lørdag den 15. oktober 2011

Værd at vide om afdelingsnavne

Dansk Sprognævn har lavet en kort og overskuelig vejledning om korrekt stavning af afdelingsnavne, Værd at vide om afdelingsnavne. Hvis det er et proaktivt forsøg på at undgå at flere navne dannes forkert, er det præcis noget af det jeg efterlyser at Dansk Sprognævn gør, og så kan man snarere sige at det er en vejledning i korrekt dannelse af afdelingsnavne. Imidlertid kan jeg ikke finde andre officielle argumenter for udgivelsen end at Sprognævnet får mange henvendelser om spørgsmålet, og så er initiativet jo bare udtryk for den normale gænge.

Jeg mener imidlertid at der er fejl i vejledningen lavet af Line Pedersen, kendt fra sprogfjante-bloggen Blogbogstaver, i samarbejde med seniorforsker Ole Ravnholt. Jo, nu er 'fejl' måske et lige lovlig vovet ordvalg over for et Sprognævn som helt sikkert vil kunne tryne mig med deres position, som i øvrigt sikrer at også deres fejl er lov, desværre, men så lad mig diplomatisk kalde det 'et uhensigtsmæssigt valg', og lad mig argumentere for det.

Det uhensigtsmæssige valg ligger i følgende passage som fungerer som en slags paragraf i vejledningen:

Med et noget diplomatisk verbum mener jeg simpelthen ikke at "afdelingen" i Børn og Unge-afdelingen og It-afdelingen er et ord, lige så lidt som hverken "flag" eller "stang" er ord når de står i ordet "flagstang". De er orddele! Og derfor er det også forkert at skrive "afdelingen" med stort.

Det forholder sig i princippet ikke anderledes med Børn og Unge-afdelingen og It-afdelingen end det ville gøre med fx Salgsafdelingen. Alle tre afdelinger er grammatisk set ét ord. Når der i Børn og Unge-afdelingen skal være luft mellem Børn og Unge og bindestreg til afdelingen, er det fordi det er en gruppesammensætning (ligesom fx en ud af kroppen-oplevelse) hvor ordgruppen (Børn og Unge) klistres på en kerne (afdelingen), og når man sammensætter forskelligartede størrelser (her ordgruppemateriale og ordmateriale), skal der være bindestreg, men det er stadig i princippet ét langt ord. Og når der i It-afdelingen er bindestreg, er det igen fordi man sætter to forskelligartede størrelser sammen, nemlig forkortelsesmateriale og ordmateriale, til ét sammensat ord. En bindestreg gør ikke ting til flere ord, tværtimod viser den at det hele er ét ord. Det er elementær grammatik. Og det er også grundlæggende grammatik – vores sprogsystem hviler på det. Derfor er det meget beklageligt at Dansk Sprognævn nu viser usikkerhed, misforståelse eller sløseri med det helt fundamentale.

En forkert eller uhensigtsmæssig vejledning (eller sprogbrug) som denne kan lede direkte til misfostre som fx KommunikationsDagen eller endnu værre: Få folk til at fragmentere ordene (Kommunikations Dagen) fordi man ikke forstår at et sammensat ord – som kan sættes i bestemt form, og som på sjællandsk og rigsdansk kun har ét hovedtryk – er ét ord. At skrive It-Afdelingen er derfor lige så fjollet som at skrive KommunikationsDagen, og det udgør en potentiel glidebane hen mod ordfragmentering som er den mest sprogødelæggende fejl i nutidens skriverier.

Ordfragmentering er i øvrigt ikke noget denne vejledning tager op. Den forudsætter at folk ikke laver en sådan fejl, men herved viser Dansk Sprognævn også sin manglende proaktivitet og ditto realitetssans. For laver man ordfragmenteringer – som mange ledere, HR-folk m.v. faktisk gør fordi alt for mange af dem har et svagt grammatisk gehør kombineret med en massiv påvirkning fra engelsk – så bliver man ikke klart og tydeligt gjort opmærksom på det. Man kan således sagtens læse vejledningen uden at opdage at man ikke bør kalde sig "smølfe agent" i "Smølfe Fonden", men snarere smølfeagent i det der burde hedde Smølfefonden. Det er ærgerligt at Dansk Sprognævn ikke tænker på at få dette hårdt tiltrængte fokus ind når nu man har målgruppens fulde opmærksomhed.

PS: Jeg skriver ikke dette indlæg for at pisse på nogens sukkermad, men fordi jeg arbejder for et sundt, nuanceret, logisk og velfungerende dansk.

tirsdag den 4. oktober 2011

Det saglige smil

Owen Wilson er så absolut min hadeskuespiller – en slags brækfremkaldende karamel som jeg troede at jeg skulle undgå resten af mine dage. Men Woody Allen er så absolut en af mine yndlingsfilmmagere. Og måske er der – for mig helt personligt – en pointe i at Allen har givet Wilson en hovedrolle i en af sine angiveligt bedste film. Nemlig den at jeg skal give Owen Wilson en chance, fordi alting skal have en chance, fordi man ikke kan stemple nogen eller noget ude.

Ja ja, det er nok meget sundt, men hvis det bliver, bliver det nu nok bare en tv-seance når den tid kommer. Jeg har i hvert fald hidtil undgået at kigge for meget på plakaten.

Derfor var det også en god ven som på sin gadget affotograferede den og spurgte mig: Kan du se fejlen?

Nææ … BT burde være B.T., men det er nok ikke det du har sendt den til mig for.

Se det store citat fra Informeren, sagde han så, men jeg kunne stadig ikke se noget, for der er jo ingen formelle fejl, og hvem går dybere i hvad en anmelder skriver i sin anmeldelse om en film som man sådan set ikke rigtig vil vide af.

Så skar min ven det ud i pap: Jeg vil mene at det sædvanlige smil er "saligt", ikke "sagligt".

Arhhh – ha ha!

Et sagligt smil kunne selvfølgelig være med vilje, så jeg undersøgte sagen ved at finde artiklen på Informations hjemmeside. Men der står:

Man kommer nynnende ud af biografen med en kærlighedserklæring til livet, med Cole Porter i ørerne og med et saligt smil på læben.

Der er altså sket tre ting fra anmeldelse til citat af anmeldelse:

1) Cole Porter er røget ud. Den slags kan nok ikke undgås i den slags citater som skal være så korte som mulige, men når man piller et element af en trefoldighed ud, undgår man ikke at stemningen/balancen og dermed til dels pointen ændres.

2) Så har vi den monstrøse fejl hvor saligt bliver til sagligt. Det er temmelig vildt, synes jeg. Dels citerer man andre, og dels er det sådan set en kort reklametekst som burde være viet den nødvendige tid per ord. Vi er jo ikke midt inde i et brødtekstmonstrum, vi er i en reklame med få ord.

3) Det faste udtryk smil på læben er blevet hyperkorrekset til smil på læberne og dermed misforstået. Et antydningsvist smil er blevet til et mere fasttømret smil.

Det var sgu da et interessant indblik i citatforvanskning. Typen ad 1 – den fordrejning som et forkortet citat altid vil udgøre – kan man ikke undgå; det er en del af genren. Typerne i eksempel 2 og 3 er grundløse. Det virker som om personen der har overført citatet, har et meget lille ordforråd.

For nu at være helt sikker skrev jeg til forfatteren af anmeldelsen, Informations kulturredaktør, Peter Nielsen, for at sikre mig at den anmeldelse jeg nu kunne læse på nettet, ikke bare var en senere rettet version, og at den oprindelige version faktisk havde haft disse fejl.

Han svarede: "Nej, det er ved gud ikke mig der har skrevet 'saglig'. Det vil jo være noget vrøvl. Altså en bøf fra deres side, lidt irriterende. Hvor siger du fejlen er gengivet mere præcist?"

søndag den 18. september 2011

Kommunikationsforening: Farvel til internettet

Dansk Kommunikationsforening har sendt en opsigtsvækkende melding ud til sine medlemmer. Måske skal Vejle og København sige farvel til internettet:

Nåå… det var inTRAnettet. Men hvorfor har I så skrevet internettet i overskriften?

onsdag den 14. september 2011

Tårne af spaghetti og skumfiduser

Lad mig tilstå det med det samme: Jeg har ikke orket at følge ret mange debatter i denne valgkamp, for selv om jeg endnu ikke ved hvad jeg kommer til at stemme på, ved jeg dog at tv-debatterne ikke vil løse det for mig. Dels er argumenterne så låste og polerede at det eneste der for alvor påvirker, er politikernes dagsform. Dels kan de riller valgkampen kører i, ikke løsne det centrale dilemma at samtlige partier har mindst en ting på deres buffetbord som for mig er totalt uspiselig og uacceptabel. Og skal jeg vælge i en kompliceret vægtning af goder og onder, har jeg mere brug for meditation end for mere af det samme ordgejl.

Derfor vælger jeg i anledning af valgkampen at bringe en iagttagelse om politikersprog som dog er fra før valgkampen.

Nemlig fra torsdag den 18, august hvor Deadline havde et 17 minutter langt segment om kommuners udnyttelse af offentlige løntilskud til ledige. Rammen var at studievært Anja Bo interviewede beskæftigelsesminister Inger Støjberg i studiet, iblandet distanceinterview med en på væggen hængende Ole Andersen, jobcenterchef i Randers Kommune.

Efter en introducerende montage giver Anja Bo sig til at interviewe Ole Andersen, og efter over 7 minutter lægger Anja Bo endelig ned til Inger Støjberg:

Anja Bo: Inger Støjberg, det er jo noget af en gyser. Hvad siger du til at Randers og sandsynligvis en række andre kommuner sådan kassetænker med statskronerne?

Inger Støjberg: Jamen altså, det er bare lidt mere komplekst end som så. Hvis vi tænker et år tilbage, så handlede hele denne her debat om at ledige blev sendt på meningsløse kurser hvor de skulle finde ud af hvilken fugl de var, og de skulle bygge tårne af spaghetti og skumfiduser og den slags. Det vil jeg gerne gøre op med, for vi kunne jo se at det var der simpelthen bare for mange der fik for lidt ud af.

Inger Støjbergs hovedargument er altså at det der foregår nu, er bedre end spaghetti og skumfiduser. I retorikfaget hedder det at drive noget "ad absurdum" – altså drive noget ud i de absurde – for at alle skal synes godt om det man modstiller det med. Politikere bruger det hele tiden. Det absurde har på en måde samme effekt som en fælles fjende: Man tiltrækkes uvægerligt af det modsatte. Man magnetiseres, så at sige, og får en nordpol og en sydpol der svarer til den talendes, fordi det absurde er absurd for alle.

Men hvorfor er det så at man ikke for alvor ligger et sted mellem "Yes, det er SÅ godt sagt" eller bare "ja, selvfølgelig" på denne her? Det er selvfølgelig fordi Inger Støjbergs eksempel virker ekstremt søgt. Hun begår en i sig selv absurd handling ved at gribe til dette absurde eksempel. Hun er corny og ynkelig at høre på. Ordene er næsten vulgære i en saglig politisk samtale: Spaghetti og skumfiduser. Hun siger ordene i et tydeligt tempo; hun vil gerne at de høres tydeligt. Og de kommer til at klæbe til hende: Spaghetti og skumfiduser. Hvor har du været, Inger? I spaghetti og skumfiduser. Hvad tænker du på, Inger? Spaghetti og skumfiduser.

Skumfiduser har noget dobbelt i sig. Skum er jo en god metafor for noget der er lidt indholdsløst, og fiduser, ja, det siger sig selv. Hermed er skumfiduser ikke bare et eksempel men et indirekte forsøg på at betegne visse jobkursusaktiviteter som fiduser og humbug. Det er derfor Inger Støjberg har indprentet sig formuleringen "tårne af spaghetti og skumfiduser", så hun kan drive effektiv ad absurdum-retorik. Men når det virker søgt, virker det også som en retorisk nødudgang. Det virker som om hun er nødt til at gå "ad absurdum" fordi hun ikke rigtig har noget håndgribeligt eller begribeligt positivt at sige om hvad der skal ske på området.

Lad os se hvad der videre sker (og prøv at se bort fra Anja Bos uudholdelige helsætningsstruktur i ledsætninger, men man er som minimum nødt til at holde ordrækkefølgen for at kunne kalde det en transskription):

Anja Bo: Nu hører vi jo at denne her ordning er heller ikke rigtig god. Vi hører at Ole Andersen siger at det er jo ikke fordi man får folk i arbejde af den grund, og det er med dårlig smag i munden at han sådan samler guld op fra gaden, som han formulerer det.

Inger Støjberg: Nu ved jeg jo ikke hvordan hans smag er i munden, men det jeg kan sige, det er at generelt så er det rigtig godt for mange ledige jo selvfølgelig at komme ud på en rigtig virksomhed. Det allerbedste, det er privat løntilskud, altså når man kommer ud på en privat virksomhed og på den måde så jo kommer til at indgå i dagligdagen. Men for nogle grupper der er offentligt løntilskud også rigtig godt. For eksempel for indvandrere, der er bare det at komme ud på en virksomhed rigtig godt. Så ting er bare ikke så entydige endda, og det er jo selvfølgelig fordi det er mennesker vi har med at gøre.

Det er Inger Støjbergs anden taletur, og hun starter med at bruge tid på at svare bogstaveligt om Ole Andersens smag i munden. Og så bruger hun nogle meget generelle sandheder til at arbejde sig frem mod gentagelsen af sit "tingene er mere komplekse end som så". Ved nærmere eftersyn trækker hun faktisk bare tiden. Min ven Mr. Chance kunne næsten have sagt det samme.

Herefter forløber programmet sådan at der kommer endnu et par indklippede indslag og henvendelser til Ole Andersen, og 11 minutter inde i segmentet kommer vi så tilbage til Inger Støjberg. Læg mærke til hvordan hun tilsyneladende ikke har fået lov fra Venstres top til at sige noget som helst og derfor igen forsøger at arbejde sig hen til skumfiduserne:

Anja Bo: Ja, Inger Støjberg. Det er en rasende populær ordning – vi hører at op mod 24.000 stillinger når vi op på i år, men ordningen er jo ikke særlig god, vi hører jo her fra forskerne: den virker ikke. Hvad vil du gøre ved det?

Inger Støjberg: Jamen igen: Tingene er ikke så entydige endda, og det er jo også derfor at vi blandt andet beder Michael Svarer om at prøve at kigge på det, fordi den måde som vi bedriver beskæftigelsespolitik på i Danmark, det er at vi jo hele tiden får undersøgt hvad virker godt, og hvad virker ikke godt. Nu kan vi se at der er nogle ting her der måske ikke i alle tilfælde, i hvert fald, virker, og derfor så skal de jo sandsynligvis også ændres på et tidspunkt. Jeg vil ikke i dag lægge mig fast på hvordan vi skal ændre det, men bare annoncere at der kan sagtens komme nogle ændringer når vi kommer lidt længere hen. Men jeg vil også bare sige at hele sidste år der havde vi debatten om hovedløs aktivering …

Anja Bo afbryder højlydt: Den kan vi ikke bruge mere tid på for det er jo faktisk ikke den vi taler om i dag. Jeg bliver nødt til at holde fast i det som forskerne siger, for det er faktisk en vigtig pointe her. […]

Ja, Anja Bo giver hende ikke lov til atter at tale om spaghetti og skumfiduser, og det er godt. Herefter vover Inger Støjberg simpelthen ikke at komme med flere udpenslinger af hvad hun forestiller sig hovedløs aktivering kan være, selv om hun kommer omkring emnet to gange mere.

...


Nuppet på SkoleIntra: Tonja og Louise bygger tårn af spaghetti og skumfiduser.


Inger Støjberg skriver en 93 sider lang bog om Sussi og Leo.