Specialgruppe

Jeg kan ikke døje ordet ”taskforce”. Det er efter min mening det mest fjollede engelskklingende ord i dansk overhovedet, selv om guderne skal vide at der er mange. Og som det er tilfældet med så mange andre af disse ubegribelige sproglige tåbeligheder, er udbredelsen af ”taskforce” sket primært fra den politiske sfære.

”Tosprogs-Taskforce” er gud døde mig det officielle navn på et projekt søsat af Undervisningsministeriet (heldigvis opererer det vist mest over for den endelige målgruppe via navnet ”Styrk Sproget”), mens Socialstyrelsen har skabt monstret ”Taske Force” der skal rådgive (og må vi tilføje: sprogforpeste) kommuner vedrørende udsatte børn og unge. Dette var såmænd bare hit 1 og 3 i Google hvis man søger på ”taskforce”. Og nede i hit 4 er Undervisningsministeriet på spil igen med ”Task Force for Fremtidens Dagtilbud”, her ligesom fra Socialstyrelsen uden nogen skelen til om ikke taskforce skrives i ét ord jævnfør anstændig dansk grammatik.

Pudsigt nok er ”taskforce” kun at finde i Dansk Sprognævns retskrivningsordbog på nettet og ikke i Den Danske Ordbog på nettet, som ellers burde være end tand større og ligeså opdateret. At DDO således ignorerer ”taskforce”, er næppe bevidst, men i min endeløse lede ved ordet forekommer dets fravær i DDO mig at være en skønhedsplet af de skønneste.

Min aversion må bero på at jeg er meget lydligt-synæstetisk orienteret, og ”taskforce” lyder nærmest modsat den mening der lægges i det. Når man siger [tar..], går man fra t-lyden skabt med spidsen af tungen til at åbne munden mest muligt i højden og bredden. Nogenlunde det samme med [fåår..] der blot starter med tænderne på underlæben, men går ud i den samme totale åbning i højden og lidt mindre i bredden. Skulle man oversætte disse bevægelser direkte til indhold, ville man gætte på at ordet betød altomfattende diffusitet (jævnfør hhv. force og task). Men ordet betyder jo det modsatte, al den stund at en ”taskforce” som regel er sat i verden for at komme i mål med løsningen af et konkret problem. (Dertil kommer at [tarsg] i mine ører giver indtryk af løse håndled, men det indtryk er mere idiosynkratisk.)

Lad os tage et forklarende sidespring: Forholdet mellem indhold og lyd er jo i princippet arbitrært, men så alligevel ikke når det gælder lydord (”pladask”) og delvise lydord såsom ”skrabe” og ”ridse”. Jeg har så en teori om at forholdet mellem lyd og betydning rækker langt ind i hele sproget som et princip underordnet det etymologisk arbitrære princip. Eller sagt med andre ord: Det ord i et synonympar der lyder mest som det indhold (eller en facet af det indhold) de to ord beskriver, vil overleve. Heraf følger et lyd-darwinistisk syn på sproget (stadig underordnet det etymologisk arbitrære) der medfører at de ord der har overlevet længe, statistisk set har en bedre overensstemmelse mellem deres lyd og (en opfattelse af)* deres indhold end ren tilfældighed ville tilsige. Det med betydningen af lyd er såmænd ikke et idiosynkratisk spørgsmål – i så fald er det dette på et kulturelt niveau i en kultur som vi deler i den vestlige verden, men som nok er præget af det lokale sprogs lydlige grundtone, for det handler om at betydningen korresponderer med hvad der rent fysisk foregår i mundhulen. Alt andet lige – dvs. hvis vi nulstiller den ad etymologisk vej givne leksikalske betydning – betyder eksempelvis M samling, hårdt R friktion, L glid, F flade osv. (det er ikke tilfældigt, men derimod tendentiøst, at de pågældende lyde rent faktisk optræder i de pågældende ord), ligesom vi har de lyse og de mørke vokaler alt efter hvor stor vi gør mundhulen. *Denne korrespondens går begge veje, således at lyden kan få tilbageførende betydning for hvad vi lægger i et ord: Som jeg har skrevet et sted før, gør ordet ”dunk” at vi tænker på beholderens rummelighed (eller lyden af den tomme beholder); men hvis den hed en ”zink”, ville vi pga. den lysere vokal tænke mere på dens overflade (eller lyden af den fyldte beholder).

Tilbage til ”taskforce”. For mig, der er langt mere fremmedgjort over for engelsk end en indfødt engelsktalende, er den leksikalske betydning fjern og svækket i mit umiddelbare møde med ordet – ikke mindst i en dansksproglig kontekst. Den leksikalske betydning, som for en engelsktalende vil være kognitivt foregribende (og som i vedtagelsen om hvad ordet betyder, vil afmontere det lydlige indtryk), lader i mit tilfælde vente på sig i mødet med ordet. Derfor kommer det lydlige indtryk til at blomstre op i min bevidsthed, hvor det så skurrer mod betydningen.

Dette er den mere reflekterede forklaring på hvorfor ”taskforce” er min yndlingsaversion blandt de 24 ord denne sprogrenserkanon vil tematisere, og jeg giver selvfølgelig forklaringen fordi jeg ved at jeg ikke er den eneste med en fintfølende fonetisk-æstetisk sansning af sproget. Ja, jeg kan simpelthen se på de ord som er populære, at vores danske fælleskulturelle skema for lyd og betydning naturligvis spiller ind overalt hvor den leksikalske betydning er lige og dermed giver mulighed for et valg.

Hvad skal vi så sætte i stedet for ”taskforce”?

Jo, altså, ord som ”indsatsstyrke” og ”specialenhed” duer med deres hårde, militærpolitiagtige konnotationer ikke rigtig i de blødere organisationer der bruger ordet mest. Jeg synes heller ikke Retskrivningsordbogens oversættelse, ”ekspertgruppe”, rigtig rammer målet, hvis vi ser på hvordan ordet bliver brugt, for det er netop ikke nødvendigvis eksperter der befolker en taskforce. Det eneste man med sikkerhed kan sige om medlemmerne af en taskforce, er vel at de har fået et opdrag – et arbejde at udføre, en opgave at løse – og at deres virke således er målrettet.

Hvad så med ”opgavegruppe”? Nej, det giver alt for grundskoleagtige eller rundkredspædagogiske konnotationer.

Jeg ender på ”specialgruppe”. Og hvis det skal være mindre højtideligt, eller hvis opdraget ikke er lige så klart, kan man også sige ”arbejdsgruppe”.

_

Bonusinfo: Jeg læser korrektur på en del tekster hvori ”taskforce” indgår, og jeg ændrer selvfølgelig ikke på dette hvis det er udgiverens politik at kalde en specialgruppe eller arbejdsgruppe for en ”taskforce”. Imidlertid har jeg til min skræk opdaget at Word ikke forsyner den ellers besynderlige tastefejlsafart ”taskeforce” med en rød understregning. Hvad det skal kunne betyde, kan man kun gætte på. Det må være noget med taskens kraft, måske endda håndtaskens kraft, og så havner vi atter i den politiske verden. May the force be with you, Jelved!

_