lørdag den 4. maj 2013

Kalve lever i skiver

Slut med tremmekalve. Kalves hele liv kan nu foregå i skiver. Det kan forekomme surrealistisk, ja, men med tanke på hvor megen information der i vore dage kan ligge i en chip, er det måske ikke så overraskende at man i en let håndterlig skive kan skabe et helt naturligt dyreliv, komplet med solopgange, solnedgange, kløver, græs, mælkebøtter, sol, regn, frisk luft, elektrisk hegn, fodringsoplevelser, landidyl, små piger der standser på cykel og vinker, og irriterende myg og fluer.

Skiverne kan både trilles og stables, og det forventes at deres praktiske egenskaber vil revolutionere såvel dyretransport som kødkvalitet.

Angiveligt mærker kalvene intet unaturligt ved deres nye naturlige tilværelse, men skabelsen af denne nye form for virtuel realitet rejser unægtelig spørgsmålet om hvilke dimensioner vi selv lever i. Er vores univers blot en lille boble i en anden og større realitet? Er vi individuelt blot en slags 3D-entiteter, har disse entiteter også skiveform set udefra, og er dette forklaringen på vores eksistentielle ensomhed? Er virkeligheden virkelig?

Virkeligt er det i hvert fald at den opsigtsvækkende nyhed kommer fra Irmas køledisk:

1 kommentar:

  1. Haha, tak for den ... som lige så godt kunne have været kommet fra Brugsen, der også er særdeles leveringsdygtige i sprogbommerter.

    SvarSlet