Pseudodansk

”The reason why”? Possibly.

”Årsagen til hvorfor”? Absolut nej. Det er dobbeltkonfekt.

Man kan sige: ”Årsagen til at …, er fundet”. Eller man kan sige: ”Hvorfor …, er endelig klarlagt”. Men man kan ikke blande det sammen.

Det er måske ikke en stor fejl i forhold til hvad man ellers er udsat for i den journalistiske malstrøm. Det er mere en af de mange små stifter i den dansksproglige ligkiste – i hvert fald til sproget som vi kender det. Spørgsmålet for mig er om vi vil beholde vores sprog eller afskaffe det til fordel for et pseudodansk. Hvis vi vil det første, må vi skabe en skolegang som klart eliminerer denne slags misforståelser, og som er mere omhyggelig med at skelne mellem dansk og engelsk.

Jeg er ikke sikker på at det nødvendigvis behøver at være skadeligt for dansk at poderne skal lære engelsk fra første skoleår, og dermed før de for alvor lærer dansk som voksensprog og skriftsprog. Men jeg er sikker på at det går mere eller mindre galt hvis ikke man begynder at stille højere krav til skriftlig dansk. Dette kræver formentlig dygtigere dansklærere – i folkeskolen, i gymnasiet og på de journalistiske uddannelser. Hele vejen igennem må en ordentlig lærer have pondus og viden til at anholde fejl.

Den dag pseudodansk som i aviseksemplet her indgår systematisk i danskpensummet på diverse uddannelser, er fødekæden sluttet og svær at bryde igen. Resultatet er at sproget bliver dummere og mere upræcist. Så er det at Den Danske Ordbog optager ulogiske dobbeltnegationer ligesom den nu – helt grinagtigt – godtager de forkerte, reciprokke betydninger af forfordele og bjørnetjeneste.

Men det er ikke kun en opgradering af lærergerningen vi har brug for. Vi har også brug for en kulturændring. Et samfund hvor løftede pegefingre og irettesættelser betragtes som personlige angreb, er et åndeligt degenereret tabersamfund. Det er det samfund vi lever i nu. Løftede pegefingre er gaver. Ja, de kan være mere eller mindre tiltalende indpakket, og de kan være leveret i forargelsens ilttilførselsblokerede orgastiske rus, men når dunsten er drevet af, er de stadig gaver. Store gaver.

Så løft venligt pegefingeren – hvis du ved hvad du taler om!

Og som modtager: Lær at betragte irettesættelsen som en gave, selv om det ved gud er svært lige i det øjeblik man møder den.

Sætter verdensrekord og slår sig selv

Dr.dk.

Denne gang bør Jesper Ralbjerg rettelig noteres som forfatter til et blogindlæg. Jesper skriver:

Kan man egentlig det, altså slå en ny verdensrekord? Man kan vel slå en verdensrekord og sætte en ny? Man kan vel endda slå en nyligt sat verdensrekord, men slå en ny? Eller er jeg bare blevet gammel og mavesur?

Og jeg svarer:

Du har ret, Jesper. Det hedder sætte ny verdensrekord, og overskriften burde have heddet ”Tom vil sætte ny verdensrekord i planke”, ligesom der i manchetten skulle have stået ”… og i morgen vil han sætte en ny”. Det lyder i øvrigt også meget mere positivt med ”sætte”.

Så vidt jeg kan tænke mig til, er der to oplagte årsager til fejlen – og det er meget vel en kombination af de to: 1) Skribentens ordforråd er svagt. 2) Skribenten har tænkt meget på at Tom Hoel slår sin egen verdensrekord, og spiller derfor sig selv et puds med en slags sproglig kortslutning. Jeg synes vi skal lade tvivlen komme ham til gode og gætte på grund nummer 2. Men en klar fejl er det.

Intet aspekt ved den korrekte formulering, ”sætte ny verdensrekord”, antyder at han ikke selv er indehaver af den seneste verdensrekord, tværtimod.

Jeg synes i øvrigt ikke der burde stå ”har en verdensrekord”, men bare ”har verdensrekord”, eller bedre: "har verdensrekorden". Det første antyder at han har én verdensrekord blandt flere mulige, og dermed at der er flere discipliner inden for planke, men det er der vel ikke. Ja, nu er det mig der spørger dig.

Prygleknappen

Kære Rune Kristensen

Mit Word-program sætter heller ikke rød streg under prygleknappen – heldigvis. Det skulle nemlig gerne i højere og højere grad være sådan at vi kan sætte ord sammen og danne nye ord uden at sprogsvage sjæle skræmmes til ordfragmentering på grund af røde streger. Man kunne således forestille sig at vi havde et quizprogram i tv med sådan nogle buzz-knapper, og at én af deltagerne trykkede ekstra flittigt på sin – ja, i den typiske standup-tågehornstypes jargon ”pryglede” den – hvorefter denne buzz-knap blev omtalt som prygleknappen. Det er da en mulighed.

Hvad har du selv tænkt at prygleknap betyder?

Har du tænkt at det er den knap ved højre hånds skjorteærme som er særlig svær for venstre hånd at knappe, og som man derfor kan blive rigtig vred på?

Eller har du i grunden ikke tænkt så meget?

Jeg har en formodning om at du har ment ”Prygelknaben Israel”. Det kommer der heller ingen rød streg under i Word, for prygelknabe er et rigtigt dansk ord (altså fungerende i dansk) indlånt fra tysk. Knabe betyder dreng, og prügelknabe (prygledreng) betyder syndebuk, formentlig fordi eksempelvis en stalddreng fik den straf (de prygl) som de højere herrers sønner eller døtre skulle have haft. Også i Danmark har det været almindeligt at give en knægt uden indflydelsesrige forældre skylden for diverse ulykker og skarnsstreger, så det behøver man ikke mange Bille August-film på nethinden eller meget omløb i knoppen for at kunne sige sig selv. Ja, man skulle tro at netop en konservativ var sig pinligt bevidst om det.

Jeg har et råd til dig. I din egenskab af et af det borgerlige Danmarks lysende håb såvel som i din egenskab af kommunikationsrådgiver bør du besinde dig på altid at tænke kritisk over den egentlige betydning af de ord du bruger. Det vil du komme langt med – tænk bare på Fogh, der uden at være et decideret sprogmenneske dog forholder sig til sproget med præcision og omtanke.

Bortset fra det har du gjort rigtigt i at (forsøge at) vælge ”prygelknabe” frem for ”syndebuk”. Prygelknabe accentuerer helt andre sproglige kvaliteter. Mens syndebuk betoner synden, skammen og skylden, som er ret passive størrelser udadtil, betoner prygelknabe selve straffen i aktion. Også fonetikken – eksplosivet P, det ru R og den stejlende Y-lyd – er med til at gøre prygelknabe til et gruopvækkende ord i forhold til det lydligt mere duknakkede syndebuk. Så forudsat man har din politiske holdning til Israel, er det et godt ordvalg fordi det minder om at landet vedvarende er udsat for terrorangreb. Syndebuk ville konnotere en mere fredelig situation – en kold konflikt, frem for en varm.

Nu er dit indlæg godt 1½ måned gammelt, og jeg kan se at Jyllands-Posten har fået rettet ordet. Dette indlæg slipper du dog ikke for, knægt.

Kan vi få et u?

Radioavisen taler i dag om at der er brug for nye broere. Jeg ved ikke hvad det er, og har prøvet at slå det op, men uden resultat. De siger jo ikke broer, og vi har vel også nok at tænke på med Femern-forbindelsen. Nej, de siger udtrykkeligt broere! Og så siger de at der skal være flere af dem på bibliotekerne.

Kan det være brugere de taler om?

Jeg ved godt at det holder hårdt med at antyde den ganeagtige g-lyd, men at u skal forvandles til o i DR’s radioavis i ordet brugere, synes jeg måske lige er et niveau for sølle.

Kan vi få et u?