eller bananrepublik), er ét ord. Men det er det engelske sprog ligeglad med, hvilket jeg stadig ikke har fundet blot en alternativ logik i. Der kompenseres selvfølgelig for dette lack of logic på forskellig vis, men isoleret set er det i mine øjne en kæmpebrist, og når denne påvirker fx dansk, går det galt.

Derfor ønsker jeg ikke at engelsk får noget dominerende sæde i Europa. Så hellere tysk eller fransk – selv om der så bliver noget at indhente rent sprogligt. Eller Italiensk. For min skyld ingen alarm. Hvis jeg med et trylleslag kunne gøre italiensk til vores alle sammens, altså hele Europas, naturlige andetsprog frem for engelsk, ville jeg ikke tøve med at slå til. Bl.a. af hensyn til dansk.

Og derfor føler jeg mig dobbelt dum når jeg forsøger at tale engelsk i Italien. Jeg gider det ikke, og jeg ønsker heller ikke at de skal gide det. Så næste gang vil jeg lære mig selv lidt mere end blot de omtrent 25-35 ord der står parat i mit aktive italienske ordforråd. Og ikke mindst udtale dem så de er til at genkende.

Fra sagligt til sageligt og lige vidt

I indlægget Det saglige smil skrev jeg om hvordan folkene bag filmplakaten til Woody Allens Midnight in Paris på tre måder havde forvansket citatet fra Informations anmeldelse – ikke mindst den forvanskning at et saligt smil i Peter Nielsens anmeldelse var citeret på plakaten som et sagligt smil.

Man skulle ikke tro det, men dette er efterfølgende blevet 'rettet' – sagligt smil er nu blevet til … sageligt smil.

Kære kvajehoveder, kluddermikler, kuvøsehjerner, krejlerkusser og klamphuggere, ordet sageligt eksisterer for fanden ikke. Det kan man finde ud af ved at slå op i Den Danske Ordbog som findes på nettet lige for næsen af én, prøv selv at søge på "sagelig" ved at klikke her (og føj den så til foretrukne):

Det kan selvfølgelig være svært så at slå et ord op man ikke kender. Men hvorfor ikke bare skrive ordentligt af? I citerer jo en anmelder der har brugt det for jer åbenbart ukendte ord; det er bare at skrive lortet af! Hvor svært kan det være?! Citat er at skrive af!!!

Eller som Maj-Britt Kent Hansen udtrykker det i en tråd på Information om anmeldelsen og altså også om fejlen på filmplakaten: "Et er ikke at kende udtrykket, men at man hele to gange ikke kan skrive ordentligt af!"

Man forestiller sig hvordan det på dette in situ filmplakatkontor er fløjet igennem luften til en sprogligt svag studentermedhjælper eller grafiker: "Kan du ikke lige rette sagligt til saaaligt." Hvorefter vedkommende har tænkt: "Hm, hvis det ord der står her lyder som sagligt, hvordan får jeg det så til at være det der saaaligt? Det er supergaranteret nok sageligt. Det kan nærmest ikke være andet. … Godt, så er det klaret. Det er i hvert fald bedre."

Det er af alle ansvarlige så syngende uprofessionelt at det nærmest ikke er til at tro. Man kunne overveje at forelægge Woody Allens filmselskab sagen.

Serviceeftersyn

Ovenstående billede er fra den 15. november hvor det var en nyhed at den nye regering ville revidere aftalen om nordsøolien – en aftale som VK-regeringen sammen med DF og R indgik med A.P. Møller-Mærsk tilbage i 2003 hvor man åbenbart slet ikke kunne forestille sig de nuværende oliepriser, og som derfor betyder at Mærsk nok i lidt for høj grad udbytter Danmarks naturressourcer i form af et for godt overskud til sig selv. Da imidlertid en aftale normalt er en aftale, vil man lægge forsigtigt ud med at vurdere om den skal og kan revideres. Man vil med andre ord i første omgang se den efter (i sømmene), udsætte den for et eftersyn.

Dagen efter, den 16., kaldte stort set samtlige medier dette eftersyn for et 'serviceeftersyn'. Et besynderligt udtryk al den stund at det er svært at udpege den servicerede part. Hvis vi godtager at det er en metafor hentet fra bilværkstedet, hvem er så bilejeren? Hvem er 'serviceeftersynet' af olieaftalen en rutinemæssig og trygheds-triviel service for? De analogiske kvaliteter springer ikke lige i øjnene når det billede der i øvrigt tegnes ud fra den sædvanlige konfliktskabelon, er billedet af to magtfulde parter – rødligt stemte politikere og Mærsk – som skal genåbne en forhandling. Muligheden for at der tænkes på politikerne som demokratiske repræsentanter for 'borgeren' der hermed får sit serviceeftersyn, er ikke kun søgt, men fungerer simpelthen ikke her. Med andre ord rammer metaforen 'serviceeftersyn' altså ingenting i hverken essens eller vinkling. Metaforen er noget vrøvl, og da det var ordets eneste chance for at give mening, er ordet dermed også noget vrøvl.

Men hvad skete der den 15. som gjorde 'serviceeftersyn' til the name of the game i alle medier den 16.? Jo, det har nok noget at gøre med at mange medier talte med klima- og energiminister Martin Lidegaard.

Ovenstående billede er fra TV 2, men lad os se hvad der videre skete hos Lillian Gjerulf Kretz i DR den 15. efter at Kretz i oplægget havde talt om "at åbne aftalen", "mulighed for at ændre aftale", billedteksten havde talt om "regeringstjek af olieaftalen", og indslaget havde talt om "at granske" og om "gennemgangen af aftalen":

Kretz: I kalder det her et serviceeftersyn – hvad betyder det helt konkret?
Lidegaard: Ja, i 2003, da indgik staten jo en aftale med A.P. Møller, og den aftale står regeringen ved. Men inden for rammerne af den aftale vil vi gerne lave et eftersyn, og det skyldes jo at siden 2003, der er oliepriserne firdoblet, vi har lavet en masse skatteændringer, og derfor synes vi det giver god mening at sige: Har vi egentlig fået det ud af aftalen vi forventede? Og er den robust over for det vi står over for i fremtiden?
Kretz: Men på bundlinjen betyder det her vel at I vil have flere penge i kassen. Hvor mange penge drejer det sig om?
Lidegaard: Når man nu laver et serviceeftersyn, så kan der jo både ske det at man finder ud af at bilen skal repareres … der kan jo også ske det at man finder ud af at den sådan set kører helt fint. Så jeg vil ikke på forhånd sige at det ender med det ene eller det andet. Men der har været mange diskussioner om det her. Der har været mange påstande i luften, og vi tror sådan set det giver god fornuft at regne det hele igennem, sådan så vi ved hvor vi står, og hvor meget vi har fået ud af det og kan forvente at få ud af det. Men vel at mærke inden for rammerne af den aftale der ligger, og som faktisk giver mulighed for at lave denne slags eftersyn.
[…]

Der er ikke tvivl om at vrøvleordet stammer fra den sproglige klædedragt Martin Lidegaard har syet (eller fået syet) til lanceringen af det politiske initiativ. Nu er det jo ikke sådan at politikere og deres taleskrivere og spindoktorer har nogen mission om at lave metaforer som ikke rammer – de er faktisk ret gode til at lave rammende metaforer når der er brug for det. Men der kan også være andre hensyn at tage end det at udtrykke sagen præcist. Måske det modsatte – at sløre hvad det drejer sig om, eller simpelthen være diffus om hvad der skal ske. Og man kan jo så sløre sit forehavende ved at udskifte de problematiske ord med noget der lyder mildere eller bedre. Serviceeftersyn lyder lidt mildere og dejligere end blot eftersyn: mildere fordi det egentlige ord 'eftersyn' er fortyndet med rent vrøvl, ligesom når man fortynder saft med rent vand, og dejligere fordi service er et plusord). Og frem for alt er det en fordel at det er noget vrøvl, for så har man ikke rigtig sagt noget man kan fanges på senere.

Som en journalist på et af de medier der selv kolporterer vrøvleudtrykket, skrev til mig:

Jeg er ret overbevist om at det kom fra Martin Lidegaard. Jeg har dækket politik i mange år – og det er bestemt ikke første gang jeg hører udtrykket. Kan godt følge dig i at det er meningsløst, men det er netop pointen – at juridisk har regeringen ikke noget grundlag at kræve genforhandling på. Derfor har de vel nøje valgt et meningsløst ord.

Ja …

Det der undrer mig, er så bare at medierne optager Martin Lidegaards vrøvleudtryk som var det en saglig betegnelse, i stedet for at lade ham stå alene med det.

Lad os se hvad der sker i TV-Avisen dagen efter, den 16. nov., hvor Kim Bildsøe Lassen er rorgænger:

I sit oplæg taler Kim Bildsøe om "serviceeftersyn" og "genforhandling" (hos Gjerulf Kretz dagen før var det "at åbne aftalen", "mulighed for at ændre aftale"). Og i det efterfølgende indslag tales der om "serviceeftersyn", "serviceeftersyn" og "serviceeftersyn" (dagen før var det tilsvarende indslag belagt med ordene "at granske" og "gennemgangen af aftalen").

Mens man fra journalistisk hold den 15. kun nævnte 'serviceeftersyn' i forbindelse med Gjerulf Kretz' konstaterende spørgsmål "I kalder det her et serviceeftersyn – hvad betyder det helt konkret?", bruger man den 16. selv vrøvleudtrykket fire ud af fem mulige gange – eller fire af seks mulige hvis man medregner ovenstående billedtekst (hvor 'eftersyn' imidlertid nok kun er brugt af pladshensyn).

Det er tydeligt at Bildsøes redaktionelle valg er at brande denne begyndende nyhedsføljeton med ordet serviceeftersyn, sådan så den er let at allokere for seerne. Han ved godt at det i virkeligheden drejer sig om (et politisk ønske om) en 'genforhandling' – et ord han selv varierer sin talestrøm med – men som journalistisk emne skal sagen nu åbenbart brandes som serviceeftersynet. Og med DR og Bildsøe således også TV 2 og alle de store skrevne medier (prøv selv at google på Mærsk og serviceeftersyn).

Herved forurener man sproget med det rene vrøvl, hvilket betyder at vi kan risikere at eftersyn i visse kontekster permanent eufemiseres til serviceeftersyn hvis ikke nogen begynder at kalde et eftersyn for et eftersyn. Desuden forurener man journaliststandens almene troværdighed ved at kolportere vrøvl og spin i stedet for at undersøge sagen tilstrækkeligt til at man kan sætte de præcise ord på. Hvem gider overhovedet høre på denne form for journalistik mere?

Så meget desto mere morsomt – og tilfredsstillende – er det at Martin Lidegaards nærmeste kollega, nemlig klima- og energiordfører for Socialdemokraterne Pernille Rosenkrantz-Theil, i det efterfølgende interview i TV-Avisen den 16. faktisk lever op til sit eget slogan, "klar besked", og udelukkende bruger følgende udtryk: "op til revision", "op til revision", "revidere", "kigge på aftalen", "kigge efter i sømmene". Hun tøver ganske vist før hun siger "… i sømmene", muligvis af frygt for at det skulle være et negativt udtryk hun ikke må sige, men hun når i sin tøven at tage den sprogligt korrekte beslutning om at det er i orden.

Pernille Rosenkrantz-Theil skal for dette interview have et rungende og uforbeholdent "Godt gået!".

Hun krydsinterviewes i øvrigt med De Konservatives Mike Legarth der som modstander af eftersynet naturligt nok ikke nævner emnet mere end én gang, og da som: "serviceeftersyn". Som erklæret modstander er hans interesse i at kalde det et serviceeftersyn umulig at få øje på – men nu er Legarth altså heller ikke den skarpeste kniv i skuffen når det kommer til ordforråd, så uselvstændig sprogbrug må være årsagen.

Anderledes forståeligt er det at Mærsk selv holder sig til vrøvleudtrykket:

Man vil gerne lyde konstruktiv, men naturligvis ikke sige ja til mere end højst nødvendigt, og der er Martin Lidegaards forslag om et 'serviceeftersyn' en helt perfekt ting at sige ja til.

__

NB: Dette indlæg kunne være – og skulle have været – skrevet for en uge siden og er derfor ikke opdateret med eventuelle udviklinger siden.

Den person han hjalps

Som trofaste eller blot sporadisk interesserede læsere nu måske har bemærket, er der gået lang tid, alt for lang tid, helt præcis 26 dage, siden det seneste blogindlæg. Det var ikke meningen, men virkeligheden har kørt med mig: Jeg har haft travlt. Og nej, jeg synes ikke det er vidunderligt at have SÅ travlt at jeg ikke engang kan nå at slå en lille sprogperfid prut på min egen blog for at overholde den ellers aldrig overtrådte grænse på 10 dage.

Og det bliver netop en hurtigt forfattet og meget lille fims der forsigtigt skal få Kommakommunikation i omdrejninger igen. Fimsen jeg taler om, kan ikke opsnuses mere, al den stund at den straks blev vejret væk hos DR hvor den opstod i søndags. Men her er den, den håbløse ejefaldskonstruktion fanget i Google mens det stadig kunne lade sig gøre:

Anders Samuelsen siger, at han havde håbet, at han havde kunnet bevare den person han hjalps krav på anonymitet, …

Ejefald bruges efterhånden alt for lidt. Men jeg vil ikke anbefale at det er sådan man øger brugen.