Vi går på to ben

Anders Lø…, undskyld, prøver igen:

Lars Løkke Rasmussen holdt en ganske fin åbningstale i Folketinget i dag. Den var faktisk, som DR’s Ask Rostrup også sagde, overraskende god. Og det skal man ikke være for lille til at indrømme uanset ens eget politiske ståsted, hvad det så end er.

Men i talen havde indsneget sig en ganske forfærdelig metafor som flere og flere politikere bruger, især i regeringspartierne, og som jeg ganske enkelt ikke kan holde ud at høre på:

”Vi går på to ben.”

Metaforen bruges altid som oplæg til en både-og-konstruktion hvor man forklarer at man bruger både guleroden og pisken, eller satser på både forebyggelsen og behandlingen, eller lignende. Det kan jo lyde rimeligt nok, men hvorfor er det så at jeg æstetisk og intellektuelt er ved at gå ud af mit gode skind når jeg hører metaforen?

Metaforer kan have forskellige grader af raffinement uden at der normalt vælder en lede op i mig ved de dårligste. Floskler er mere noget jeg griner ad, end noget jeg bliver indigneret over. Så hvad er det særligt sprogkvalmefremkaldende ved ”Vi går på to ben”?

Jeg ved det ikke helt. Jeg kan kun formode at det skyldes en særlig enestående kombination af popularitet og dårlig kvalitet:

1: ”Vi går på to ben” er en banalitet, for ikke at sige en plathed. Det er ikke en visuel eller intellektuel åbenbaring. Og hvis denne banalitet ikke bibringer det man taler om, en ekstra kognitiv kvalitet, så vil man føle sig talt ned til. Selv inden for floskelfyldt sprog har man som regel noget mere at tænke over og tilslutte sig, i hvert fald visuelt. Hvis man sagde ”Trebenede mennesker går på tre ben”, så ville der være dette ”noget” som løfter tanken videre.

2: ”Vi går på to ben” bibringer ikke en ekstra kognitiv kvalitet til det man taler om. Et menneske der går på sine to ben, er et intetsigende billede på et organisatorisk apparat der arbejder både med det bløde og det hårde, hvad enten det er indsatsen i Afghanistan, indsatsen over for kriminalitet, klimastrategien, rygestop eller noget helt syttende. Det er noget med at holde balancen, men den forbindelse er abstrakt – den ligger ikke i billedet: De to bens betydning for et gående menneskes balance er fuldstændig ude af billedlig kontakt med en organisations bestræbelser på at vægte sine indsatser holistisk. Et gående menneske afsætter, nærmest mekanisk, en masse ens skridt, hver andet af venstre ben, og hver andet af højre ben. En organisation arbejder med kontinuerlige processer som forandrer sig løbende, og det er ikke engang nødvendigvis lige antallet to processer der skal til for at holde balancen. Det ene billede har intet at sige det andet.

3: ”Vi går på to ben” er trods sin ringe metaforkvalitet flittigt genbrugt, og er dermed opfattet som velvalgt eller velfungerende af politikerne. Denne vurdering er i sig selv sprogligt-intellektuelt nedsættende over for os modtagere. Personligt mister jeg lysten til at stemme på en politiker der tager metaforen i sin mund. Hvorfor? Fordi det er en hån mod meningsfuld tale, og i øvrigt en hån mod billedrigt sprog.

Fordi den i modsætning til andre nok så floskelfyldte eller banale vendinger, ikke bærer så meget som et billede i sig, nærmer den sig sort snak. Sort snak er så en sproglig kompetence man kan stille sig forskelligt til hvis den er bevidst: Vil jeg have en politiker der for at sikre flertallet taler ”sund fornuft” over for dumme vælgere ved hjælp af sort snak, eller vil jeg have en politiker der taler til mig?

Jeg må hellere gentage at netop Lars Løkke Rasmussen i netop denne tale havde meget lidt sort snak og meget få ligegyldige floskler. Det var en god tale med et politisk indhold. Men han havde altså – som en slags lavpunkt – tobens-metaforen med, og den er skrækkelig.