torsdag den 10. juni 2010

Ugens Værste var Deadline selv

Mads Brügger er en af mine helte. Det skyldes hovedsageligt udfordrende journalistik som den han stod for i Quatraro-mysteriet, og som også viste sig i fx Det Røde Kapel og Den 11. Time.

Men i søndags var han vært for den dårligste og tyndeste Deadline-udsendelse jeg nogensinde har set, og som jeg egentlig heller ikke troede var mulig. Jeg er således også i tvivl om hvorvidt det var et ærligt produkt, eller om det var et bevidst eksperiment med hvor meget man kan skære ned på de redaktionelle kræfter og den mentale forberedelse. Måske et hemmeligt ”trusselsbrev” til kulturministeren?

Her er menuen for Deadline, søndag den 6. juni 2010:

  • 40 sekunders velkomst.
  • 1½ minuts indslag samt 3 minutters interview med Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti om at DF vil have justitsministeren til at undersøge muligheden for at retsforfølge den katolske kirkes overhoved i Danmark.
  • 44 sekunder om Israels afvisning af at lade en international kommission undersøge hvad der skete da Israel satte en stopper for et aktivistisk nødhjælpsskib, med 9 dræbte aktivister som følge.
  • Godt 23 minutters ”Ugens Værste”, hvor Michael Jeppesen, Georg Metz og Paula Larrain diskuterer om det er 1) ”lækagesagen fra koordinationsudvalget”, 2) ”de danske politikeres manglende evne til at se de økonomiske realiteter i øjnene” eller 3) ”medieforliget og lukningen af P2” der er ugens værste.

Bortset fra de 44 sekunders telegramjournalistik om Gaza-konflikten består programmet altså af 4½ minut om at DF går i kødet på den katolske kirkes overhoved og 23 minutter med Ugens Værste. Det er selvfølgelig ikke på papiret noget problem. Men kvaliteten af de to viste sig at være den lavest tænkelige.

Hvordan DF kan få endnu 4½ minut i Deadline om en af deres hyperbanale enkeltsager, er mig en gåde. Vi er vel ikke mange der kan være uenige i at den katolske kirkes overhoved, Czeslaw Kozon, ikke skal dække over kriminelle handlinger i kirkens regi. Det er en banalitet, og der var ingen kvalitativ grund til at interviewe Marlene Harpsøe om det i 3 stive minutter. Interviewet var da også rent mikrofonholderi uden vinkel og dermed uden formål. Hvis der fra Mads Brüggers side var noget forsøg på at opstille skismaer, var disse så subtile og procesorienterede at de ikke afsatte noget præg på Harpsøes monolog. DF synes ikke det er godt nok at Czeslaw Kozon trods kendskab til misbrug i kirken ikke reagerer før medierne blander sig. Ikke at der overordnet set er noget i vejen med hendes budskab; der er bare ikke så meget at sige til det. Og er der ikke andre ting man burde nå i en Deadline-udsendelse på ugens sidste dag?

Så til Ugens Værste. Hele 23 minutter brugt på det rene ingenting. Mads Brügger lagde ud med at konstatere at vi befandt os mellem to mærkedage, nemlig HA-præsident Jønkes fødselsdag (50, dagen før) og Reimar Bo Christensens (60, dagen efter), hvorfor der denne mellemliggende dag altså ikke var anledning til at synge nogen fødselsdagssang.

Hvad skete der lige dér? De tre gæster anede det i hvert fald ikke. Måske skulle Brügger have fyret den af til seerne ved programmets afslutning og ikke ved sin ankomst til debatbordet – bare et forslag – for det havde ikke noget at gøre med det der skulle debatteres.

Debatværten er en rolle Mads Brügger klarer sig virkelig skidt i. Han er for fortænkt, subtil og skæv i sine kommentarer i en rolle som egentlig bare handler om at skære kagen og sørge for at kagespaden bliver sendt videre med god timing. Brüggers facon sætter folk i stå. Han dribler med bolden og afventer en reaktion, i stedet for at afslutte sit dribleri med en brugelig aflevering eller skarp indspilning til fødderne. Derfor forekommer der ved debatter med Mads Brügger som vært ofte lange sekunder med uproduktiv tavshed, indtil Mads Brügger kommer i tanke om at han nok hellere må spille en bold, eller indtil en af gæsterne selv frembringer én. Med en anden metafor kan man sige at hans kommentarer kommer til at virke som vand på bålet og ikke som brændstof. Det fungerer selvfølgelig fint i 1:1-samtaler med uendelig tænke- og taletid og i dokumentarprogrammer som efterfølgende kan redigeres. Men i styringen af en live-debat fungerer det absolut ikke. Dertil kommer at Brügger mangler musikalsk fornemmelse for debattens flow og mulige skift i taleture, hvilket eksempelvis viser sig i markant klodsede emneskift og afrundinger.

I søndags var der dog ingen interessante taleture at ødelægge, og det er ikke kun fordi Mads Brügger tissede på debatbålet, men også fordi de tre gæster intet havde at sige hinanden. De havde stemplet hinanden på forhånd. Jeppesen og Metz (og Brügger) havde stemplet Paula Larrain som repræsentant for de konservative. Metz og Larrain havde stemplet Jeppesen som en utroværdig gøgler hvis udtalelser kun var for sjov – en stempling han ikke ligefrem selv er uforskyldt i. Og Georg Metz klarer udmærket selv at stemple sig som et besværligt ego der altid skal have sparket noget ind. Ingen af de tre har nogen grundlæggende dyb forståelse for hinanden, og man havde en fornemmelse af at de heller ikke forstod hvorfor de var der.

Dette, i kombination med Mads Brüggers fravær som ordstyrer, resulterede i at samtalen om bordet gik død i overbærende smil og godmodige vittigheder. Lidt lige som når man i den pukkelryggede families lag har opdaget at ingen lytter til andre end sig selv, og at man derfor lige så godt kan nikke og smile lidt, drikke noget mere kaffe, spørge hvordan det går med kattene, eller komme med nogle énlinjers der passer til alle segmenter. Det er noget af det pinligste tv jeg har set.

Man er nu heller ikke tilbøjelig til at lytte så intenst til hinanden når det indholdsmæssige niveau er som det Michael Jeppesen præsterede i følgende tankerække: Efter først at have udelukket at det kunne være Brian Mikkelsen eller Troels Lund Poulsen der stod bag lækagen fra koordinationsudvalget, vendte Jeppesen tilbage og opholdt sig ved at det alligevel godt kunne være Troels Lund Poulsen. Det var så ud fra en argumentation om at Troels Lund Poulsen havde fået ny spindoktor og at sådanne skal markere sig. Michael Jeppesen ledsagede sin betragtning med boksebevægelser i luften; måske en besked direkte fra hans egen samvittighed om at han ikke rigtig var varm.

Og Mads Brügger bidrog selv meget aktivt til den amatøristiske stemning ved nogle minutter senere at foreslå følgende:

”Et muligt scenarie kunne være at Lene Espersen trækker sig og Paula Larrain kommer ind fra højre.”

Her forsøgte Michael Jeppesen så at redde en vis form for retvisende substans ved at indskyde at Connie Hedegaard nok ville komme hjem fra Bruxelles først. Men det kunne ikke redde seriøsiteten, for den nu skamforfjamskede Larrain følte nok at hun skulle udfylde et tomrum med en returnering til Brügger: ”Hvad bygger du det på?”, sagde hun så med et afvæbnende ironisk smil.

Hvad der står tilbage er: Ved Brügger hvad han laver i Deadline? Havde han glemt at det var en medieret samtale? Hvilket stof var han på?

I hvert fald ikke det stof journalistik er gjort af.

Få sekunder senere skete endnu en mærkværdighed: Mads Brügger bad Jeppesen opfriske hvorfor han nu er frataget sin bestalling som blogger på Politiken, men da Jeppesen forsigtigt spurgte Brügger om han godt måtte sige hvad det var for en ”vittighed” han medieeksperimentelt havde fremstillet som sandhed i et blogindlæg på Politiken, fik han – muligvis ved mellemkomst af et dessin i Mads Brüggers øresnegl – nej fra Mads Brügger. Mage til pointestyrt på grundlag af misforstået adfærd fra Deadline-redaktionen skal man sgu lede længe efter. Hvorfor måtte Jeppesen ikke sige at det hans fantasi havde opfostret, var en historie om at statsminister Lars Løkke Rasmussen skulle være sprunget til side med den konservativt meningsdannende mediepræst Kathrine Lilleør? Historien rummer da om ikke andet en form for poesi af relativt god kvalitet, og når han – her – klart lancerer den som en løgn, hvorfor så ikke få lov til at sige hvad løgnen var? Det Jeppesen blev forhindret i, var at fuldbyrde et dementi. Og det Brügger gjorde, var at spørge om noget han så alligevel ikke ville have det fulde svar på.

Således frataget punchlines og pointer forløb altså en hel Deadline-udsendelse. Til slut rundede Brügger af på sædvanlig klodset vis hvor han måtte skynde sig at kaste det faste spørgsmål ”Hvad er så ugens værste?” ind i plenum. George Metz gentog ”Ugens værste?” som om han ikke var klar over at det er navnet på det koncept han sad i, og som stod med store bogstaver bag ham, men han fattede sig dog og svarede på spørgsmålet. Anderledes med Jeppesen der, efter flere minutters fløjpolitisk diskussion mellem Larrain og Metz, ærligt indrømmede at han var åndsfraværende; ”stået af”, som han udtrykte det, af at høre på de andre to.

Heldigvis for Jeppesen kunne mine tæer på dette tidspunkt – efter 23 minutter med Deadline som reality-show – ikke krummes yderligere.

Man må formode at nogle DR-chefer i deres stille sind har takket gud og Jes Stein Pedersen for at det altid grundigt forberedte, veloplagte og vedkommende Deadline 2. Sektion tog over og reddede æren for DR2 denne søndag aften.

4 kommentarer:

  1. Hvorfor er der ikke noget link til udsendelsen, der ellers lyder som en omgang morsomt makværk?

    SvarSlet
  2. Nok mere pinagtig end morsom, vil jeg sige.

    Med hensyn til link regner jeg evnen til at finde en nyhedsudsendelse i DR's tv-player for en almindelig kompetence blandt mine læsere. Det ville naturligvis ikke i sig selv afholde mig fra den service at lave et link, men det er også kombineret med den grund at udsendelserne kun får lov at ligge der i en måned. Og jeg ønsker ikke at oprette links hvis levetid jeg på forhånd ved er kort.

    SvarSlet
  3. Du har et kløgtigt analysehoved, Martin. Interessant læsning, og jeg giver dig kun ret.

    Marianne

    SvarSlet
  4. En analyse der, for i disse fodboldtider at bruge en metafor fra den verden, er ramt lige i røven...
    Velskrevet, underholdende og vedkommende.

    /Martin

    SvarSlet