lørdag den 23. november 2013

We’re all living in Amerika

… eller gør vi?

Kære læser. Engelskklingende indlån kan være meget gode når de som ditto fremmedklingende tyske, franske, spanske eller for den sags skyld arabiske indlån er med til at krydre sproget og omhandler begreber som ikke ville være opstået på vores egen længdegrad alligevel. Men vi lever i en tid hvor dansk i ukritisk grad oversvømmes med engelsk ”oversættelse”, så nogle næsten glemmer det danske når de taler og skriver "dansk". Dette forværres af at vi i vores tankesæt slesker USA efter, i en grad så vi står i markant modsætning til fx tyskerne eller franskmændene der forekommer noget mere stolte af og bevidste om deres (sprog-)kultur. Jo mere amerikansk engelsk man kan proppe sit sprog med, desto mere sexet mener flere danske skribenter tilsyneladende at man er. (Og de dårligste af dem, men endog på chefredaktørniveau, slæber tilmed en inkompatibel grammatik ind som får sproget til at kollapse – jævnfør eksempelvis ordfragmenteringer.)

Jeg synes vi – eller i det mindste nogle af os der gider – skal være lidt mere bevidste om hvornår det engelske er unødvendigt og ikke bidrager med noget som et dansk udtryk ikke kunne ramme mindst lige så godt. Ellers skrumper dansk simpelthen ind så vi styk for styk bliver fremmedgjorte over for danske ord, præcis som nogle allerede vil være fremmegjorte over for ordet tankesæt brugt i dén betydning ovenfor, og derfor ville have været mest tryg ved mindset.

Derfor overvejer jeg at lave en lille julekalender med de 24 mest oplagte eksempler på unødvendigt engelsk. Men dertil behøver jeg din hjælp! Giv mig dine bud på hvilke hyppigt brugte engelske udtryk du synes er for fjollede i en dansk skrivestrøm.

Der kan være en pointe i at hoppe over i engelsk bare for sjov, nemlig for at ”kursivere” eller tage brodden af det sagte. Så jeg er ikke ude efter yes, what?, in dead, what the fuck og den slags brugt som små stød. At nogle skribenter så altid bruger det i deres artikler og derved er sprogligt latterlige, lader vi ligge i denne omgang. Jeg er heller ikke ude efter at man i fagsprog og subkulturer har tradition for engelske begreber, som for eksempel playmaker og keeper i håndbold. Og tillige er jeg ikke ude efter at lave om på al it-hejset med mail og blog osv. Endelig er jeg bestemt ikke ude efter engelskklingende indlån som optræder med samme særlighed og værdighed som ditto fremmedlydende indlån fra andre sprog, sådanne engelske indlån kunne være fx deadline, eller fx speaker der har en mere specifik betydning på dansk. Men vægtningen er din egen: Hvis du synes whiteboard er noget pis (det synes jeg faktisk selv), så meddel mig det og frem for alt: Giv et alternativ som har gang i den virkelige verden. Især er jeg også ude efter betydninger som alle danskere for bare 20 år siden ville bruge det danske ord for eller bøje på dansk, men som på bevidstløs vis er overtaget af engelsk.

Med andre ord: Vi skal finde de 24 typiske tilfælde af bevidstløs engelsk som udgør de såkaldt lavthængende frugter hvad angår konsensus om at de lige så godt kunne siges på dansk.

Hvis jeg ikke får nogen input, får jeg næppe tid til de 24 nomineringer og dermed julekalenderen. Så få fingeren ud og fyr op under din yndlingsblog … også hvis det ikke er din yndlingsblog. Del dette indlæg. Inviter nogle flere.

NB: Du behøver ikke gå amok i kommentarsporet, faktisk vil det jo være at afsløre julekalenderen på forhånd. Jeg skal nok citere dig hvis du i din besked direkte til mig siger noget klogt om et ord jeg tager med. Så skriv gerne i beskeder direkte til mig inde på bloggens facebookside, eller brug mailadressen nævnt her i højre side neden under etiketter.


Amerika, Rammstein, 2004.

1 kommentar:

  1. Der er mange (unge) danskere, der bruger ord som "random" og "obvious" alt for ofte. Det er jo fuldstændig unødvendigt.

    SvarSlet