Kongenial eller fjoget

Trisse Gejl -> Ellen Boen
Trisse Gejl sagde: ”Jeg sender stafetten videre til Ellen Boen for hendes omhyggelige, gennemtænkte oversættelser fra bl.a. svensk.”

Ellen Boen har cirka 50 romanoversættelser og et par tusind tv-undertekstninger (film, serier og dokumentarer) på bagen. Derudover er hun formand for Dansk Oversætterforbund og næstformand i Dansk Forfatterforening.

//

Af Ellen Boen

Det danske sprog er – som det altid har været – i sin vorden; det er ikke en stationær størrelse, men en levende organisme der konstant er i bevægelse og udsat for påvirkning inde- og udefra, og dette er noget man som oversætter hele tiden konfronteres med.

Netop som oversætter/formidler af udenlandsk til dansk stilles man daglig over for nogle valg: Hvordan viderebringer jeg dette ord eller udtryk bedst? Hvor opmærksom skal jeg være på ikke at begå såkaldte anglicismer og svecismer eller lade det givne fremmedsprogs særegenheder smitte af på mit sprog? Dette snakkes der meget om i vores branche, og denne vores agtpågivenhed resulterer indimellem i lettere forkrampede fordanskninger – netop af frygt for at få skudt den slags fejl i skoene.

Den positive effekt er imidlertid at de litterære oversættere formentlig er den gruppe sprogbrugere der er både mest sprogbevarende og mest sprogfornyende, hvor paradoksalt det end kan lyde.

Den "gode" oversætter tilstræber at frembringe en kongenial gengivelse af originalteksten, hvad der sommetider betyder at man må dykke ned i den sproglige godtepose hvorfra der hentes halvglemte perler, som pudses op og – hvis man er heldig – får en renæssance. Andre gange er oversætteren nødt til enten at ophøje talesprogets nye, "ukorrekte" ord og vendinger til skriftsprog eller simpelthen opfinde egne ord. Og nu kommer jeg faktisk i tanker om et konkret eksempel, nemlig ordet "aurorarød" som jeg opfandt i min oversættelse af Daniel Sjölins Verdens sidste roman, og som forfatteren i øvrigt var vild med.

Nå, men jeg har selvfølgelig nogle yndlingsaversioner – for det første sportsmetaforer: at score dette eller hint, at skyde over målet, at operere på den lange eller korte bane, at spille bolden over på modstanderens banehalvdel, curlingforældre – you name it. Det er jo i og for sig fremragende metaforer, men det smager bare SÅ meget af konkurrence og letkøbthed. Det er lissom for NEMT!

Og så hader jeg (selvfølgelig) det udbredte fænomen med at indlede enhver sætning med "jamen". For år tilbage grinede jeg småhånligt af nordmænd der besvarede ethvert spørgsmål med "nej": "Hvad hedder du?" – "Nej, jeg hedder Ola". Nu er grinet stivnet noget ...

Tja, og så er der jo alle disse "kropsbevægelser" man som oversætter skal forholde sig sprogligt til og næsten altid kommer til kort over for: Hun krusede læberne, eller hun spidsede munden ... (a la Trisse Gejls "fugtede læber"). Hvad fanden stiller man op? Kruser, spidser og fugter danskere ikke læberne ligesom amerikanerne? Og hvis vi gør det, hvorfor lyder det så totalt fjoget når vi sætter ord på det?

Et rigtig godt spørgsmål

Jeg kan godt lide B.T.’s og Berlingskes ”Udfordringen” og håber også at nogle flere af de venner jeg har udfordret, vil dyste med mig i aktuel paratviden.

Men denne gang var der ved selve tilmeldingen et rigtig svært spørgsmål: ”Hvilken af disse personer synes du er mest interessant: Caroline Wozniacki, Mærsk McKinney-Møller, Anni Fønsby, Sanne Salomonsen eller Peter Lundin?

Det må man kalde et rigtig godt spørgsmål, for alle fem personer forekommer mig at være relativt endimensionelle og uinteressante.

Caroline Wozniacki, en ung, ung, ung person som sandsynligvis har gode muligheder for at blive et interessant menneske en dag, men som i ikke særlig høj grad er det endnu. Mærsk McKinney-Møller, en mand jeg intet interessant ved om på trods af at han snart er 100 år. Anni Fønsby, en temmelig gennemskuelig person som har klaret sig som hun nu ville og kunne. Sanne Salomonsen, en suveræn sangerinde, en dejlig person og sandsynligvis også en kompetent livsnyder og mandeæder, men hun skriver kun delvist sine sange selv, og jeg kender ikke en dybere original filosofi eller et kunstnerisk manifest hos hende som person. Peter Lundin, en psykopat som kun er kendt for mord og ikke for noget som helst andet. Disse personer er, med al respekt, ikke udpræget interessante.

Men jeg kan da godt se det:

At Caroline Wozniacki er kode for ”sport”, at Mærsk McKinney-Møller er kode for ”erhvervsliv”, ”at Anni Fønsby er kode for ”sladderbladssladder” eller ”gossip” som mange danske medier efterhånden kalder det, at Sanne Salomonsen er kode for ”kunst”, og at Peter Lundin er kode for ”kriminalitet”. Og eftersom jeg selvfølgelig er mest interesseret i kunst- og kulturstof, krydser jeg af ved Sanne Salomonsen. Hun kender i det mindste nogle mennesker jeg finder mere interessante, fx Kasper Winding eller Anne Linnet.

Men jeg synes stadig det er et fascinerende provokerende spørgsmål hvem af disse personer der er mest interessante, for de udmærker sig netop som relativt uinteressante personer inden for hver deres kategori.

Problemet er måske at mere interessante personer, som er kendt ved navn, ikke ligger rent i én kategori. Klaus Riskær, er han kode for erhvervsliv, kriminalitet eller sladder? Robert Hansen, er det sladder eller skuespil? Michael Rasmussen, må man overhovedet lade ham repræsentere sport før han atter er rehabiliteret i sportsverdenen?

At kalde et menneske for interessant i offentligheden kræver næsten at der er nogle sprækker – eller fra naturens hånd originale flader – i personen som offentligheden kender til. Der er nemt nok i kunst-kategorien, for kunstnere lever af deres skismaer og originalitet, og man kunne med lethed have fundet på noget mere interessant end Sanne Salomonsen. 19-årige Caroline Wozniacki kunne med et pennestrøg være opgraderet til Tom Kristensen eller Jon Dahl Tomasson (en fodboldspiller med en for Morten Olsen-æraen så sjælden egenskab som personlig pondus). Men jeg kan da godt se at det er svært at finde en ren erhvervsperson som alle danskere er på fornavn med, og Lars Larsen er nok ikke mere interessant end Mærsk.

Det viser bare at ”Hvilken af disse kategorier synes du er mest interessant” ikke bare kan kodes til ”Hvilke af disse personer synes du er mest interessant”. For ordet interessant forpligter.

Som et PS kan jeg da lige nævne at heller ikke Udfordringen kan finde ud af hvordan det er med ”nogle” og ”nogen”:

Gravgaards regnestykke

bold.dk.

Jeg vil fraråde Michael Gravgaard at blive matematiklærer, for det bliver simpelthen for hårdt for eleverne at forstå problemregningen.

Altså: De vil tabe 9 ud af 10 gange over to kampe.

Betyder det at de vil tabe den første kamp 5 ud fa 5 gange og den anden 4 ud af 5 gange? 

 

Hun fugtede læberne

Kasper E. Nielsen -> Trisse Gejl
Kasper E. Nielsen sagde: "Jeg vil give stafetten til Trisse Gejl. Hun har skrevet seks romaner hvor sproglig og emotionel præcision er den gennemgående hovedperson."

//

Af Trisse Gejl, forfatter

Man kunne få afløb for mange småirritationer her. Når noget siges forkert mange gange nok, bliver det sandt. Og endnu mere forvirrende: Nogle gange bliver det sandt selv om den oprindelige sandhed stadig er sand. Hvordan skal vi så kommunikere om bjørnetjenester og forfordelinger? Det er irriterende og forstyrrende.

Der er dog en vending der er som skrigende kridt på en tavle i mine ører:

”Hun fugtede læberne”.

Man skulle tro den slags alene hørte hjemme i triviallitteraturen, men det gør det ikke. Den dér fugten af læber dukker op i skønlitteraturen med jævne mellemrum, og hver gang har jeg lyst til at ringe til forfatteren og sige: Hvordan?

Hvis der virkelig er brug for den læbefugten, vil jeg se det. Er det en bred kødfyldt tunge, der langsomt tager turen fra den ene mundvig til den anden? En lille spids af rødt kød, der forskrækket skyder ud som et sjældent synligt organ? Eller en ru belagt sag, der kaster sig rundt et øjeblik før der tales?

Kan man endda i et ganske kort sekund se de svulmende, blålige blodårer på undersiden? Eller en lille hvidgul blegne på spidsen?

Hvorfor denne berøringsangst over for tungen?

//