Hele Danmarks pulegavehus

Magasin byder os for 65 kr. at julehygge ved at slikke dåse. Dermed skriver Magasin sig tilsyneladende ind i en hård konkurrence om juletilbud blandt billige horehuse.

Billigt ser det nu ikke ud, så måske er de 65 gryn en fejl. Se selv her:

Inviterende, ja. Liggende, ja. Klar, jo. Men billig er ikke det indtryk man får. Det må være et luksuslysthus. Bemærk at frasen ”Hele Danmarks julegavehus” kan tolkes som en eufemisme for ”Hele Danmarks pulegavehus”. Således er der tale om en omvendt ”Rune T. Kidde” – Rune T. Kidde der i anledning af julen skrev om ”pissehuer” og ”puletræer” i sine tegneserier for snart mange år siden.

Ovenstående er fra julen 2014, men den erotiske appel er ikke en tilfældighed. Kampagnen i 2015 er blot en anelse mere avanceret:

Man skal ikke have været udsat for megen gymnasial reklamebilledanalyse for at kunne udlede at fortællingen i denne reklame handler om at to mænd kan pakke en fælles pulegave ud. Og har man beskæftiget sig med billedpornografi – sandsynligvis i sine sene teenageår og tidlige tyvere, netop på det tidspunkt man lærer at analysere billeder – kan man i sin afleveringsopgave tilføje at både kvinden og den mand der kigger i kameraet, gør det med et umiskendeligt pornoblik. At den anden mand så – måske – kigger efter andre muligheder, giver blot en udvej for den kunde som ikke ser en ménage à trois som normal. Desværre kan man ikke se om besøget i lystens hule også har givet dem … hø-hø, lystens bule. Men begge mænd har i hvert fald imponerende næser.

Nå, lad os lige kigge på udgangspunktet igen – og ja, indrømmet, det har huseret på Facebook og er ingenlunde mit fund. Men da en ven sendte det til mig, kunne jeg ikke dy mig for at sikre Kommakommunikations læsere kendskab til hvor langt ud man kan komme når man ikke kan sætte ord sammen.

Ja, nemlig, ”enhver” skal altså være i ét ord!

 

Sproglige forvekslinger i mit elskede Broen

Jeg er fan af Broen, ikke mindst Broen III, og det femte afsnit som i søndags løb over skærmen, er noget af det bedste jeg nogensinde har set. Vi er vant til at der er mange lag i krimiserier, især de danske – med ofte tankevækkende kommentarer til det liv vi lever, som individer og som samfundsdeltagere. Men her i Broen III, afsnit 5, gik det op for mig hvorfor Broen er så fantastisk: Der er reel spænding om adskillige – måske 6-7 – lag eller spor i fortællingen samtidig. Det er ikke bare krimi med 1½ gåde tilsat socialrealisme, lidt samfundssatire og et par kærlighedshistorier. Det er 6-7 reelle spændingslag, lige fra hvorvidt Saga overvinder sine anklagere (såvel ydre som indre) til hvorvidt rigmanden har noget med mordene at gøre, og om boligfirmaets familieværdier er mere end blot indirekte indblandet.

Vi ved ikke hvilke af de mange spor, dvs. personer og deres relationer, der kommer til at bære hovedplottet; vi ved kun at Broen III har en gennemgående tematik om kernefamiliens opløsning – om det så er fordi man er homoseksuel, utro, polyamourøs, går i seng med en der er halvt så gammel, har mistet hele sin familie, opfinder et broderskab, ikke kan få børn, ikke elsker sin partner og/eller har familien som et facadespil – eller (i det helt unge pars tilfælde) en forloren drøm. Alle spor spiller ind til denne tematik, og gør det så elegant og selvfølgeligt at man knap nok lægger mærke til det som en tematik.

På spørgsmålet om kernefamiliens opløsning vil der i Broen III næppe blive givet andet svar end at man skal have en sund kerne i sig selv før man kan skabe en sund kerne med andre. Og det er fint! Vi er jo netop ikke ens.

Således er jeg storbeundrer af Broen (tja, æh, bortset fra den irriterende detalje at den fejlagtigt viser et Danmark/Sverige hvor alle hjem, også de små, invaderes med sko og støvler på, som var det en amerikansk sitcom – nej tak, hvor ulækkert; det må jeg bare ignorere).

Men som en anden Saga Norén bliver jeg simpelthen nødt til at anklage selv den jeg holder mest af.

"Jeg er ikke født med en guldske i munden."

Lad ligge at rigmanden (,narkobaronen?) og kunstsamleren Freddy Holst siger sådan i sin åbningstale for udstillingen af hans private samling. Måske er det en raffineret del af persontegningen at han logisk tænker at guld er mere værd end sølv, således at logikken vinder over dannelsen – der jo vil vide at frasen indbefatter en sølvske.

Ja, guldskeer bruges åbenbart så lidt at ”guldske” slet ikke findes i ordbogen. Men en sådan bevidst fraseforfalskning er meget plausibel i en dramaturgi fuld af små, sigende detaljer.
 

Mere problematisk er det at vores danske kollega til Saga, Henrik Sabroe, tidligt i afsnittet taler om en ”krybskytte” når det nu rettelig er en ”snigskytte” han mener:

"Altså, jeg tænker krybskytte, jeg tænker militær, jeg tænker ’kill brothers’."
(Udtrykket ”kill brothers” henviser til en seddel fundet tidligere i efterforskningen.)

Det er ikke så sandsynligt at en intelligent politimand ikke har lært udtrykket ”snigskytte”, eller at han skulle forplumre begreberne ”snigskytte” og ”krybskytte” – medmindre han er meget påvirket af jagt, hvilket ikke fremgår.

Ifølge Den Danske Ordbog er en krybskytte en ”person som driver ulovlig jagt”, og en snigskytte en ”person der skyder på andre mennesker fra et skjul”. Mere klokkeklar kan en ordbog faktisk ikke være.

Lyder jeg lidt som Saga Norén? I så fald tager jeg ikke skudsmålet som en kritik.

Så er sagt hvad der skal siges. Jeg glæder mig til næste afsnit.

 

Vi afgør at nogen kan bruge dit kort uden din tilladelse

Denne mail er 3 år gammel, men jeg elsker den stadig. Som det ses nedenunder, er billedlinkene i mailen nu uvirksomme (skærmaffotograferingen lavede jeg senere, for et år siden), og det siger måske lidt om at fupsiden kan være nedlagt. Men som det ses ovenover, er afsendermailen ret troværdig – hvordan man så end bærer sig ad med det.

Ja ja, helt sikkert! …

Men faktisk nyder jeg denne mail.

Som ved en guddommelig indgriben er ”kreditkort”, ”websteder”, ”adgangskode” og ”Visa-kort” sammenhængende ord; den ellers typiske og tragiske markør for tåbedansk – ordfragmentering – er på mirakuløs vis ikke en del af dette sproglige virvar. Det er forudsætningen for at jeg kan nyde noget. Og på dette fundament blomstrer magien ved alle de øvrige fejl – fra afsenders tilsyneladende tilstedelse af at andre kan bruge mit kort, til forsikringen om at jeg ”får den ekstra tillid til” at mit Visa-kort ”er tændt”.

At de fleste verber er bøjet i navnemåde, også når de ikke skal være det, skaber gennem hele skrivelsen en poetisk magi der befrier teksten fra kohæsionens (sammenhængens) snærende bånd. Kohæsionsnedbruddets poetiske opbyggelighed gestalter sig på smukkeste vis i det sidste linjeskift der med en yndefuld, dansende rytme får en ny, appositionsagtig betydning:

”[…] for at opdatere dit kreditkort / opdatere og sikre dit kreditkort som en del af bekæmpelsen af svig.”

Hvilken dans!

 

18 år ved Alssund

Det var i 1846 eller cirka deromkring …

Denne tavle står ved Sottrupskov på Jyllandssiden af Alssund, hvorfra tyske tropper natten til 29. juni 1864 i ly af mørket roede over og løb Als over ende – for nu at sige det pænt. Desværre er det gået lidt galt med overskriften. Ja, og man kunne sådan set også savne at angrebet, som var overstået på en dag, fik sin dato, når nu 18. april, som ikke rigtig har med Alssund og Als at gøre, står i teksten.

Med tanke på hvor hård en medfart Bornedals gotiske og poetiske tv-skildring af krigen 1864 fik fra historiske krakilere og pseudo-nationale fæhoveder, er det nærmest absurd at Sønderborg Kommune kan have sådan et skilt stående.