Jeg skulle lige tjekke en detalje i kommareglerne anno 1923, og kunne ikke lade være …
… med at skimme de øvrige retskrivningsdessiner.
Tænk en gang: Dette med ejefalds-s på ord der ender med s (og s-lyd), er stik modsat i dag. Alt hvad der står ovenfor, er lige omvendt nu. Og godt for det!
Opdateret med større tilføjelser i punkt 2, 4b, 5 og 7 den 11. okt. kl. 16.42.
Den sande identitet af afsenderen til det anonyme brev til Skattesagskommissionen har siden brevet blev offentliggjort for et par dage siden, vækket megen spekulation i medierne. Journalister har spurgt psykologer, forfattere, kommunikationsmennesker, sprogmennesker og hinanden om brevet er det rene opspind eller vitterlig fra en samvittighedskvalt advokatsekretær. En sådan suspence har vi ikke set siden Bitterfissen, og sikke også en titel at sole sig hemmeligt i: ”Den anonyme brevskriver”.
Ingen andre end de centrale personer i sagen og/eller brevskriveren selv kan vide om henvendelsens indhold er faktum eller fake, og således kan jeg også sagtens tage fejl, men jeg vurderer at brevet med 90 procents sandsynlighed er humbug. Hvis du ikke andetsteds har haft mulighed for at læse det, giver jeg dig her muligheden. Bagefter forklarer jeg hvorfor brevets indhold sandsynligvis er fri fantasi.
Brevet som Berlingske har gengivet det (klik på billederne for større visning, helt skarpe bliver de dog ikke):
Nej, øv, jeg fik en venlig henstilling fra Berlingske om at pille billederne af igen. I stedet kan du se brevet hos Berlingske eller min omhyggelige afskrift her, en afskrift som er årsag til at jeg har opdaget flere detaljer og følgelig har opdateret indlægget.
1) Uden kodeord går den nok ikke
Ganske vist er dette en sprogblog, men den mest entydige mistanke vækkes unægtelig af noget som alle andre også har peget på: Hvordan starter brevskriveren sin kollegas computer og kommer ind på den? Kodeord er default på de fleste computere så snart de bare har stået på standby. Så det er temmelig usandsynligt at man bare kan starte sin kollegas computer og komme ind til mails og filer. Og endnu mere usandsynligt må det være at netop et advokatkontor skulle udgøre en undtagelse.
Bemærk at der i brevet intet forsøg gøres på at forklare hvordan det kan lade sig gøre for brevskriveren at starte kollegaens computer. En person der bestræbte sig på at formidle sandheden, ville være langt mere opmærksom på mulige barrierer i relation til modtagerens hverdagserfaring (og mindre opmærksom på overordnede bløde argumenter, se punkt 2) og ville derfor have gjort sig den ulejlighed at forklare fraværet af krav om kodeord til kollegaens computer. Dog kan den manglende forklaring godt skyldes en løgn i sandheden, forstået på den måde at brevskriveren i virkeligheden selv er ”kollegaen”, og at brevskriveren blot har forsøgt at anonymisere sig en tand mere ved fiktivt at skyde kilden én person længere væk, om jeg så må sige.
2) Løgnens følelsesargumenter
Teksten handler mere om overordnet moral, følelsesreaktioner og hypotetiske konsekvenser (for brevskriverens ansættelse) end om det helt konkrete hændelsesforløb. Det er noget eklatant vrøvl når eksperter og medier i går og i dag siger at brevet er detaljeorienteret. Det er det absolut IKKE. Detaljerne i brevet vedrører en psykologisk argumentation. Men når man taler sandt, er man ikke så argumenterende på den overordnede moralske og følelsesmæssige front; man gør sig ikke de store anstrengelser for at forklare hvorfor man følte, reagerede og ræsonnerede som man gjorde – i stedet fortæller man de hårde fakta og forventer at modtageren selv kommer til samme følelse og ræsonnement. Brian Due har skrevet om dette i artiklen ”Løgnens sprog” på Kommunikationsforum.
Vi ser den overtydelige følelsesargumentation og værdiladning i formuleringer som denne: ”På et tidspunkt får min sekretærkollega af sin chef en noget mærkelig opgave.” Formuleringen er en konklusion i helikopterperspektiv, og det er der normalt ingen tilbøjelighed til i indledningen af et brev der handler om sandheden. Tværtimod tilhører det historiefortællerens sprog. Derudover ser vi løgnens lirekassespil i den megen fabuleren om konsekvenserne for egen ansættelse. I et sandt brev ville man naturligvis også skrive hvad man satte på spil, men man ville være stolt nok til at holde det inden for ét afsnit – og i stedet lægge sine følelser i at skrive så faktuelt som overhovedet muligt.
Følgende formulering om glæden ved ansættelsen springer mig ligefrem i øjnene: ”Men jeg afslog hans forslag, idet jeg er glad for mit job”. Selv om ”fordi” og ”idet” kan betyde det samme, virker ”idet” meget mere distanceret, for-resten-agtigt og udefra skrevet end ”fordi”. Har man førstehåndskendskab til glæden ved at have det job man har (og det ville den sande brevskriver selvsagt have), skriver man sandsynligvis ”fordi”, ikke ”idet”.
Tilsvarende ses adskillige formuleringer som tyder på manglende kendskab til konkrete detaljer – af den simple grund at det konkrete aldrig er sket. Eksempelvis er følgende formulering alt for ukonkret til at være troværdig: ”så hvad der var på computeren af dokumenter”. Det er ikke sikkert at alle har en så vildtvoksende skov af filer og mapper som jeg har, men selv hos en advokatsekretær må det trods alt være så tilpas uoverskueligt at den formulering er for nem. En sand brevskriver ville da i det mindste have antydet anstrengelsen ved at finde ind til de rigtige mapper. Ikke desto mindre gentages den uklare henvisning: ”tage en kopi af alt hvad der var på computeren”, hvorefter brevskriveren gud hjælpe mig hævder at have læst det hele: ”Efter at have haft lejlighed til at læse alt det der var på hukommelsessticket”. Igen er ordvalget for unuanceret til at være troværdigt. Der står ikke ”læst og skimmet”, og der står ikke fx ”læst alt hvad der var relevant”. Nej, der står at brevskriveren har læst alt på usb-stikket, og det var ifølge brevskriveren ”alt hvad der var på computeren”.
Manglende nuance ser man også her: ”fortalte ham om hvad der var passeret”. Man kunne sådan set godt skrive sådan i et sandt brev, men sprogbrugen er en anelse kunstig, specielt i kombination med manglende udpensling forinden. Og ikke mindst i kombination med at juristens reaktion til gengæld er meget understreget: ”Han var mildest talt chokeret”. Stærke reaktioner på uklare begivenheder tilhører løgnehistoriens dna.
3) En muligt afslørende forskrivelse
En sprogligt velbevandret person svarer i øvrigt ikke ”har godt af at blive stegt i deres eget fedt”. At blive er en unødvendig og unaturlig selvfremkaldende agensstrygning. Hvem gør det? Hvilken aktør har man strøget? Den ’rigtige’ og velformulerede version hedder jo ”har godt af at stege i deres eget fedt”, altså ”stege” og ikke ”blive stegt” (for i den rigtige sprogbrug steger de helt af sig selv). Den ’forkerte’ formulering kan være en ren tilfældighed, men den kan også være en ubevidst forskrivelse som afslører at skribenten opfatter sig selv som aktør, altså én som vil stege nogen i deres eget fedt.
4) Kommateringen ligner ikke helt advokatverdenens
Kommateringen er ”almindelig ubevidst fornuftig kommatering”, altså tæt på nyt komma men med et par smuttere (i form af 3 manglende slutkommaer) og med nogle overskydende startkommaer foran ”at”. Startkommaer foran ”at” er de mindst generende af de startkommaer som nyt komma er befriet for, og derfor er en kommatering der ligger tæt på nyt komma men med for mange kommaer foran ”at” typisk for fornuftige tegnsættere som imidlertid ikke er helt bevidste om kommasystemer. Det er muligt at en advokatsekretær kan have en sådan privat kommatering og bruger denne, men det er ikke det mest sandsynlige. Det sandsynlige er at man er påvirket meget af grammatisk kommas startkommaer og således også – af ren vane – vil sætte komma foran flere ”der” og ”som” i brevet end tilfældet er, også selv om kommaernes fravær er udtryk for god sprogfornemmelse og giver en bedre formidling (eftersom alle relativsætningerne i brevet er bestemmende, ikke parentetiske). Der er forhåbentlig advokatkontorer som drømmer om at gå over til nyt komma og måske også praktiserer det bevidst, men lige nu er det de færreste steder.
Det er med andre ord mere sandsynligt at en intelligent arbejdsløs med sprogfornemmelse har skrevet brevet end en advokatsekretær som hver dag påvirkes af tekster med stiv grammatisk kommatering. Men selvfølgelig kan det ikke udelukkes at advokatsekretæren her har en selvstændig og stærk sprogfornemmelse. Så kommastilens afspejling af om brevet har hold i virkeligheden, er altså kun et spørgsmål om mildt formindsket sandsynlighed.
4b) To nervøse steder
Det er dog værd at studere de to største kommafejl nærmere. Det drejer sig om to manglende slutkommaer efter indledende ledsætninger, og i en tekst hvor skribenten ellers er god til at sætte slutkommaer, kan sådanne udfald være interessante. Man overser jo især fejl i egenkorrektur når man er allermest optaget/nervøs over indholdet, og når hjernen derfor springer ud i associationer og hypoteser. Så hvad er indholdet de to steder hvor en i øvrigt tilstedeværende tegnsætningsfornemmelse svigter?
Det første er: ”Efter at have haft lejlighed til at læse alt det der var på hukommelsessticket() fik jeg en fornemmelse af, at her var der noget der var helt galt”. Det andet er: ”Som det fremgår af ovennævnte() ønsker jeg …”.
Indholdsmæssigt ligner de lidt hinanden. I begge tilfælde handler den foranstillede ledsætning om et indhold, dels indholdet af usb-stikket og dels indholdet af selve brevet. Herfra kobles i det første tilfælde til en påstand om at noget var helt galt, og i det andet tilfælde til hvad brevskriver ønsker med sin henvendelse. Det er to helt centrale steder hvor påståede fakta krydser patos, og tegnsætnings-udfaldene kunne tyde på at brevskriveren ved sidste gennemlæsning (hvor kommaerne at dømme efter den øvrige tegnsætningsfornemmelse burde have været sat) har været nervøs ved indholdet. Hvis man inderst inde ikke vil gå ind i sin egen løgn, skimmer eller forbigår man den mentalt, og dermed registrerer man måske ikke om jeg så må sige den grammatiske tyngde der fordrer komma efter henholdsvis "det der var på hukommelsessticket" og "Som det fremgår af ovennævnte", selv om man netop plejer at registrere en sådan tyngde. I det første tilfælde kunne det tyde på at indholdet af usb-stikket ikke eksisterer, og i det andet tilfælde kunne det tyde på at skribenten distraheres af tanken om hvorvidt brevets påståede forløb nu også ”fremgår” godt nok.
Med andre ord: Det er tankevækkende at det største dyk i tegnsætningskvalitet (det største fravær i egenkorrekturen i forhold til sædvanlig sprogevne) er på netop disse indholdssteder!
5) Sprogfejl
Ordfragmenteringerne ”e-mail adresse” og ”Venstre medlem” (som skulle være ”e-mail-adresse” og ”Venstre-medlem”) viser at skribenten lider under samme opfattelse som mange andre sprogbrugere, nemlig at egennavne og ting der i forvejen har bindestreg, skyer bindestreger. Det er uintelligent, fordi det er et brud med almindelig sproglogik, men misforståelsen er udbredt på tværs af uddannelsestitler, og er endda at finde hos journalister. Derudover laver skribenten dog ikke ordfragmenteringer, bortset fra ”sekretær kollega” som er en korrektursmutter eftersom skribenten to andre steder i brevet har skrevet det korrekt.
Mere interessant er formuleringen ”, men kan se, at presseklippene er samlet af BT”. Hvem kan se? Ja, formentlig skribenten selv. Jeg har meget svært ved at tro at advokatsekretærer almindeligvis kommer til at lave ufuldstændige helsætninger. I advokatbranchen skal man ALTID skrive hvem der gør hvad; sætninger uden grundled er nærmest ulovlige. En forglemmelse af ”jeg” kan dog være en ret almindelig smutter, især hvis man er meget opslugt af indholdet når man skriver det, og når man læser korrektur på sit eget. Det gælder sådan set også forglemmelsen af ”mig” i den lignende smutter ”Efter nogen tid henvendte jeg til en jurist …”.
Det manglende t på ”kunnet” i ”Efterfølgende har jeg jo så kunne konstatere …” er heller ikke noget vi kan uddrage noget ud fra. Alene det faktum at det er svært at læse korrektur på sig selv – især når indholdet hæver pulsen – gør at vi ikke kan vide om skribenten rent faktisk godt ved at det hedder ”har kunnet”.
Uhensigtsmæssigt og kikset sprog finder vi i ”sagen om Skattesagen” og i ”mit indtægtstab som advokatsekretær”, men det er hvad man udsættes for ret langt op i niveau, også blandt garvede journalister. Det viser kun at skribenten er nogenlunde på niveau med hvad vedkommende udgiver sig for.
Dette punkt 5 er altså ikke noget argument for at det ikke kan være en advokatsekretær. Skribenten kan være hvem som helst med et nogenlunde, men ikke fuldstændig tilfredsstillende, sprog. Men eftersom jeg nok er den eneste der påtager mig at analysere profiler ud fra sprogfejl, er analysen jo obligatorisk, og så ved vi at der ikke var noget at hente (andet end noten om kommaudfaldene i punkt 4b). Kombinationen af på den ene side godt flow (fin variation i sætningslængde, konsekvent opmærksomhed på komma mellem helsætninger og fin brug af tankestreg) og på den anden side ordfragmenteringer i fx ”Ventre medlem” er dog en asymmetri jeg i advokatbranchen snarere ville forvente var modsat, altså relativt bedre ortografi end flow. Men det er absolut ikke nogen signifikant ting, for sproglige styrker og svagheder er i sidste ende individuelle.
6) Mand eller kvinde?
Det er enten en feminin mand eller en maskulin kvinde. Den naive overvejelse om bogudgivelse og ordet ”tirret” (blev min nysgerrighed tirret) tyder på mand – begge pga. egoet. Omvendt tyder ”fortalte ham” på kvinde, for jeg tror en mand typisk ville undgå en formulering der sætter køn på juristen, især hvis denne er en mand. Forudsætter vi at skribenten er en mand som med en mands evner illuderer kvinde (de fleste sekretærer er kvinder) eller i det mindste uafklaret køn, passer pengene faktisk meget godt, men det er ikke noget stærkt indicium.
7) ?
Jeg synes der skal være syv punkter i en liste, i hvert fald ikke seks. Men jeg har ikke flere iagttagelser. Måske har du?
Jo, ved min nye gennemgang af teksten bider jeg også mærke i hvordan følgende bid slutter – se de sidste to tegn:
Men kommer sandheden ikke frem, på grund af de mange løgnagtige forklaringer der er blevet afgivet for Skattesagskommissionen, vil jeg på en eller anden måde træde frem, og sørge for, at de pågældende ”bliver stegt i deres eget fedt.”
Det er jo en fejl at punktummet er inden for citatet, eftersom citatet kun er en del af helsætningen. Et barn ville aldrig sætte punktummet inden for en enhed sat i anførselstegn, og det er heller ikke logisk her at gøre det. Kun øjnene hos journalister (og andre der citerer meget) er vant til at se ovenstående rækkefølge fordi de ofte har hele sætninger i citat (hvor det så er korrekt), og fordi der for journalisternes vedkommende er praksis for ulogisk rækkefølge når det gælder komma: ”Bla bla bla,” sagde han. At andre end journalister og lignende kommer til fejlagtigt at putte punktummet ind under anførselstegnene i ovenstående tekststykke, er ikke særlig sandsynligt. Men en advokatsekretær kan selvfølgelig godt tilhøre kategorien ”lignende”. Er der tale om en fusentast, peger denne uendeligt lille, men interessante, detalje imidlertid på at han er vant til at skrive eller læse tekster med meget journalisme eller anden citatrapportering i.
Mine tanker om brevskriverens uddannelse har længe svævet omkring paradokser: Der er journalistiske træk, men på makroniveau er teksten ikke tilstrækkeligt stramt komponeret. Teksten er heller ikke omhyggelig og perspektiverende nok for en arbejdsløs med god tid til rådighed og en mission. Der er sekretærtræk, men ikke jurafaglige nok, bortset fra at udtrykket "viden og dokumentation" gentages hele 4 gange på 9 linjer uden at ændre form, hvilket stikker af fra alt andet end den juridiske genre. Men anden citatrapportering var kodeordet, pludselig slår det mig at syntesen på mine paradokser kunne være en faglighed som, når jeg tænker efter, meget vel kan have præcis det sprog med præcis de fejl og forcer: en politiker.
PS, tilføjet 14. okt.: Klaus Kjøller har også lavet en analyse. Dens force er i mine øjne især nogle klarsynede pointer om hvorfor plottet ikke kan være virkeligt, samt en meget relevant spekulation i hvorfor Simon Andersen er det eneste navn der er nævnt i brevet. Kjøllers analyse er et fint supplement til min, og omvendt. Læs den her.
Dansk Kommunikationsforening opfatter på redaktionelt plan korrekt og kompetent dansk som en meget lille og også lidt ligegyldig by i Rusland (se note). Det ved jeg fordi jeg flere gange tidligere, venligt og forsigtigt, har gjort dem opmærksom på deres problemer, men uden nævneværdigt resultat. Derfor kom overskriften i denne kursusreklame-mail heller ikke som den store overraskelse.
Kom nu HR … i sovsen?
Nej, der mangler nu nok bare et tiltalekomma foran HR. Men hvad kan man også forlange af sproglige ignoranter? Som sagt er dette ingen overraskelse.
Det er kursusopslagets anden overskrift sådan set heller ikke:
Medmindre man kan gemme ordfragmenteringen bag det figenblad at en særlig afdeling hedder ”DKF Kursus” (udtalt med dobbelt hovedtryk, ligesom ”DR Kultur” og lignende), er det jo bare jernhamrende dumt ikke bare at skrive DKF-kursus, for et DKF-kursus er vel for pokker hvad der er tale om. Men en overraskelse fra DKF’s side er det sproglige dilettanteri ingenlunde, og derfor skriver jeg sådan set heller ikke dette indlæg til ære for et ikke-udfyldt sprogansvar, eller for at fremprovokere en opvågnen, for det må siges at være opgivet.
Næ, det er noget helt andet dette indlæg handler om. Af uransagelige årsager tilbyder Gmail at oversætte DKF’s volapyk-mail til norsk. Det er ikke noget jeg egentlig havde lagt mærke til, men ved en fejl kom jeg ikke desto mindre til at trykke på oversæt, og se så hvad der sker fra ”før” til ”efter”:
Før jeg trykker på oversæt:
Efter jeg trykker på oversæt:
Der skal selvfølgelig være tiltalekomma i både dansk og norsk, men det tankevækkende her er jo at google-maskinens indblanding resulterer i et bedre sprog end det Dansk Kommunikationsforening er i stand til at levere – endda i et henseende der snarere end simpel leksikalsk viden angår sprogligt flow. Det burde favorisere selv den middelmådige sprogbruger over maskinen, og derfor er det da nok også en tilfældighed at maskinen her har valgt rigtigt med kommaet (sandsynligvis ud fra et statistisk syn på forekomsten af ordet ”nu” foran et substantiv, tænker jeg uden at vide en disse om det). Men sjovt er det at Dansk Kommunikationsforening er ringere til åbenlyst nødvendig tegnsætning end en maskine der i øvrigt mener at ”DKF hækle” er et godt bud på oversættelse af ”DKF Kursus”.
-
Note: Byer i Rusland – et DKF-mindmap:
I torsdagens Deadline sagde værten Nynne Bjerre disse ord om (det såkaldte og ikke med min gode vilje bizart stavede) Dansk Undergrunds Consortium (DUC):
”De blev også givet en garanti mod at de ikke ville få skattestigninger i hele 30 år.”
Ja. Hvis man tolker det som en fortalelse, må det være givet at Nynne Bjerre inderst inde forventer eller har en viden om at statens langvarige aftale med DUC vil blive brudt. For det hun siger, er jo at de er garanteret mod noget, nemlig ikke at opleve skattestigninger.
At være ”garanteret mod noget” betyder at man er beskyttet mod det og afskærmet fra det, og ”mod” fungerer således i denne sammenhæng som en negation. Sætter man det sammen med endnu en negation, som det sker med ”ikke ville få skattestigninger”, bekræfter de to negationer ikke hinanden som det kan ske på amerikansk. Nej, de indgår på dansk i et sprogligt regnestykke der svarer til ”minus gange minus giver plus”. Derfor siger Nynne Bjerre de facto at DUC med garanti, ifølge aftalen, vil opleve skattestigninger – selv om hun formentlig mener det modsatte.
Gad vide om Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, har afsat så megen dobbeltnegationssmitte i Deadline-studiet at nu også Nynne Bjerre er blevet syg. Jeg har tidligere dokumenteret hvordan Poul Madsen konsekvent siger det modsatte af hvad han (formentlig) mener, fordi han dobbeltnegerer – klik på billederne hvis du vil læse de respektive indlæg:
Som det tydeligt fremgår, er der tale om en dybt alvorlig sygdom. Hvis den udvikler sig, kan den æde al logik op indefra hos den ramte og bevirke at vedkommende formidler på en måde som efterlader beskueren eller læseren i vildrede, i første omgang om indholdet og siden om genren. Her er der jo ikke noget til hinder for at man sammenblander Deadline med de satireprogrammer der ofte sendes lige før eller efter. For måske påstår Nynne Bjerre vitterlig, som en slags Monty Python-absurd satire, at DUC’s aftale med staten i sig selv rummer en indbygget garanti for ikke at blive holdt, og måske ved Poul Madsen at Stephen Kinnock faktisk er bøsse (hvorfor det ville være absurd at dementere det), såvel som Madsen måske også mener at det er chefredaktørens eget lod at udføre politiarbejde (hvorfor han er i sin gode ret til at frabede sig indvendinger om at han ikke må).
Vi kan let komme ind i en noget indviklet post-satirisk metaabsurd diskurs med fakultativ ironisk skrue – dvs. en debatform hvor man ikke skal tage så nøje hvad der faktisk bliver sagt, men derimod uddrage meningen ud fra tonefald og kontekst, faktisk lidt som hvis man taler med aber eller andre væsener der ikke kan bruge sproget – hvis altså man vil undgå at gå fejl af de ”kloge” hoveder der ikke har styr på antallet af minusfortegn i deres sproglige ligninger. Som dokumenteret her var det netop hvad både Dansk Industris og Dansk Erhvervs talsmænd var venlige at gøre da Deadline-vært Jesper Larsen to gange i samme udsendelse demonstrerede at han ikke kender betydningen af forfordele. Problemet er i mine øjne bare at vi mister sproget og muligheden for at tale begavet og nuanceret med hinanden hvis vi skal til at uddrage pointer alene ved at orientere os i hvordan tonefald og kontekst forholder sig til temaet. En sådan patosbaseret fuldemandssnak har, som det er de fleste bekendt, begrænsede muligheder for præcisering og abstraktion – endsige forankring, for mente negationsrundtossen nu også dette eller i virkeligheden det stik modsatte? Hvad var tonefaldet? Hvad var grunden?
Ikke mere om negationsrundtosser nu. Pointen er landet, og indlægget er sådan set færdigt.
Men som en note til debatten – ja, den store, brede samfundsdebat – vil jeg i øvrigt tilføje at skatteminister Holger K. Nielsen agerer som den politikertype jeg andetsteds i det halvoffentlige rum har efterlyst. (Jeg har fx kaldt Helle Thorning-Schmidt robotagtig og retorisk unuanceret og beskrevet dette som uværdigt og uacceptabelt for den offentlige samtale, så jeg skylder vel at pege på det positive eksempel når det er der.)
Det kan godt være at Holger K. mumler lige så meget som Nynne Bjerre, og at hans kropssprog og mimik for en overfladisk betragtning virker defensivt, men i mine øjne fremstår han her i dette interview som den første og eneste minister i den nuværende regering der 100 procent leverer den vare jeg ønsker mig af vores ledende politikere:
1) Han er nuanceret og varieret i formuleringer og tonefald. Og dette tyder på at han taler ud fra en kerne af viden og politisk holdning, og ikke ud fra en remse som en spindoktor har terpet med ham. Ingen anden minister i regeringen (og få i oppositionen) kommer i nærheden af det niveau for naturlighed som Holger K. viser i netop dette interview. Og når Holger K. tør det, tør han også at være tilbagelænet og til stede i nuet – han hører i detaljer hvad Nynne Bjerre siger mens han selv taler, hvilket kun lader sig gøre fordi han hverken lytter til sin egen tale eller skal nå noget. Han tror på sig selv, han har styr på sin politik, og han tager tingene helt som de kommer – men er også ferm til at sy sine sætninger sammen ved bare at fortsætte sin pointe når han er blevet afbrudt.
2) Han tør at give modargumentet ret i det omfang han er enig, og han tør at se sagen fra modstanderens side. Eksempelvis siger han i interviewet at han godt kan forstå at Bayerngas protesterer mod højere skat – for det ville han også gøre hvis han var dem. En så vidtstrakt anerkendelse af modargumentet har jeg ikke hørt meget længe, men Holger K. kan gøre det fordi han er sikker i sit ”men” – nemlig 1) at man ikke, hvis man som politiker vil ændre noget som helst her i verden, kan skattelovgive efter specifikke virksomheder i en specifik situation, og 2) at han ikke synes det er skat med tilbagevirkende kraft, selv om skattestigningen fra 1. januar 2014 påvirker udbyttet af den relativt favorable kontrakt Bayerngas har indgået og foreløbig har nydt ekstra godt af. Disse synspunkter kan man være uenig i, men de fremstår som velovervejede politiske beslutninger fordi Holger K. netop anerkender modsynspunktets relative vægt.
3) Han taler politik – i stedet for at ansvarsfraskrive sig beslutningerne som ”nødvendige”. Ja, han tillader sig sågar et klædeligt strejf af arrogance, forstået på den måde at der kan være nok så mange vellydende argumenter og nok så mange fine klagesange når lobbykoret stemmer i, men der er også beslutninger. Han tillader sig endda at bruge ordet ”synes” – han ”synes” ikke det er skat med tilbagevirkende kraft. Hvornår har vi sidst hørt en politiker turde bruge ordet ”synes”? Han tillader sig også flere gange at sige ”det ved jeg ikke” til ting som det heller ikke er hans opgave at vide eller prioritere. Hvornår har vi sidst hørt en politiker hvile så meget i sig selv? Denne åbenhed giver ham politisk styrke og ægte statsmandsværdighed, og den skaber tillid, faktisk uanset om man er enig eller ej.
4) Han taler ikke ned. Ingen steder i dette interview mener jeg at huske noget postkort adresseret kakkelbordsdanskeren. Han siger at det nye skatteregime er mere intelligent og godt for Danmark, og det er det tætteste vi kommer på ”hvad er der i det for mine vælgere”. Han svarer Nynne Bjerre med sagligt forsvarende og forklarende sigte, intet andet. Han er minister, ikke valgklovn eller lefler.
Jeg siger ikke at Holger K. altid lever op til dette, og jeg siger heller ikke at hans facon slår lige så godt igennem i 8-sekundersindslag som når han har over 10 minutters samtale til sin rådighed. Men jeg siger: Her er eksemplet. Her er det jeg savner fra politikerne. Her er vejen væk fra politikerlede og hen til en saglig debat. Her kan man mærke nuancerne, sprækkerne og omtanken, og man forstår derfor meget mere om den bevidsthed og samvittighed der ligger bag politikken. Om dette lykketræf skyldes at Holger K.’s nye spindoktor ikke er fundet, eller er fundet men ikke har fået fodfæste endnu, ved jeg ikke. Men uanset hvad der ligger bag, har det været bedste praksis, og den bør i så fald udbredes.
Derfor ville jeg også ønske at jeg vidste hvordan man optager et tv-indslag på nettet, så jeg kunne gemme det som strålende eksempel. Vil en højere læreanstalt gøre det for mig? Nu må jeg nøjes med at lave et link der holder de næste 27 dage, og herefter er der bare at sige at Deadline den 19. september 2013 fra minuttal 19 for en efterhånden sjælden gangs skyld havde besøg af en minister som skulle forsvare sig, men som løftede debatten op over paradehøjde ved at være naturligt til stede, ærlig og sagligt optaget.
