Krasniks komma

Man skal vist være ualmindeligt påvirket af følelser og forudindtagede fordomme for at se Martin Krasniks meget omtalte interview med Lars Hedegaard i Deadline søndag den 17. marts som andet end transparent og rimeligt. Se det selv, inden det forsvinder.

Det er rigtigt at Krasniks ide med interviewet ikke endnu en gang er at tale om Trykkefrihedsselskabets sag og om hvad de ser med bekymring på, endsige endnu en gang have en debat om hvorvidt denne bekymring er velbegrundet. I stedet vil Krasnik tale om hvad Trykkefrihedsselskabet vil, og hvorvidt der er grund til bekymring for dette. Og det er rigtigt at Krasnik derfor bringer de mest opsigtsvækkende eller ekstreme holdninger i og omkring Trykkefrihedsselskabet til torvs. Men det er svært at se noget ulogisk, urimeligt eller overraskende i den dagsorden, og man kunne lige så godt se det som en gave at der ikke for hundrede og syttende gang skal bruges tid på at sætte spørgsmålstegn ved bekymringens årsag, men at vi kommer videre i teksten, og at Hedegaard faktisk får lejlighed til både at nuancere hvad han og Trykkefrihedsselskabet står for, og afvise det de ikke står for.

Det er sikket også rigtigt at Martin Krasnik, Deadline-redaktionen eller majoriteten i DR muligvis kan have en venstreorienteret eller hovedrystende grundholdning til Trykkefrihedsselskabet. Men lader man af den grund sit syn og sin hørelse sløre af forudindtagede følelser og paranoia, kan man ganske enkelt hverken høre eller se hvad der foregår. Det der foregik, var at Martin Krasnik præsenterede, argumenterede og interviewede som i enhver anden civiliseret kritisk diskussion mellem voksne mennesker. Krasnik brugte endda tid på at lade Lars Hedegaard beskrive hin overfald så ingen kunne være i tvivl om at det er reelt, ligesom Krasnik i sine nonverbale træk (kropssprog og tone) viste åbenhed og medmenneskelig sympati over for Hedegaard. På intet tidspunkt var Krasnik hård, afvisende eller nedladende i sin nonverbale kommunikation. Derudover lyttede han til Hedegaard og gav Hedegaard plads til at svare. Det er mere end man kan forvente hos visse andre journalister.

Hvis man kun har læst overskrifter om Krasnik-Hedegaard-interviewet, må man ud fra ovenstående konklusion fra min hånd vel sagtens tro at undertegnede er politisk placeret mellem Anita Bay Bundegaard og det der er værre. Men hov, stop lige en halv: Det er jeg ikke. Jeg er faktisk moderat højreorienteret med hensyn til hele dette emnefelt (mens jeg er mere venstreorienteret på andre). Og min forventning var da også – efter den megen kritiske omtale af Krasnik – at Krasnik havde været usaglig, latterliggørende eller fordomsfuld. Sagen er bare: Jeg kan ikke se nogen form for urimelighed fra Krasniks side. Spørgsmålene var væsentlige og interessante, og Lars Hedegaard havde alle muligheder for at tale ud og for at nuancere sin position – endda at bruge Krasniks kritiske spørgsmål som et så meget desto mere solidt og prøveboret fundament for sig selv og Trykkefrihedsselskabet.

Hedegaard klarerede faktisk interviewet ganske fint med hensyn til at nuancere og definere nogle ting – og han fremstod i enhver henseende som et normalt tænkende menneske med både hjerte og hjerne. Men han var defensiv, afvisende og vag med hensyn til at definere og differentiere sit eget ståsted i forhold til holdninger som nogle af Trykkefrihedsselskabets gæstetalere har, og han greb ikke muligheden for at definere Trykkefrihedsselskabets mission positivt. Det er tænkeligt grunden til at Trykkefrihedsselskabet efterfølgende valgte at spille offer ved at frame Krasnik som en der gik totalt over stregen.

Og her er det så jeg bliver bekymret. Når Jon Stewart i The Daily Show har udstillet fundamentalisme, fusk, følelsesargumentation og slet og ret kalkuleret uvidenhed hos den amerikanske højrefløj og dens medier, har jeg altid tænkt at det er godt at vi i det mindste kan begynde diskussionen på et noget højere niveau herhjemme – på alle fronter. Og jeg har altid tænkt at den intellektuelle højrefløj i Danmark var mere rationel og langt mere troværdig. Men det har ændret sig med den barnlige og misvisende reaktion på Krasniks interview.

En reaktion vi fik opsummeret lørdag den 23. hvor Deadline lod TV 2’s Poul Erik Skammelsen interviewe Martin Krasnik i eget Deadline-studie.

I dette metainterview lignede Poul Erik Skammelsen i mine øjne en slags Fox News og ikke en udfordrende sandhedssøgende dansk journalist. I bedste fald refererede han kritikken mod Krasnik og lod Krasnik forklare sig. I værste fald dansede han på overfladen og farvede hele sagen ved hele tiden at gentage sin sammenfatning der lød på at Krasnik farvede Hedegaard.

Krasnik farvede ikke Hedegaard. Krasnik spurgte i overført forstand Hedegaard: ”Kære Hedegaard. Du kan synes farvet af de og de slemme gæster hos Trykkefrihedsselskabet som jeg her har udpeget i et selektivt udvalg, og du kan synes at mene det og det ud fra dine udtalelser, hvoraf jeg har selekteret de værste medierne kender. Er det korrekt at du deler holdning med dine gæster på det og det punkt? Og mener du virkelig det du antyder dér?”

Dette er en helt åben metode. Det er ikke ”guilt by association”, som retorikstuderende Hans Christian Gørup Nielsen påstår i en artikel på Kforum (og som Skammelsen refererer til). Jo, det er den mekanisme Krasnik arbejder med: Vis mig dine venner, og jeg skal fortælle dig hvem du er. Så Gørup Nielsen har en god iagttagelse, men fejltolker når han driver det til at det er et kneb fra Krasniks side. For Krasniks brug af ”guilt by association” er for begge parter og seerne på åben hypotesebasis. Afsløringen af et korttrick er altså ikke et trick; det er transparens og metatekst. Og hvis det i dén brug er et trick, er det et trick der går på at tegne et grimt billede for at lokke Hedegaard ud af busken med en mere nøjagtig tegning af hvad han selv mener. Fejlen er at Hedegaard ikke kan eller vil gribe den mulighed.

Når Skammelsen efterfølgende gentager påstanden om at Krasnik farvede Hedegaard, som var det Skammelsens egen påstand og dermed en journalistisk sandhed, ja, så er det Skammelsen selv der farver.

Bedre blev det ikke da Aia Fog fra Trykkefrihedsselskabet blev trukket ind via satellitforbindelse i dette metainterview. Hun påstod at Krasnik havde slået en forkert tone an fra start ved i indledningen af Hedegaard-interviewet at antyde at overfaldet på Hedegaard kun var en påstand.

Helt nøjagtig havde Krasnik dette oplæg den 17. marts:

Det er nu seks uger siden at Lars Hedegaard sagde at han blev forsøgt myrdet på grund af sine holdninger. Lars Hedegaard hævder at islam er en aggressiv ideologi der allerede har sat sig på store dele af vores samfund. Men hvad mener Hedegaard så helt præcist at der skal gøres ved det? Har hans kritikere ret i at hans retorik er både ekstrem og voldelig? Vi har inviteret Hedegaard i studiet her i aften for at forklare hvordan det han kalder krigen med islam, skal udkæmpes. Velkommen til Deadline.

Altså:

”Det er nu seks uger siden at Lars Hedegaard sagde at han blev forsøgt myrdet på grund af sine holdninger.”

Krasnik kunne have formuleret sig med større afstand til mulige misforståelser hvis ”sagde” (som vi kan kalde hypotese- eller subjektivitetsmarkøren) havde stået tættere på adverbialet ”på grund af sine holdninger”. Det giver overordnet to tekstnære alternative formuleringsmuligheder:

1) ”Det er nu seks uger siden at Lars Hedegaard (formentlig) blev forsøgt myrdet – ifølge ham selv på grund af hans holdninger.”

Eller:

2) ”Det er nu seks uger siden at Lars Hedegaard sagde at det var hans holdninger der ligger bag overfaldet på ham.”

Det første alternativ nødvendiggør et journalistisk forbehold: ”angiveligt”, ”formentlig” ect., eftersom der ikke er 100 (men blot 90-99) procents sikkerhed for at mord var overfaldsmandens hensigt. Dette forbehold ville naturligvis skabe distance og dermed endnu større risiko for provokation. Alternativt kunne man erstatte ”forsøgt myrdet” med blot ”overfaldet” – en underdrivelse som lige så vel kunne have vækket harme.

Alternativ nummer to er ikke særlig flydende og på ingen måde velfungerende i en speak.

Set i Krasniks bakspejl havde en helt anden, mere præcis og måske lidt længere formulering været at foretrække, noget a la dette: ”Umiddelbart efter det væbnede overfald, og mulige mordforsøg, på Lars Hedegaard for seks uger siden sagde Hedegaard at det måtte være hans holdninger der ligger bag overfaldet.”

Men givet at vi i indhold og længde holder os tekstnært til den formulering Krasnik kunne komme op med den 17., er min konklusion altså at det var den bedste og venligste udgave man kan formulere. Dertil skal nævnes at Krasnik udtaler ”på grund af sine holdninger” lige så kraftfuldt og tydeligt som den første del af sætningen, ligesom han holder fuld punktumpause før næste sætning. Så dette afgørende adverbial er på ingen måde skjult for lytteren, tværtimod er det pointeret fordi det ligger sidst i sætningen og udsiges med samme kraft. Endelig kan man fabulere over at den valgte hypotesemarkør (”sagde”) er den mindst markerede man overhovedet kan tænke sig. Hvis Krasnik havde sagt ”påstod” eller bare ”mente”, ville det have været langt mere distancerende.

Man skal med andre ord være stærkt forstyrret for ikke at forstå at sagde/påstod/mente/oplevede under alle omstændigheder vil være møntet på sætningens sludadverbial ”på grund af sine holdninger”. Det der ligger imellem, ”at han blev forsøgt myrdet”, er alment anerkendt, også af Krasnik, og er ikke en del af sætningens nye information. Og fordi det ligger under ”sagde”, er han fri for det ellers nødvendige forbehold, udtrykt fx med ”formentlig”.

Det er altså tydeligvis ikke Krasniks hensigt at stille spørgsmålstegn ved overfaldet. Dels er sætningen som sagt både konstrueret og udtalt sådan at man må forstå ”på grund af sine holdninger” som den nye, pointerede information. Dels bør Krasnik kunne tillade sig at forudsætte at overfaldet er så alment anerkendt at man ikke ud af det blå tillægger ham en anden opfattelse. Og dels går den indledende del af interviewet faktisk med at Krasnik og Hedegaard sammen gennemgår hændelsen minutiøst som var det en professionel krisepsykologisk debriefing. (Situationen i studiet hvor Krasniks hænder agerer pistol mod Hedegaards hoved, udgør eneste nonverbale reference i Hans Christian Gørup Nielsens Kforum-artikel, hvorved han, artiklens holdning og udvalg taget i betragtning, også gør sig skyldig i en ikke-retvisende fremstilling af Martin Krasnik som ondsindet interviewer. I virkeligheden var det et udslag af jovialt engageret indlevelse a la Deadline-vært Martin Breum, og ikke en perfid provokation.)

På trods af at ”på grund af sine holdninger” står tilstrækkelig klart og tydeligt, tillader Aia Fog og Trykkefrihedsselskabet sig at opfatte Krasniks indledende udsagn som hvis der var sat punktum efter ”myrdet” – altså: ”Det er nu seks uger siden at Lars Hedegaard sagde at han blev forsøgt myrdet”. Således at få tingene i den gale hals er selvfølgelig muligt hvis man – som sagt – er bedøvet og forblændet af fordomme om hvad der vil ske. Man hører det man frygter der bliver sagt. Det kan ske for alle. Men før man går i medierne med dette fejlskøn, kigger man vel kritisk på sin egen opfattelse af interviewet igen – ved at se interviewet igen, ikke? Så ser man hvad enhver anden kan se, nemlig at oplægget er fair og ikke har intension om andet. Og man styrer sine følelser og modererer sin reaktion, ikke?

Nej. Man smider så meget desto mere kul på den overfladiske og følelsesfulde fejlframing. Den ellers så skarpe Søren Krarup taler i Berlingske om ”Mordforsøg for åben skærm”, og Trykkefrihedsselskabet tegner Krasnik i rollen som morder iklædt postuniform.

Og Aia Fog hænger på væggen i Skammelsen-interviewet og holder fast i opfattelsen af at Krasnik stiller spørgsmålstegn ved om Hedegaard blev forsøgt myrdet – åbenbart fordi hun ikke kan forstå en sætning som: ”Det er nu seks uger siden at Lars Hedegaard sagde at han blev forsøgt myrdet på grund af sine holdninger” – hvilket er bekymrende for debatniveauet i dette land.

Krasnik tager sig til hovedet:
”Den sidste del af sætningen bliver jo slet ikke taget med. Jeg siger at det er seks uger siden at Lars Hedegaard sagde han blev forsøgt myrdet på grund af sine holdninger.”

Og Aia Fog replicerer:
”Det er ikke det man lægger mærke til.”

Den sidste kommentar er absurd alene af den grund at Martin Krasnik ordret gentager den oprindelige formulering. Og hvis man forstår den ordrette gentagelse (hvilket Fog bekræfter i form af det referende ”Det er”), så forstår man også den oprindelige formulering hvis den var udtalt tydeligt og med luft omkring, hvilket den var.

Da Aia Fog derpå forsøger at underbygge sit argument, er det med en patosargumentation som trækker på den allerede fremstillede karikatur af Krasnik som morder:

”Jeg synes jo at hele interviewet, også efterfølgende, bygger op omkring den præmis han lægger ned, nemlig at nu skulle Lars Hedegaard bare nakkes.”

Man kan se dette som en unødvendig og ubegrundet optrapning af sprogbrugen. Man kan også se det som en reaktion der afspejler en umoden opfattelse af det kritiske interview. En opfattelse der ikke adskiller sig fra den umodne følelse af at blive skældt ud blot fordi man udsættes for kritiske spørgsmål til det man tror på. Med sådan social fejltolkning af formålet med debat kan man sagtens opfatte ”levende nysgerrighed” som ”saboterende anklage”. Og hvor er vi så?

Men det er ikke bekymringen for kritisk journalistik eller debatklimaet her i landet der får dette indlæg til at vokse i mine hænder. Det er min indignation over at Martin Krasniks, i mine øjne helt reelle facon, i den grad udsættes for kritik og kalkuleret fornærmelse. Og det skyldes sandsynligvis at jeg ser den som min egen facon: Det at forudsætte sin saglige og konstruktive hensigt som en indforstået selvfølge og derfor glemme at andre kan opfatte en hård assist som et forsøg på at ødelægge dem (de kunne bare have sparket den i mål – den var god fordi den var hård), eller for eksempel at andre kan opfatte et sagsspecifikt mærkat med påskriften ”idiotisk” som en generel opfattelse fra ens side om at de er ”idioter”. Jeg hævder fortsat at det er umodent og usagligt ikke at kunne se forskel på ”det er idiotisk” og ”du er idiot”, men ikke desto mindre udøver mange personer og institutioner i Danmark en kultur hvor det er legalt kynisk at misforstå eller overdimensionere, fordi man mener at det er et retmæssigt gode at kunne lukke ørerne for alt andet end det man har defineret som kammertonen. Men det er ikke sådan man udvikler en institution, en virksomhed eller et samfund. Pointen her var mit engagement, men i Krasnik-Hedegaard-konteksten kan vi sige: Det er ikke sådan Trykkefrihedsselskabet udvikler sig og sin argumentation.

Selvfølgelig er Krasnik ikke venlig i den forstand at han stryger Hedegaard med hårene i interviewet. Men han er venlig i hele konteksten og forventede måske et bedre modspil på banen, i stedet for en voldsom følelsesreaktion uden for banen.

Som han selv siger:
”Hele den kritik jeg har været udsat for – som jo, må jeg sige, har været rimelig mærkelig at opleve – den har jo handlet om formen. Han fik jo muligheden, når det handlede om indholdet, for at svare i næsten en halv time. Han kunne bare have afvist det, han kunne have kaldt mig vanvittig, han kunne have kritiseret mig synder og sammen. [afbrydes]”

Nemlig!

Okay, bind snørebåndene. Det sidste ord om ovenstående er sagt i ovenstående. Der kommer ikke mere. Resten af dette indlæg handler om noget andet. Jeg skifter emne fordi jeg ikke kan lade være, og fordi der skal bindes op til dette indlægs overskrift – ”Krasniks komma” – som jeg har ladet være fordi jeg stadig ikke kan lade være.

Og lad mig bare understrege: Dette er ikke en joke. Jo, jeg kan godt se at det satiriske element i den perspektivering af ovenstående som jeg er på vej ind i nu, meget vel rammer mig selv, i hvert fald for den typiske journalists opfattelse; og denne krølle havde da heller aldrig været med hvis ovenstående indlæg havde været publiceret andre steder end hvor jeg bestemmer selv. Men jeg bestemmer selv her, og det er en sprogblog, og nu kommer det: Jeg mener i ramme alvor at den reelt bekymrende journalistiske fejl fra Krasniks side fremkommet i denne sag rettelig er den angivne tegnsætning i den invitation Krasnik har sendt til Hedegaard:

Jo! For det første er at-ledsætningen (”at du klarede …”) ikke afsluttet med et komma efter ”… på dig”, som jo er ledsætningens slutning, og for så vidt også helsætningens slutning, eftersom der begynder en ny, ufuldstændig helsætning (”og (jeg) er konstant forundret …”). Så det er mindst et 150-procents-komma, men den anden kommafejl er næsten værre: Opremsningskommaet mellem ”udbredte” og ”manglende”.

Man opremser ligestillede adjektiver, fx ”den nye, argentinske pave” (paven er ny OG argentinsk), eller som Krasnik selv demonstrerer: ”det kujonagtige, rædsomme angreb”. Men man opremser absolut ikke hierarkiserede adjektiver: Det hedder en ”dyr blå mandag” fordi det er en ”blå mandag” der er dyr, og ikke en mandag der er blå og dyr. Og helt absurd bliver det jo dermed at Krasnik skriver om en evne der er udbredt OG manglende.

Begge dele gør indholdet tåget og dermed besværligere at forstå for læseren, ligesom det piller ved Krasniks intellektuelle autoritet. Jeg kan ikke forestille mig at Krasnik ikke har læst mailen igennem før han har trykket på send, så det er bare for ringe.

Da jeg skrev speciale om komma, testede jeg en række journalister. Jeg bryder selvfølgelig ikke med løftet om anonymitet i den forbindelse, men jeg kan godt hilse og sige at jeg har en viden om journalisters evne på det punkt. Og Krasnik (i det omfang disse fejl måtte være retvisende for hans tegnsætningsmæssige formåen) er absolut ikke den eneste vægtige og intelligente journalist – for ikke at sige åndsaristokrat – som ikke kan orkestrere en tekst med bare nogenlunde meningsunderstøttende tegnsætning. Det i sig selv beklager jeg mig ikke over, for vi er ikke lige gode til alting.

Den egentlige beklagelse herfra – og som ovenstående udklip såmænd bare har mindet mig om – lyder på at redaktører og journalistbranche som sådan ikke vil vide af at lære det, på trods af at skriftsproget jo er deres mest udbredte værktøj og den vare de sælger (nogle gange – fx i ovenstående eksempel – uledsaget af korrekturlæserens indsats med hagesmæk og fejebakke). Det synes jeg er trist og bekymrende på dansk åndslivs vegne – og så begynder man alligevel at tænke i metaforer som ”lavloftet”, ”molboland” og ”kejseren nye klæder”. Ja, faktisk en insisteren på dumhed.

Måske gav denne afslutning alligevel en form for højere mening, nemlig med hensyn til efterlysningen af en indstilling til at kritik – også den der leveres hårdt – i sig selv er udtryk for respekt og i sit inderste væsen ønsker at blive modtaget som en hjælp og ikke som en hån. Quod erat demonstrandum.