Jeg har tidligere vist hvordan der bag dr.dk’s vanvittigt grelle korrekturstandard kan ligge et bevidst arbejde med subliminale budskaber. Her er endnu et bevis:
Tilsyneladende skifter journalisten her formuleringsstrategi midt i vadestedet fra ”bliver taget vare på” til ”bliver passet på”, hvilket resulterer i at der står ”bliver taget passet på”. Det er selvfølgelig fuldstændig urealistisk, for så meget er der jo ingen lønnede skribenter eller redaktører der sjusker i en underrubrik. Hvis man ændrer formulering mens man skriver, går man jo som minimum tilbage til sætningens start og læser sætningen igen – og hvis man som redaktør vælger at ændre en formulering i noget, så piller man selvfølgelig ikke bare et ord ud og sætter et andet ord ind (oven i købet af en anden kategori) uden at se om syntaksen, kohæsionen og indholdet efterfølgende overholder normale regler for grammatik og logik. Så det her er helt klart konstrueret sjusk.
Men det har et formål!
Den meningsløse formulering giver mest af alt associationer til noget med at få ”taget passet” – altså i X Factor-regi noget med at få konfiskeret sit indgangspas, eller sit deltagerbevis om man vil. Og det er netop kernen: Den mor (og hendes datter) burde være frataget deres indgangspas fra starten – de burde aldrig have været med. Det er det subliminale budskab, og et budskab jeg i øvrigt til fulde deler.
DR føler ikke at de kan udtrykke dette officielt. Men det er et vigtigt budskab som vi så kan optage ubevidst. For denne realitetsforstyrrede mor er jo ude i et tredobbelt overgreb på sin datter med DR som scene. 1) Først har hun indbildt sin datter at denne er en strålende sanglærke. 2) Dernæst lader hun sin falske sanglærke gå på skafottet. 3) Og som om det ikke var nok: I stedet for at neddrosle vrangforestillingen og opføre sig som det realitetsbegavede menneske som børn kalder en voksen og med tryghed kan investere deres tillid i, giver hun sig til at optrappe vrangforestillingen ved at klage over DR fordi hr. Blachman har rystet hende med sandheden.
Så lad os for en stund glemme den vanvittigt grelle korrekturstandard hos dr.dk og hylde det subliminale kommunikationsarbejde der i virkeligheden ligger bag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar