mandag den 19. marts 2012

Journalistisk hjernedød #2

Bitterfissen version 2 er ved at føre danske webmedier ind i et hidtil uset ulækkert spind.

Politiken.dk, berlingske.dk, eb.dk, bt.dk, metroexpress.dk og sikkert adskillige flere har helt ukritisk kolporteret dette billede til artikler om Bitterfissens sande identitet som en 39-årig kontorassistent fra Farum (teksten er Politikens billedtekst):

Ikke et eneste af disse medier opholder sig ved at dette billede, som Jeanett Veronica Hindberg ganske vist har lagt på sin blog, på ingen måde ligner billedet af en 39-årig kvinde. Det ligner da en 12-15-årig, og hvis en 39-årig kvinde ser så infantil ud – hvilket jeg da ikke totalt kan udelukke – så er dét den sande sensation. Men jeg har ALDRIG set en 39-årig der i den grad ligner en 13-årig i stil og udseende (selv om man i visse segmenter kan have svært ved at se forskel på mor og datter). Så indtil videre bør man nok sige næppe, næppe, næppe – og da i hvert fald nævne muligheden for at dette er endnu en limpind til den danske mediekarrusel. Men det gør man ikke, og derfor begynder det nu at blive ulækkert for alvor.

Det er for så vidt ikke noget galt i at illustrere nyheden med det billede den såkaldte bitterfisse selv har lagt på sin blog. Men uanset den teoretiske mulighed for at hun vitterlig ser sådan ud, bør voksne journalister opholde sig ved at billedet bestemt ikke ligner en 39-årig, i stedet for ukritisk at viderebringe det som om det er hende. Ikke så meget som et tillægsord eller biord angiver en distance, en forholden sig til billedet. Dette fravær har intet med objektiv journalistik at gøre, for, som denne historie meget tydeligt afspejler, tåler objektiv journalistik ikke et åbenlyst fravær af sund fornuft, endsige smag. Pædofile må være grundforvirrede i dag over at de dømmes så hårdt, når den samlede webjournaliststand uden videre godtager dette billede som billedet af en 39-årig. Normale mennesker må sige fra. Selv har jeg oplevet det som den mest brækfremkaldende webnyhedsflade nogensinde. Og hvis bitterfissen virkelig ser sådan ud, må jeg have ondt af hende, ligesom jeg må have ondt af hende hvis hun misbruger sin datter (eller nogen anden) til det her cirkus. Interessant i denne forbindelse er det at hun faktisk i skrivende stund har fjernet billedet fra bloggen. Nu ligger det kun på diverse webmedier (og her).

På hendes blog hvor medierne har taget skærmkopien, stod der intet bogstaveligt om at billedet forstillede hende. Måske har hun fået smag for at se hvad især webmedierne, i deres hjernedøde nyhedsopdateringer, kan hoppe på.

Og det er der åbenbart ikke noget lavmål for.

Dokumentation
Bemærk at MetroXpress, der også er udspringet til denne mediehistorie, viser et billede der nok umiddelbart er det samme, men hvor hun ser anderledes ældre ud – et mysterie jeg ikke orker at forholde mig hypotetisk til, men jeg fastholder at de andre billeder viser noget der kun kan kaldes en lille pige.

Berlingske, skærmkopi af hjemmeside:

Jyllands-Posten, skærmkopi af hjemmeside:

DR, skærmkopi fra billedsøgning i Google, kl. 17.40:

Politiken, skærmkopi fra billedsøgning i Google, kl. 17.40:

B.T., skærmkopi fra billedsøgning i Google, kl. 17.40:

MetroXpress, skærmkopi fra billedsøgning i Google, kl. 17.40:

6 kommentarer:

  1. Slap nu af! Bitterfissens identitet har længe været diskuteret og de som synes det er væsentligt, har også længe vidst hvem det vitterligt var. Billederne af hende, har ligeledes floreret på nettet, alle af den samme kvinde som på dit billede, dog i forskellige versioner. De fleste af dem, har været bragt på de forskellige profiler og blogge hun har haft i tidens løb.

    Du vil gerne diskutere selve billedet: Sig mig, har du aldrig hørt om photoshop? Det er tydeligt, at der er manipuleret med billedet, så rynker og ujævnheder i ansigtet er "blurret" væk. Og helt ærligt: at hun skulle have brugt sin datter på billedet, det kan kun en livlig (og småsyg) fantasi finde på.

    SvarSlet
  2. Du kan vist ikke læse. Jeg ønsker ikke at diskutere selve billedet, jeg kan ikke engang holde ud at se på det. Jeg konstaterer bare at det er ulækkert at medierne bruger det som om det var hendes "sande identitet", når enhver kan se at det ikke er en 39-årig kvinde. Slap selv af.

    SvarSlet
  3. Nårh ok, du vil ikke diskutere, men bare konstatere. Jamen det skal du da have lov til i fred så. Bye igen.

    SvarSlet
  4. Jo, jeg vil gerne diskutere hvad det er webmedierne fodrer os med, og om institutioner som Berlingske, Politiken og DR ikke bør have et højere lavmål, også på nettet.

    SvarSlet
  5. Blot det fakum, at du forholder dig til blog, billede og mediedækningen er principielt at smide yderligere benzin på bålet.

    Tag dog hendes blog for hvad den er - underholdning og metadebat i et temmelig saftigt sprog.

    Om hun er 19, 79 eller noget midt imellem, det kan da være flintrende ligegyldigt.

    SvarSlet
  6. Tja, det er rigtigt at al omtale af noget - også synspunkter om at man ikke skal omtale det - er at regne for yderligere omtale. Det er også derfor jeg har neddæmpet søgbarheden på den side af sagen der ikke interesserer mig, ved fx ikke at have titler på billederne, i hvert fald ikke med b-ordet, og ved fx ikke at linke til B's blog.

    Resten af din kommentar er jo ren fejllæsning, for mit indlæg handler om at medierne uden mindste distance eller spørgsmålstegn godtager billedet som om det forestiller én på 39. Det er den side af sagen jeg finder interessant og beklagelig i al sin vammelhed. De viderebringer åbenlys pseudo-dokumentation - oven i købet en ulækker én af slagsen - uden at stille spørgsmålstegn.

    Jeg tror jeg afbryder muligheden for anonyme kommentarer, for anonymiteten er jeg ærlig talt en smule træt af.

    SvarSlet