Julens usual suspects, del 3: De bedste danske

Så er vi – i sidste og lidt pressede øjeblik før nytår – kommet frem til del 3:

Top-5 over moderne juleklassikere som jeg kan høre igen og igen (de danske)

… og jeg har en fornemmelse af at den vil chokere.

1) Shu-bi-dua: Rap jul (1973)
Jo. Jeg mener det! Og jeg ved godt at det i virkeligheden er White Christmas som er tema og hadeobjekt i disse tre blogindlæg. Men Shu-bi-dua gør her noget ved White Christmas som i vellykkethed er på niveau med hvad Pet Shop Boys i 1991 gjorde ved U2’s Where the Streets Have No Name, nemlig laver en radikalt anderledes version på kunstnerisk hjemmebane og tilmed parkerer en bid fra et andet nummer omkring klimaks. I Rap jul tager saxofon-soloen et sidespring til et helt andet nummer (som jeg ikke kan hitte ud af hvad er) mens den ledsages af en slæbende hihat.

Teksten er ret fiffig, men det er svøben om Shu-bi-dua at fokus i omtalen af Shu-bi-dua altid er på deres tekster, så jeg vil godt holde fast i den geniale musikalske operation:

White Christmas udsat for tempo og boogie-woogie-klaver er ikke i sig selv noget at skrive hjem om. Men dertil kommer en moslende rockbas trukket punk-agtigt langt frem i lydbilledet og noget Beatles-agtigt Hardinger-kor, og så begynder det at ligne noget. Højdepunktet for mig er det der sker da saxofon-udflugten skal afrundes. Kommer vi da tilbage til tredje vers? … Nej, vi kommer ganske vist tilbage til White Christmas-akkorderne via en d-d-d-d-d-d-d-opbremsning med trommerne, men her er det så at en superspændt leadguitar leverer en nærmest Anders And-imiterende solo. Det er et gyldent øjeblik.

Hvor i denne top-5 Rap jul bør ligge, er lidt vilkårligt. Men selve forvandlingen af den ellers så trælse White Christmas – selve grebet – er sandsynligvis det der får mig til at sætte den på toppen.

Rap Jul var i øvrigt Shu-bi-dua s tredje single, efter Fed Rock og Stærk Tobak – alle såkaldte undersættelser af udenlandske sange, og alle forud for debutalbummet fra 1974.

2) Gasolin: Dejlig er jorden (1976)
Dejlig er jorden er ikke nødvendigvis en julesalme. Det er bare en samle der er så god at vi også synger den til jul. B.S. Ingemann stod for den korte tekst i 1850, men melodiens oprindelse fortaber sig i et tysk-centraleuropæisk folkedyb under de henrullede tider. Gasolins rockversion er lige så genial som den er simpel og buldrende; og jeg er sikker på at nogle af datidens salmekomponister og -arrangører ville have været edderspændte … af vild begejstring over den store mørke lyd fremdrevet af elektriske guitarer, ekkobuldrende trommer og Larsens enestående og elektrisk forstærkede svælg. En lyd som rimer så godt på den eksistentialistiske tanke om jorden vi er kommet af og igen skal formuldes i. Gasolins version er den rigtigste version.

En salme afslører ikke altid sine sande akkorder, nogle salmer er praktisk talt menuetter (to melodispor der snakker sammen) uden fast defineret bund, og ofte uden at røbe dur eller mol. Laver man det om til jazz, lægger man akkorder ind hele tiden, som skifter lige så hurtigt som et udvalg af efterårets løvfald. Gasolin gik den modsatte vej: De strakte grundtonerne længst muligt og reducerede akkordskiftene til et minimum – lidt som vi kender det fra de fleste former for techno i dag. Det er med til at understrege massiviteten i nummeret.

3) Shu-bi-dua: Den himmelblå (1980)
Shu-bi-duas bedste julesange er nogle af de bedste danske moderne julesange overhovedet, til gengæld er Shu-bi-duas værste julesange også de værste julesange overhovedet. Men det er meget nemt at orientere sig i hvad der er værst og bedst ved Shu-bi-dua; man kan med fordel betragte Shu-bi-dua som to forskellige bands. Det tidlige og ambitiøse Shu-bi-dua, til og med 10’eren (dvs. 1983) (og til dels også 11’eren og 12’eren (1987)), er et kunstnerisk værdigt nationalklenodie på linje med Gasolin og Sebastian. Det sene og uambitiøse, kopiband-lignende Shu-bi-dua er det ikke rigtig – omend det bedrer sig hen mod og med 17'eren. Og julesangene er endog endnu mere differentierende: De tidlige julesange ligger i toppen af Shu-bi-duas sangkatalog, mens det sene Shu-bi-duas julesange i nogle tilfælde er så pinlige at jeg ikke nænner at nævne dem her. Så er stillingen vist gjort op fra min side.

Det tidlige Shu-bi-dua lavede 3 fremragende julesange. Ønskelisten fra 9’eren (1982) kan dog ikke nå op på en dansk top-5, men en førsteplads til Rap jul og en tredjeplads til Den himmelblå er fuldt fortjent.

Den himmelblå ligger i solar plexus af Shu-bi-duas storhedstid og er genremæssigt egentlig bare ultra-shu-bi-dua. Bemærk den fine produktion og den tragikomiske tekst der ironisk forsøger at gøre den kommercialiserede jul hyggelig og højstemt. Hintet i starten af teksten ”mon han har klejner med” var dengang meget tydeligt, men jeg kan da godt minde om at klejner (også) betyder penge – især hvis man ikke har nogen. At vinke fra sin rensdyrspand er noget andet end hvis det havde været sit rensdyrspand. En spand er en elendig bil, og ikke en kane trukket af et spand. Og ”flyver af sted” betyder som bekendt også at man er travl og ikke til stede. Der ligger meget i sådan en tekst, og det ligger tæt. Det gode ved det gamle Shu-bi-dua er så at det også er poetisk på det naivistiske plan, og at det er sunget uden distance. Derudover er mange af deres melodier fantastiske – det glemmer den journalistiske og historiske behandling af Shu-bi-dua tit.

4) Otto Brandenburg: Søren Banjomus (1969)
Irriterende børnesang? Jo, måske er det sådan man husker den i hovedet. Men når man så hører den i virkeligheden, bliver man altid glædeligt overrasket. Otto Brandenburg kører den ind med banjo-orkester og børnekor, og Brandenburgs musikalske geni og begejstring er formentlig årsagerne til at indspilningen holder igen og igen.

Melodien er ikke Brandenburgs men en gammel traditional, Skidamarink, som første gang blev til populærmusik som afslutningsnummer i Broadway-musicalen The Echo (1910) og siden udgivet i utallige versioner, blandt andet af Jules Loman under titlen Christmas Alphabet (1955), på dansk ved Arvid Müller som Juleaftens alfabet.

Brandenburg har heller ikke skrevet hele teksten. Fra den gamle Skidamarink har han omkvædet ”Skidamarink a dinky dink, Skidamarink a doo” som han så har oversat til Skillema-dinke-dinke-du. Resten af teksten er åbenlyst inspireret af universet fra På loftet sidder nissen (1911).

5) Nordstrøm: Danmark, det er jul (2008)
Mange vil nok føle at himlen falder ned over hovedet på dem nu, for dette er den sidste plads, og listen bliver ikke udvidet til en top-7 eller top-10. Sagen er afgjort, og Nordstrøm nåede gud hjælpe jer femtepladsen på en top-5 hvor Shu-bi-dua indtog to pladser.

Hvor er Gnags’ julesang med musene i en spand med mælk? Ja, den kunne nok klare en top-10, men al tvivl blev fejet bort da jeg fandt ud af at den hedder ”Gnags’ julesang”. Det kan jeg ikke tage seriøst.

Hvor er Mc Einar med Jul, det’ cool? Ja, jeg ved godt at mange bliver vrede nu, og at den ville være det smagsmæssigt politisk korrekte valg til sådan en top-5, men hør nu lige her: Jul, det’ cool er for så vidt smågenial, men den mangler en væsentlig egenskab som er selve pointen med at komme med på denne liste: Jeg kan – hånden på hjertet – ikke holde ud at høre den i hvert andet radioprogram ved juletid. Det egner den sig ikke til. Punktum.

Dalton har lige lavet en rar og god julesang om ”tre vise mænd der stod på en varmerist i byen”? Jep, den er helt klart kandidat, men ikke helt original nok – musikalsk set.

Anne Linnet med Lille messias, da? Åh, jo, helt klart en lille klassiker. Men altså lille, ikke top-5-materiale.

Drengene fra Angoras julesang? Nej, ikke god nok, det er en sekundær 70’er-80’er-pastiche et sted mellem Shu-bi-dua og Status Quo, og teksten fungerer kun inden for universet.

Anders Matthesen: Jul på Vesterbro, for fanden da så?! Tjo, i grunden en ret god melodi, men tekst og setup er anstrengende i længden, ligesom Jul, det’ cool.

Er der flere indvendinger, eller kan vi komme videre i teksten nu?

Jeg vælger Nordstrøms Danmark, det er jul ind i det fine selskab fordi jeg faktisk synes det er lykkedes elektropop-duoen at lave en helstøbt, stemningsfuld og slidstærk julesang. Længere er den ikke.

Der er lidt Shu-bi-dua i linjer som ”solen er gået kold”, men ellers er den tekstligt ganske ufarlig i sammenligning med Den himmelblå. Til gengæld er den i lyd og komposition endog særdeles vellykket i sin beskrivelse af en rar og tryg følelse.

Boblere?
Jo da! Denne her.

Og som afslutning på alle tre indlæg kan du få denne her at gå hjem på.

Julens usual suspects, del 2: De bedste globale

I del 1 i går bragte jeg min Top-5 over moderne juleklassikere jeg ikke kan klare mere. I dens indledning kan du læse om årsagen til denne trilogi.

Her går vi direkte videre til:

Top-5 over moderne juleklassikere som jeg kan høre igen og igen (de globale)

1) Slade: Merry Xmas Everybody (1973)
Det kommer lidt som en overraskelse for mig selv. Men nu hvor jeg skulle gøre det op, slog det mig at det her nummer holder fucking vildt fedt. Vi har den højstemte 70’er-rocklyd som vi også kender fra andre sammenhænge (man kunne nævne Gasolin og John Lennon), og det er i virkeligheden sikkert bare et billigt trick med en kold rumklang på vokalerne der hensætter én til kirken uden at man tænker over det; men det virker. Vi har en fed, beskidt lyd på guitarerne og en markant (og markant produceret) leadvokal. Og vi har en utrolig stærk melodi som bæres på 12/4-takter, hvilket betyder at den både rocker (4/4) og under dette valser (3/4), hvilket igen giver en fornemmelse af at den vugger (6/2).

Men – hvis vi lige lægger de analytiske briller til side – vigtigst af alt: Den er fascinerende og dejlig!

Merry Xmas Everybody lå nummer et på den engelske singlehitliste i december 1973. Det er ikke så mærkeligt; mere bemærkelsesværdigt er det at den forblev den mest solgte single til midt i januar 1974. Se, dét er stærke julesager!

2) José Feliciano: Feliz Navidad (1970) (tidlig live-version, sen live-version)
Vi bliver i de spæde 70’ere for at finde den næstebedste hæmningsløst afspillede juleklassiker. Det er et virkelig dejligt nummer.

Alligevel er det godt klaret af en Puertoricansk sangskriver – altså at nå igennem den engelsksprogede-danske dobbeltmur som omkranser massekulturdyrkelsen i Danmark, og som næsten kun lader lidt svensk og lidt tysk sive ind (hvis det lever op til fordommene). Men omkvædet her er engelsk, sangen sidder lige i skabet, og manden er blind.

3) John Lennon og the Plastic Ono Band: Happy Xmas (War is Over) (1971)
Jeg har i mange år haft et strejf af irritation ved denne sang, men irritationen er forsvundet. Måske fordi jeg er klar over at irritationen – ligesom for mange andre musikelskere – hidrører Yoko Ono og det skær af alt for hellig grimhedsdyrkelse som kom ind i Lennons sangskrivning med hende, og som var massivt lige omkring 1970 (opløsningsåret for Beatles). Nu har jeg fået skilt tingene ad og henlagt irritationen til de englehvide billeder af dobbeltsengen og sangen Give Peace a Chance (1969) som fortjent eller ufortjent må bære min irritation foreløbig.

Tilbage står – nu renset for enhver irritation – dette ikon af en sang. En sang som har samlet sig i mit sind og nu kun virker smuk. Og den bliver smukkere jo mere den spilles. Jeg ved at den er en af knoglerne i pophistoriens kompositoriske skelet. Måske kravebenet? Og jeg vil kunne nynne den og genkalde mig lyden af den, ikke kun i søvne, men ind i evigheden.

Den er to år tidligere på færde end Slades juleklassiker som den lydmæssigt er i familie med, blot er det en ballade uden elguitarer. Men faktisk blev den ikke nogen succes i 1971 fordi den var indspillet for tæt på jul, derimod slog den igennem i 1973 – samme år som Slades sang! – hvor den blev nummer 4 på den engelske singlehitliste. Den toppede dog i 1982 hvor den, formedelst en genudgivelse, nåede plads nummer 2 på hitlisten.

Lennon mente selv at han havde fat i noget der er større end White Christmas. Jeg spår at han får ret – lad os tjekke efter om 20 år.

4) Elvis Presley: Merry Christmas, Baby (1971)
Well, I’m feeling mighty fine; got good music on my radio – yeah, I’m feeling mighty fine; got good music on my radio – well, I want to kiss you, baby; are you standing near the mistletoe?

Elvis Presley når han er allerbedst, og en af de bedste 6/8-blues-indspilninger nogensinde – hvis ikke dén bedste. Det kunne i princippet have været alt mulig andet end en julesang, og derfor kommer den heller ikke højere på denne juleliste, men hold da helt kæft hvor er den dejlig.

Den er skrevet af Lou Baxter og Johnny Moore, og har siden den kom til verden i 1947, været indspillet af utallige kunstnere, men Elvis’ version er den bedste, og det er også Elvis’ bedste af utallige julesange fra ham.

Bemærk at Elvis-indspilninger på over 5½ minut absolut ikke var hverdag, men stemningen er så fed og rundgangen så god at den ikke vil stoppe – hvilket understreges af at man simpelthen fader ud.

5) Gilbert O'Sullivan: Christmas Song (1974)
Vi bliver i de tidlige 70’ere. Denne sang har jeg faktisk slet ikke hørt i radioen i år, så den var ikke på listen i går. Men da jeg vågnede i morges, var den der i mit hoved – hvilket i sig selv er et meget godt pejlemærke for hvilke sange man virkelig holder af.

Det har sikkert alt sammen noget at gøre med hook-linjen ”I’m not dreaming of a white christmas” som jeg jo ud fra mine idiosynkrasier ikke kan lade være med at høre som en kunstnerisk afstandtagen til julesvøben White Christmas.

Men jeg synes under alle omstændigheder sangen holder. Den irske Gilbert O'Sullivan har lavet en velbygget og velproduceret popsang med en god hookline.

Hvorfor 70’erne?
Hvorfor består min top-5 af sange som hver og en er fra de tidlige 70’ere? Ja, det har intet med mine biografiske data at gøre. Jeg kom til verden i november 1974 hvor sidstnævnte sang netop var udkommet, og det er da særdeles sandsynligt at den har lydt fra en transistor et eller andet sted på fødegangen. Men det betyder så også at de øvrige fire er fra før min tid, så at sige. Jeg har ikke noget særligt crush på 70’erne; mit mest intensive musikkendskab hidrører af naturlige årsager 80’erne. Så jeg er hverken miljø- eller interessemæssigt påvirket. Det må være noget med sangenes kvalitet – noget i tiden må have givet en evne til at lave moderne julesange som stadig holder.

Men nu udvider jeg til en top-7, for lige efter nummer 5 kommer der to fra 80-90’erne. Den første er spillet sindssygt meget i år; den anden spilles alt for lidt.

6) Chris Rea: Driving Home for Christmas (1986, 1988)
Ja, den er spillet sindssygt meget – den reviderede (og lidt mere julede) version fra 1988. Men mærkelig nok holder den til det, og det er jo lige det disse lister handler om.

Som 80’er-Chris Rea-kender er nummeret set indefra, med den diskografiske fartblindhed, et af hans relativt banale numre. Men det er en god popsang, og når Chris Rea lander i radioens øvrige strøm, lander han godt. Det har dog undret mig at jeg har kunnet holde ud at Driving Home for Christmas i den grad tyndslides som det gør, men jeg tror det har at gøre med at det er ærligt såvel musikalsk som tekstligt. Selv meget banal musik, poppet musik, sovset musik eller dullet musik holder hvis det er skabt på og bevarer sin ærlige nerve.

Jeg aner ikke hvad der skete i 2007 omkring dette nummer, men jeg kan på Wikipedia læse mig til at det fra og med 2007 har ligget højt på hitlisterne. Dette har intet med nummeret eller Chris Rea at gøre, så årsagen interesserer mig ikke så meget, men det kunne jo skyldes fx en reklame eller et soundtrack.

7) AC/CD: Mistress for Christmas (1990)
Dette nummer er uden overdrivelse min frelse. Det er måske i en vis forstand ”dirty”, men når højttalerne er ved at stoppe til af fedladen, lunken eller ligefrem fordærvet julemusik (se gårsdagens liste), er dette den ultimative rensevæske. Derfor ingen jul hos mig uden at Razor’s Edge-albummet fremfindes og der klikkes frem til nummer 5 på cd’en og fyres godt op i små 4 minutter. Hvilken velsignelse! Tak! Jeg skylder virkelig AC/DC en kæmpe tak for at have frembragt denne unikke rensevæske, for jeg ved ikke hvad jeg ellers skulle gøre.

Hvor er det dog befriende at høre Brian Johnson vrænge det oplagte rim ud: ”I wanna misstrææææs for christmææææs”. Smukkere kan mandligt gavebegær og udpakningslyst ikke beskrives, og guitarerne fortæller alt hvad der er at fortælle om julelummer liderlighed under opbygning. Dette er stor kunst. Spil den dog noget mere!

Julens usual suspects, del 1: Fri mig

Jeg plejer at sige det sådan: Jeg dør i den ulideligt tomme pause mellem ”white …” og ”… christmas” i White Christmas. Den nok så berømmede Irving Berlin har skrevet den, og Bing Crosbys indspilning er i Guinness’ Rekordbog for at være den mest solgte single nogensinde. Lige meget hjælper det. Jeg kan ikke udstå dens sovsetykke kedsommelighed, og slet ikke i Bing Crosbys og lignende versioner. Det hjælper lidt hvis man sætter en i sig selv interessant stemme og personlighed på – fx Elvis, Sinatra eller Louis Armstrong – for store fortolkere kan selvfølgelig bringe liv i døde linjer ved at lægge pauser og fraseringer på en meningsfuld måde. Men et stort hit i min bog bliver White Christmas aldrig.

Samtidig har jeg – som sporadisk P4-lytter – konstateret at et julenummer som jeg var ved at eksplodere over sidste år (lidt ligesom marsmændene ved lyden af Slim Whitman: Indian Love Call (1952) i Mars Attacks! (1996)), nemlig Wham!: Last Christmas (1984), næsten ikke har været spillet. Kan selv de musikalske cementhjerner der bestemmer musikken på P4 – og bestemmer at spille det samme hele tiden – også få nok?

Det har alt sammen fået mig til at tænke på hvilke af de voldspillede Tordenskjolds soldater af jule-pop/rock-sange der kan holde til sliddet, og hvilke der ikke kan. Eller sagt med andre ord: Hvilke af disse igen og igen spillede julesange kan jeg holde ud at høre igen og igen – og hvert år om igen? Ja, hvilke ville jeg nødig undvære? Og hvilke får min hjerne til at degenerere ved deres ulidelige gentagelse?

Vi tager det sidste først – en top-5 med juleklassikere i hyppigt spillede versioner jeg ikke kan udholde at høre mere. Jeg har ikke White Christmas med, for så kunne jeg lige så godt lave en helt selvstændig liste af bedagede Bing Crosby-sange som svømmer i kirsebærsovs, og det er der ikke rigtig nogen grund til at bruge pladsen på. Lad os beskæftige os med den del af poppen som er langt nok fra jazzet ”underholdningsmusik” til at kunne kaldes egentlig rytmisk musik:

Top 5 over moderne juleklassikere jeg ikke kan klare mere

1) Band Aid: Do They Know It's Christmas (1984)
Ja: Bono, Sting og min yndlingspopvokalist Simon Le Bon (Duran Duran) ved samme mikrofon! Og Phil Collins på trommer! Det er toppen af poppen i 1984 – endda lige på forkanten af deres eget absolutte peak – og på papiret ser det skidegodt ud. Men der er også andre med, og Bob Geldorf har skrevet sangen, og hele produktionen holder ikke i dag. Pop og omverdenssentimentalitet i klammeste parringsdans. Hvis det er sådanne numre man mindes 80’erne med, så tror jeg da fa’en at man kalder 80’erne kitsch. Mit forslag er at alle cd’er, bånd og lp’er med Band Aid destrueres. Der er heller ingen grund til at lave andre versioner, for både tekst og komposition er makværk.

Det skete så alligevel allerede i 1989 med Band Aid II, der havde producerteamet Stock Aitken Waterman (Mike Stock, Matt Aitken og Pete Waterman) og tidens store døgnflue Bros som de dominerende kræfter – men også med Chris Rea! Denne nye version er betydeligt bedre end originalen fra 1984. Arrangementet og produktionen gør det bedste for kompositionen, og vokalerne står langt mere interessant til hinanden – fx Jimmy Sommerville op mod Chris Rea. Overordnet – og meget groft – kan man sige at producere med ret til at dele og herske blandt en flok andenrangskunstnere men med fremragende stemmer (Band Aid anno 1989) får et bedre resultat end en velgører der skal holde styr på en flok førsteklasseskrukker (Band Aid anno 1984). Desværre spilles 1989-versionen bare aldrig.

Trods det for kompositionen noget nær optimale resultat fra 1989 går man gud døde mig løs på sangen igen i 2004 (her uden video)(her med afbrud). Nu under navnet Band Aid 20 og med Paul McCartney (på bas) og musikere fra Supergrass, The Darkness og Radiohead (bl.a. Thom Yorke på klaver), og – som sangere – andre prominente navne som Chris Martin (Coldplay), Robbie Williams og Dido. Og hvordan falder det så ud? Jo…, meget godt. Det er en mere lavmælt økologisk version, og den er mere hjertevarm end udråbende i udtrykket. En sådan intimisering kan den tynde og klodsede komposition jo ikke klare, men den får også hjælp: Man har puttet lidt flere skæve akkorder på, nedtonet de mest kiksede steder i melodien, lavet et smukt break og understreget de brugbare sammenhænge i kompositionen. Det er altså ikke uden grund – eller uden resultat – at så stærke komponister som McCartney og folkene fra bl.a. Radiohead har været på sagen. De har ydet kompetent plastic-kirurgi til selve sangen. Desværre spilles 2004-versionen heller aldrig.

2) Boney M.: Mary's Boy Child /Oh My Lord (1978, Farian; Jay)
Så er vi nede i 1978, men på en måde bliver vi i 1984, for her udgav Boney M., gud hjælpe os, et helt jule(opsamlings)album, selvfølgelig indeholdende dette alt for store julehit. Okay, det er måske næsten for nemt at putte smagløsheden selv på denne liste, men den spilles faktisk stadig hver jul, så den må jo med. (Prøv om du kan se videoen og høre musikken uden at sende en tanke i retning af Stripper-Jens fra Rytteriet.)

NB: Den originale Mary's Boy Child (skrevet af Jester Hairston) blev første gang indspillet af Harry Belafonte i 1956.

3) U2: Christmas (Baby Please Come Home) (1987)
Bono og jul er to ting som i mine ører bare ikke klinger godt sammen i 80’erne. Christmas (Baby Please Come Home) er skrevet af Phil Spector og originalt sunget af Darlene Love i 1963 – og i dén version klæder melodi og arrangement hinanden. U2s udgave er bare bøvet; men ikke desto mindre er det den version som spilles flittigst i radioen – af åbenbart historieløse musikredaktører der ikke kan finde ud af at grave et spadestik dybere.

4) Bruce Springsteen: Santa Claus Is Coming To Town (1978, live)
[Dette link er opdateret i august 2014, og efter at have været nødt til at udskifte 1984-klippet med denne optræden fra 1978, som har en afgørende lethed og mere swing og elegance, viser skudsmålet sig ikke at holde. Det handler således om Springsteens senere, mere stive og klodsede versioner:]

I forhold til U2 er det stort set det samme som gør sig gældende: Det er et ligegyldigt cover, og det er besynderligt at det spilles hele tiden.

Springsteen bræger, og rockklicheerne står i kø. Kompositionen er for let til så tung en omgang. Der er i hundredvis af andre coverversioner, og alt fra Jackson 5, over The Supremes, til Chris Isaak i duet med Stevie Nicks er at foretrække.

Santa Claus Is Coming To Town er skrevet af J. Fred Coots og Haven Gillespie, og den første indspilning (fra 1934) er af Harry Resers orkester med Tom Stacks i front.

5) Wham!: Last Christmas (1984)
George Michael har en stor del af æren for julerædselsåret 1984 – som vokalist kæmpede han med sig selv om førstepladsen på den engelske singlehitliste i form af Band Aid mod Wham! (udråbstegnet er altså en del af boyband-duoens navn, det er ikke en sensationsmarkering fra min side). Men 1984 er også året hvor George Michael lavede sin bedste komposition nogensinde – Careless Whisper.

Egentlig er Last Christmas slet ikke så ringe ... af en George Michael-komposition at være; den kan bare ikke holde til den radio-rotation den har været udsat for. Faktisk går der en historie om – men jeg ved ikke om den er sand – at det oprindelige udkast hed ”Last Easter”. Hvis det var forblevet sådan, havde Michael ikke tjent så styrtende mange penge, til gengæld havde sangen nok været spillet på et niveau som den ville kunne trække.

Som tvungent element på radioens julepensum er den for længst blevet for meget. Værst er det når de begynder at spille den midt i december. Jeg kan bedre klare den i bagjulen. De mange keyboards og de elektroniske trommer – der, sammen med den isolerede lyd, alt sammen lyder som dask i sne – får mig vist nok til at tænke på en materialistisk jul, lidt på samme måde som Bing Crosby-sangene. Den skulle angiveligt handle om kærlighed, men den får mig snarere til at tænke på alt det jeg ikke kan lide ved julen.

I morgen får du min top-5 over de mest slidstærke juleklassikere – det glæder jeg mig til. Og i overmorgen får du min top-5 over mine danske favoritter. Jeg ved at listerne kommer lidt sent, men så må du kigge på dem igen næste år.

Mens du venter på den fantastiske top-5 i morgen, kan du lige konsultere denne her:
Do They Know It’s Bonus Time, CEO Remix (2008)

Fredelig jul og fremadstormende nytår

Jeg ønsker alle Kommakommunikations læsere en glædelig jul og et godt nytår.

Æhh, eller gør jeg?

Det er velment, men det er også en noget konventionel formulering. Og det får mig til at tænke på den korrekthedsangst jeg selv har haft ved at sige ”God jul” frem for ”Glædelig jul”.

Hvorfor må man ikke sige ”God jul”? Er det fordi ”god” – for variationens skyld – skal reserveres til nytåret i frasen ”Glædelig jul og godt nytår”? Eller er det fordi man signalerer historieløshed og manglende dannelse ved at sige ”God jul”?

Lad os lige gøre op med dette! Der er ikke noget sprogligt forkert i at sige ”God jul” – heller ikke ”God jul og godt nytår”. Og der er ikke noget historieløst i at sige ”God jul”, for man må selv bestemme hvilket adjektiv man putter på den jul man ønsker andre. Det er ens eget ønske – ens egen ytring – og hvis man ønsker en ”God jul”, så er det dét man ønsker; og hvis det kun er dét der er plads til at skrive, så er det fint. ”Glædelig jul” er en konvention, i bedste fald en tradition.

Man kan sige at ”glædelig” opleves som et lidt mere indholdsspecifikt adjektiv end ”god”, fordi sidstnævnte har det med bare at stå i modsætning til dårlig. Derfor konnoterer ”god” i høj grad også at man slipper helskindet igennem noget; fokus bliver (at undgå) uheld og ufred, frem for en specifikt formuleret positiv ting. Medmindre man da er i stand til at lægge en egentlig betydning i god, nemlig det eksistentialistiske at være god mod andre og taknemmeligt være i stand til at nyde julens goder og godter.

Af disse grunde er ”godt” heller ikke noget sprogligt begavet adjektiv at sætte på nytåret. At man mener at det er godt nok at sige ”godt nytår”, må have at gøre med at man har anstrengt sig med at sige ”glædelig jul” og således har gjort rigeligt for at variere sproget. Men helt ærlig: ”Godt nytår” er ikke en tøddel bedre end ”god jul”, tværtimod: Faktisk er der, som antydet ovenfor, en mulig begavet grund til at kalde julen god, som ikke findes for nytårets vedkommende, her bliver det bare en forkortelse af at hilsenens modtager må slippe godt igennem det næste år, eller at det nye år forhåbentligt vil bringe godt. Det er jo ikke særlig præcist rent sprogligt.

Der kan altså være god grund til at kigge kritisk på standarden ”Glædelig jul og godt nytår” og løfte niveauet lidt. En bedre standard kunne være ”Glædelig jul og lykkebringende nytår” – det er jo det man mener, hvis man mener det.

Imidlertid har standardfraser den uheldige egenskab at de ikke i sig selv bidrager til at overbevise modtageren om at man mener det. Andre originale, kreative, tidsforbrugende og omtankesignalerende ting ved meddelelsen eller kommunikationssituationen kan dette og kan dermed også overføre troværdighed til selve frasen, men frasen i sig selv gør ikke arbejdet.

Derfor kan man overveje at tviste hilsenerne lidt. Her er nogle få forslag:

Ædelig jul og flot nytår
Dette er den absolut ukristelige udgave som slår de lystbetonede, narcissistiske og materialistiske strenge an. Flere burde bruge den – hvis tale ellers skal afspejle tanke! Og hvis man sigter mod en decideret liderlig nytårsaften – hvilket stemmer fint overens med det frådende forhold til julens mad – kan ”flot” udskiftes med ”hot”. Begge versioner spiller fonetisk på standarden ”Glædelig jul og godt nytår”, hvilket jo berettiger ikke-ordet ædelig.

Fredelig jul og fremadstormende nytår
Dette er et mere kreativt bud som ud over bogstavrimet indeholder modsætningen mellem en fredelig jul, som er et både gammeldags og hypermoderne ønske, og så et kommende år med ”gang i den” i form af fremskridt, vækst eller selvrealisering. Det er en god hilsen til den moderne iværksætter, og måske i det hele taget til det moderne karrieremenneske.

Grædelig jul og snot nytår
Ja, så er vi tilbage i den lidt platte genre som spiller på standarden. (Bemærk at ”l” i glædelig er udskiftet med ”r”.) Denne her kunne egne sig til en ven(inde) som netop var blevet forladt af kæresten, men som måske godt kunne tage en spand medfølende sarkasme fra sine allernærmeste. Indlevelse er guld værd.

God jul og vildt nytår
Her eksemplificerer jeg en kort og ung udgave for at understrege friheden til at lave sine egne hilsener, og også for at understege at ”god” befinder sig bedre foran jul end ”godt” befinder sig foran nytår. Alt efter hvor man sætter fokus – altså om det er på jul eller på nytår – kan man jo nøjes med god/godt foran den del man ikke sætter fokus på, og finde på noget originalt til den del man så sætter fokus på. Så ”God jul” passer sig godt til unge, der så til gengæld bør finde på et mere originalt adjektiv til nytåret.

Fed jul og fit nytår
Igen: Bogstavrim understøtter altid berettigelsen i ordvalget, og her er et eksempel til brug for de der fokuserer meget på kalorier. Med mulighed for dobbeltbetydninger i både ”fed” og ”fit” er hilsenen dog også intellektuelt acceptabel for dem som ikke er med på aerobicholdet.

Fortsæt selv. Du har nok fanget pointen: Fuck ”Glædelig jul” og ”Merry christmas”, og mærk efter om du selv kan formulere noget du mener.

PS: Nu hvor vi er nået til efter den 25., er det i øvrigt fuldt legitimt at sige ”Glædelig bagjul” uden som et andet afdanket Linie 3 at lefle for nogen applaus. Det der måske én gang for længe siden har været en plat automobilorienteret vits, et ordspil på jul/hjul, er i dag ren standard for markering af at man udmærket ved at vi er på den anden side af juledag. Det er simpelthen et almindeligt ord i min familie for dagene mellem jul og nytår. Så glædelig bagjul!